Happy New Year

Las Vegas sol stråler fra en skyfri himmel, da Rikke og jeg begiver os afsted mod The Strip. Jeg havde på forhånd en plan om at ville gense The Venetian, byens største hotel hvor jeg boede sidste gang jeg var. En tur på 8,3 km frem og det samme tilbage, vi går -naturligvis. I begyndelsen uden fortov, længere fremme begynder fortovet så, det vi i Danmark næsten ville kalde en vejbane, når vi snakker bredde. Kæmpe store beton fortove, nogle steder tilpasset til forholdene, insitu støbte. Efterhånden nærmer vi os byen, og trafikken på fortovet bliver tættere, samtidig med at bredden på fortovet varierer. På den ene side af strippen er der brede fortove, på den anden side kun nogle steder. Inden vi nåede kæmpehotellerne, nød vi udsigten over bjergene, nogle med sne på toppen, andre i fantastiske flotte varierende farver - fra mørk brun, til lyse brune, gullige, rødlige og grå farver i forskellige nuancer. Første hotel vi nåede til, var Mandalay Bay, kæmpestort glashus med en sjov buet form. Rikke var svær at imponere, hun har også været i New York, for mig der kommer fra Harrested, og har været her i byen før, synes jeg det er stort. Om det er kønt, er noget andet, og vi diskuterede det heller ikke - en ting er sikkert - bygningerne tjener deres formål: De kan huse en masse mennesker, og der er plads til ligeså mange spille -maskiner og -borde.
Vi nåede hotellet Belaggio, stod og kiggede ud over søen hvor det berømte springvand bliver vist med jævne mellemrum. Mens vi stod og kiggede, kunne vi godt se der var nogle bobler i vandoverfladen. Pludselig, med et drøn, væltede musikken ud af højttaleren, lige ovenover hovedet på os, samtidig med at vandet sprøjtede op af måske tohundrede strålerør, fordelt under vandet. Vi fik et chok. Det gik heldigvis hurtigt over, og folk strømmede til for at overvære showet. Strålerørene dannr former som cirkler, i forskellige størrelser, og lige rækker af varierende længde.Musik og vandstråler fulgtes ad - imponerende flot.
Vi nåede mit gamle hotel, Venetian, spiste på min ´stam restaurant´(har været der to gange før) på Markus pladsen. Himlen over Markus Pladsen er altid den sammen, kunstig blå med skyer og det hele - flot håndværk. Bagefter frokosten, rundt på hotellet, videre ad strippen og se flere hoteller, og så hjemad - 8,3 km ventede og vi nåede først hjem da det var sent, og Nytår. Strippen blev spærret for trafik, mere end ½ million mennesker var der. I morgen skal vi ud og flyve igen - gæt hvor hen? Jeg vil afsløre så meget: vi skal flyve to gange på samme dag?????

LA til Vegas

I går forlod vi Los Angeles med flyselskabet Southwest. Jeg var spændt på køen ved sikkerheds kontrollen i lufthavnen. Der har været rigtig meget snak i fjernsynet, om forsøget på bombeattentat. Alt var - næsten - som det plejede. Jeg syntes folk var mere indesluttede, kiggede sig undersøgende omkring - nogle gange mere intenst på ´mistænksomme´ personer. Højttalerne i lufthavnen opfordrede passagerne til at være opmærksomme, og straks underrette politi eller personale, hvis der var noget mistænksomt.
Igennem diverse kontroller, og ud i flyveren. Vi måtte sidde hvor vi havde lyst, vi skyndte os til pladserne ved nødudgangen, der er mest benplads. Mens vi taxi´de ud til startbanen, opfordrede Stewarden os til at komme med nogle ´sikkerheds historier´ " We will love to hear them" som han udtrykte det. Lille smule malplaceret kommentar - eller måske et forsøg på at bløde lidt op på hele historien. Afsted det gik - up in the air, og ned igen igen. Sjovt at se Vegas ovenfra ved dagslys. Sidste gang jeg var over byen, var om aftenen. Fløj i totalt mørke over ørkenen, og pludselig var der en by - med masser af lys. Denne gang kom byen først til syne, da vi var igennem skydækket.
Gennem bagage afhentning og ud efter en shuttle-bus til vores kro hotel. Ingen bus, ja faktisk ingen vi spurgte, kendte vores kro. Fat i en taxi. Chaufføren måtte sidde med sin håndholdte GPS-telefon, mens han styrede os ud af motorveje. Det er mere sikkert at flyve. . Chaufføren kendte heller ikke adressen på hotellet - det viste sig at det var i et forholdsvis nyt område - alligevel burde han kende navnet på vejen - fjols - blev Rikke og jeg hurtigt enige om. Han skulle have $30 for turen. Flybilletten havde kostet $100 - for to. Vi checkede ind og nåede at få morgenmad, inden de ryddede af - perfekt timing. Vi var på kroen kl. 9, morgenmad til kl. 9.30.
Efter en tiltrængt morgenmad, gik vi til det nærmeste supermarked for at proviantere. Hjem og læsse af i køleskabet, og afsted igen til Las Vegas Outlet Center, der lå lige over gaden. Vi var kun 1 time i centret, og planlagde den helt store shoppetur til i morgen onsdag.
Helt rart at være i byen igen. Byen er omgivet af bjerge, der nærmest beskytter den på en eller anden måde. Folk i byen tager det stille og roligt - ingen stress og jag. Alle er her for at holde fri, spille casino, shoppe, kort og godt for at hygge sig. Efter store shoppe dag, gik vi en lang tur ud af byen. Amerikanerne er uvant med folk der går langs landevejen uden for byen, så vi fik lange blikke igennem forruderne. Dejligt friskt vejr med sol og blå himmel. Ca 10 til 15 graders varme.

