tirsdag den 27. oktober 2009

Nye opdagelser

På en typisk dansk gråvejrsdag beslutter jeg mig for at cykle en tur. Vinden er vest nordvest, hvilket betyder turen skal gå via Slots-Bjergby, Hejninge, Næsby Strand videre mod Vemmelev til Frølunde, Knivkær og Korsør, og videre mod Boeslunde. Før Boeslunde til højre mod Espe, videre mod Tranderup og Skælskør. Ud mod Borreby, Magleby, Tjæreby videre til Eggeslevlille og Eggeslevmagle. Til højre med retning mod Dalmose, til venstre mod Frankerup og derude kommer de nye opdagelser.

Nemlig bakken fra Johannesdal op mod Lundforlund. Denne bakke minder en del om Udsigten. Jeg har det princip når jeg cykler alene, at hvis turen er under 100km slutter jeg med en tur op ad Udsigten, bare for at suge de sidste kræfter ud af kadaveret. Med den nye opdagelse kan jeg også bruge bakken ved Johannesdal som en afslutningsbakke, på en god dag køre den to gange. Det var en god opdagelse, så er jeg nemlig fri for at køre det halve Sjælland rundt for at komme til at slutte af på Udsigten.

Vejret var gråt med en kold vind og jeg begyndte så småt at fryse om bentøjet efter 80km, så det var bare om at komme hjem i en fart.

Konklusion: Det er en dårlig dag hvis jeg ikke har lært noget nyt!

søndag den 18. oktober 2009

Tur med cykelklubben

Søndag morgen kl. 09.30 og klar til en tur med klubben. 6 mand var mødt frem, kun to jeg kendte. Ole som jeg havde mødt på Æblekageturen kom hen og sagde følgende " De gutter der kører altså 35 km i timen, jeg kører kun 25". Det betød der var 4 fra hold 1, Ole og jeg. Vi blev enige om at køre en tur omkring Tissøe - en stille og rolig tur. ( Det bliver der altid sagt). Et fantastisk vejr med sol og stort set ingen vind. Det gik over stok og sten med spurter og hvad vil du ha´. Jeg var med hele vejen hjem, to mand var faldet fra. En kørte hjem ved 5o km og en ved 70km. Da vi kom til Slagelse havde vi kørt godt 80 km med mellem 30 og 31 i snit. Jeg var ganske tilfreds da jeg kom til Harrested i alt 92 km senere. Resten af dagen gik i haven sammen med Lis og hunden.

lørdag den 17. oktober 2009

Rynker på besøg

De gamle "Rynker" fra Team København, havde meldt deres ankomst til en cykeltur i Harrested og omegn. Planen var at køre en tur rundt om Tystrup Bavelse søen. Lis, Teddy, Hans og jeg lagde ud i støvregn og overskyet vejr. Vi kørte til Tystrup Bavelse og forbi Golfklubben mod Suså. Derfra til Næstved og hjem gennem Fuglebjerg til Harrested. Turen blev lidt længere end planlagt på grund af medvind på cykelstien. Tak til Jacob Hauggård. Efterhånden som dagen skred frem kom solen frem, og da vi nåede Søndermarken var det bare helt fantastisk vejr, og vi havde fået 70 km mere på kontoen. Dejlig tur.

torsdag den 1. oktober 2009

Reunion Rynkerne 2009

I spændt forventning kørte Lis og jeg mod Farum Park for at mødes med det gamle cykelhold. Ved ankomsten var tordenskjolds soldater allerede i gang med borddækningen.

Vi var ca. 30 personer i alt og snakken gik lystigt om sommerens strabadser, og hvad tiden efter er fordrevet med - hyggeligt hyggeligt. Buffeten var klar og der blev gået til fadet, - det var som om vi havde cyklet hele dagen. Kjeld bød officielt velkommen og forelagde aftenens program: Vi skal se Rynkeby video og Tannisback video plus en masse billeder. Der er taget 4800 billeder i alt, alle tilsendt Morten T, der har gjort et kæmpe arbejde med videreformidling af materialet til en professionel billedbogs mand, der vil tilbyde os alle at købe en sådan.

Rynkeby videoen kørte over skærmen. Der blev vist meget fra Ringe holdet og kun få klip fra de øvrige hold. Ligeledes klip fra Paris var begrænset. Video er senere blevet tilsendt alle deltagere.

Tannisback videoen var udelukkende med vores hold, og optaget hovedsageligt af Kirsten. En rigtig god film som vi forhåbentlig kan købe. Mange sjove episoder har Kirsten formået at fange i rette øjeblik - flot arbejde.

Holdkaptajn Kjeld meddelte at han har påtaget sig hvervet som kaptajn for et nyt hold 2010. Som en pejling ville han gerne se hvor mange der var friske til en tur mere. Ca. halvdelen af de fremmødte 30 deltagere rakte hånden op, og Mads fik skrevet navnene op.

En rigtig hyggelig aften hvor der blev taget afsked med 2009 holdet - og et nyt 2010 hold blev startet op.