Goodbye Santa Monica

Vi checkede ud kl. 10.30, kørte til stranden - selvfølgelig med taget nede og solbrillerne på plads. Dejligt varmt med sol og klar blå himmel. Vi var helt nede og gå på stranden - den strand hvor Baywatch serien er optaget. Havets buldren og dets kræfter var nu HELT tæt på, føltes på en måde fantastisk og samtidig som en skræmmende styrke, hvor vi mennesker kun kan se passivt til, når og hvis havet går amok. Mange surfere var i vandet og boltrede sig på livet løs - jeg under dem gerne pladsen . . Efter en times tid langs stranden, kørte vi til Hollywood Boulevard - for at gå på stjerne fortovet, bare for at have været der. Det var lidt surrealistisk at være der med det velkendte HOLLYWOOD tegn som baggrund.
Efter Hollywood besøget, kørte vi til vores nye hjem for en nat, et hotel ved lufthavnen. Igen en prøvelse at køre på 6-sporede motorveje, og kun følge GPS én. I nærheden, ca. 1 km fra hotellet skulle vi aflevere ´vores´ bil. Efter check in kørte vi ud for at returnere bilen. Ind på en kæmpestor parkeringsplads, med en stor hal i den ene ende af pladsen. I hallen myldrede det med folk der klargjorde bilerne, efterhånden som de blev afleveret. En mand stod og vinkede os hen til hallen, og inden vi havde standset bilen, var den registreret på den håndholdte computer, som den venlige servicemand stod med. Han fortalte os at han skulle til Vegas og fejre nytår, det var fast tradition for ham. Rigtig flink fyr der, inden vi havde set os om, prajede en shuttle-bus der kørte os til vores hotel. Uden beregning - rigtig flink fyr. I morgen skal vi være i lufthavnen kl. 5.15 am - hvilket betyder op kl. 4.
Las Vegas, here we come, sammen med en ½ million andre. . Jeg glæder mig til at se byen igen!

Hollywood Tour

Her til morgen begyndte vi på en ny rutine, for 3 dage, nemlig at spise morgenmad på hotelværelset. Hotellet var booket uden morgenmad, så i går var vi i indkøbscentret og købe både aftensmad og morgenmad. På samtlige hoteller vi har været på, har der været kaffemaskine, kaffebønner, kakao, sukker og mælk - fin service.

I dag var vi i Universal Studios. Der var 3 forskellige typer af rundvisninger at vælge mellem. Fra 250 kr. til 1500 kr. Den dyre tur inkluderede blandt andet morgenmad og frokost, adgang til at se en optagelse mm. Vi var på den billige. Denne tur foregik i et vogntog, bestående af 4 vogne der kørte rundt i Universal Studios området. Et kæmpe område med kendte bygninger opført i størrelsesforhold 1:1. I 2008 brændte store dele af de gamle studier, og de nye var nu i fuld gang med at blive opført igen. Vi så eksempler på nogle af filmtricksene der er blevet brugt i de forskellige film, blandt andet effekter med ild, vand, jordrystelser og meget andet. Vi så hvordan nogle af scenerne fra Jaws blev optaget(den med hajen). Saloon og fængsel fra western filmene. Wisteria Lane gaden og husene fra Desperate Housewifes tv-serien. Vi kørte igennem scener der forestillede flystyrt, huse med gyserfilm og meget meget andet. På et tidspunkt kørte vognene ind i en kæmpe hal, med kameraer og effekter af alle tænkelige slags. På højre side af vognen var et fortov, på venstre side en vej, en jernbane, og et tv-studie. Pludselig begyndte vognen at ryste, der kom et tordenbrag, og vi kunne høre og se vandmasser vælte ud af væggene - vandet løb i fuld fart hen ad fortovet, der var ½m højere end hvor vi sad i vognen, det så fuldstændig ud som om vandet ville løbe ind i vognen. Vi havde fået at vide at vi skulle beskytte vores kamera, hvis der skulle komme vandsprøjt undervejs på turen. Det var altså rigtigt vand - meget god effekt på turgæsterne, mig selv inklusiv. Vi så også et tog der kom i fuld fart, med lyd og det hele, for så pludselig at stoppe helt op, på venstre side af vores turvogn. Ud igen af denne kæmpehal, og ind i en anden hvor der var effekter fra blandt andet dyreverdenen. Edderkopper og den slags. I denne hal blev der næsten mørkt og vognen stoppede helt op, vi kunne ane væggene på siden af vognen. Væggene, på hver side af vognen, begyndte at bevæge sig op og ned, så vi blev fuldstændig svimle og anede ikke hvad der var op eller ned. Samtidig kom der nogle små stænk på os, skulle forestille insekter - meget realistisk. En god tur der gav et lille indblik i filmverdenen. Det var sjovt at opleve i virkeligheden.

Turen til og fra Hollywood foregik i bilen, med GPS. Rigtig godt at have den med. Vi skulle den nærmeste omvej, ca 1 times kørsel ad 5 og 6 sporede motorveje, hvor bilerne, masser af dem, overhaler både højre og venstre om - noget af en oplevelse. På disse motorveje kan du nogle gange også dreje fra i venstre side. . Siden vi ankom til LA har jeg siddet ved roret, og Rikke holder øje med kendisser.

Solvang til Santa Monica

I dag var det tydeligt at mærke juleferien er slut, her. Trafikken er meget tæt. Det første stykke vej kører vi på 101, vores GPS får sin vilje. 4 spor i hver sin retning, masser af biler. Her må bilerne overhale både højre og venstre om. Rikke sidder trygt bag rattet, har dog fået en del flere biler at holde øje med. Landskabet inde i landet er noget mere ensformigt og kedeligt. Okay, vi har været rigtig forkælet med fantastiske udsigter på vej sydpå, så længe vi har kørt på HWY1. Vi holdt et enkelt stop i Malibu, hvor vi var ude og gå på stranden. På vej til stranden kunne vi høre havets buldren, en dyb rumlende lyd - ligesom torden - efterfulgt af bruset fra vandet der brydes i en bølge. Der er faktisk folk der frivilligt svømmer ud i vandet - surfere - og vi så rigtig mange på vej hertil. Surferne lå som søløver i vandet, og ventede på den perfekte bølge, til at give dem suset på vej mod stranden. Det ser flot ud når de står på deres smalle surfboards, med en kæmpebølge lige over hovedet.

Trafikken blev mere og mere tæt, jo tættere vi kom Los Angeles. Vi havde sat vores GPS til, vi kunne godt ønske os den opdaterede lidt hurtigere, så vi undgår de situationer hvor vi kommer i tvivl om retningen. Vi kørte forkert en enkelt gang mere, hvor GPS var totalt rundt på kortet. Vi nåede Santa Monica og vores hotel ved 3-tiden, så det var ok. Hurtigt check ind og afsted mod Los Angeles City, eller mere præcist Ole´s butik. 8622 Sunset Boulevard var målet, og så lige en Trader Joe´s til indkøb til aftensmaden. Meget trafik og kø kørsel på vej ind mod centrum, selv på en lørdag eftermiddag. Efter lidt kørsel rundt om blokken et par gange, fandt vi Ole´s butik. Butikken har adresse på Sunset Bvld, ligger bare lidt omme bagved, tæt på gode parkerings faciliteter. Lille flot butik der duftede af skønhedsmidler - ikke overdrevet meget - tilpas og hyggeligt syntes jeg. Butikken var åben fra 8 til 8, selv på en lørdag. Kom ikke og sig at amerikanerne arbejder for føden, jo da. Vi nåede tilbage til hotellet lige omkring mørkets frembrud, kl. 5.00, og det er blevet spisetid. I aften skal vi have arrangeret morgendagens tur, og booket hotel i Las Vegas.

Monterey til Solvang

Hundekoldt - en meget præcis beskrivelse af vores overnatning. 15 grader var maksimum indendørs - jeg tror du har mere hvor du bor? Til gengæld var morgenmaden en ren fornøjelse - siden vi forlod SF har jeg glædet mig til nogle ordentlige tjenere - rent tøj og rene omgivelser. Det var der her. Buffeten, borde og gulv, tjener ja alt var rent og pænt. Vi var en international flok, der var oppe kl. 7.30 am, da der blev åbnet for sultne hotelgæster. Indere, englændere, amerikanere og lige et par danskere. Rikke og jeg har efterhånden vænnet os til at indtage et ordentligt foder - her fra morgenkvisten - det er med i prisen så bare om at få forbenene frem. Vi kan sagtens køre hele dagen på en enkelt banan og et æble, inden vi indtager aftensmaden på værelset - langt de fleste dage.

Hurtig check ud. Nærmeste tankstation og fylde tanken op - det er svært at vide hvor langt der er til næste tank - HWY1 er ret øde så jeg er mere rolig med en fuld tank. Vores GPS gør stadig vrøvl - den vil have os den hurtigste vej - og vi vil den længste og smukkeste vej. Altså, vi kører uden GPS, og vejkort. Vi er kørt ´ud´ af de kort vi har fået med(Rikke har fået kortene af en patients mand. Den samme mand har også startet indsamling på klinikken, til Børne Cancer Fonden) så vi tager simpelthen chancen, og kører efter skiltene. Kører vi ad rute 101, som GPS´ foreslår er turen på 354 km, og tiden er beregnet til 3 timer og 56 minutter. Ad HWY1 tager det 4 timer og 42 minutter for 322 km - hvis vi undgår at køre forkert . .

Den første del at tur var ekstrem kuperet og stejl. Det startede med et advarsels skilt - ´Curved Hills 63 miles´. Så var der ligesom lagt i kakkelovnen. Rikke har chauffør sædet, jeg kalder mig selv for vognkommandør. Mit job er at guide chaufføren ad de rigtige veje, betjene knapperne til musikanlægget, fylde benzin på - ja i det hele taget sørge at alt virker, og for ro og orden i bilen. Derudover er jeg i dag udnævnt til (har jeg selv gjort) hoffotograf, hvilket betyder jeg sidder med kameraet skudklar hele tiden. I dag var det MEGET svært at holde kameraet stille, på grund af den snoede vej. På et tidspunkt var jeg tæt på køresyge. Op og ned ad bjerge, hårnålesving, tæt på kanten af vejen, med lodret udsigt ned, bare 1 m fra hvor jeg sidder, og samtidig indstille og fokusere igennem kameraet, og med det andet øje, se hvor chaufføren er på vej hen. Kom lige og sig det er afslappende at sidde ved siden af.

På den sidste del af turen blev landskabet lidt mere fladt, og vi så Hereford kvæg på bakkerne, landbrug med plastik på markerne, som dem vi så igår. Længere sydpå så vi også vinstokke - der var nok at se undervejs. I et kort splitsekund hvor jeg fotograferede, skulle vi have været drejet af. Jeg overså skiltet, og vi var på en forkert motorvej, og måtte i hast dreje af den første afkørsel. Chaufføren begyndte straks at blive overophedet - lige før hun begyndte at fløjte - og vi måtte søge kølemidler på NÆRMESTE tankstation. Efter et kvarters tid var Rikke klar igen, frisk vand i dunkene og hun havde spurgt hvilken vej vi skulle, for at komme på HWY1 igen - super. At finde vej er ellers mit job, erfaringsmæssigt ved jeg, at når temperamentet er på kogepunktet, er det bedst at holde lav profil. .

Kl. 3.10 pm ankom vi til Hadsten House i Solvang. Den danske by i Californien. Vi fik hurtigt checket ind, og snart gik vi på fortovet, på vej i byen for at se de danske butikker. Stort set alle var lukket på grund af højtiden, på nær een restaurant med danske specialiteter. Jeg fik en dansk bøf med kartoffelmos og rødkål. Oksefarsen her i USA er en kvalitet for sig selv - mums - første klasses oplevelse. I morgen giver vi byen en chance til, for at vise os hvad den kan byde på.

Highway 1

Vi checkede ud af San Francisco kl. 9.30 am, retning mod Monterey. Rikke var chauffør og vores GPS lavede numre med os, så vi fik lige en rundtur i byen. GPS vil helst holde sig fra HW1, fordi den er længere, så vi måtte have kortet frem. Da vi først var kommet ud af byen, var det bare at følge skiltene, så gik det bare derudaf. Helt tæt på kysten var der den ene fantastiske udsigt efter den anden. Stillehavet er godt nok stort, når man er så tæt på. Alene lyden fra bølgerne, fortæller om de enorme kræfter der gemmer sig i vandet. Jeg fornemmede at ane jordens krumning, når jeg kiggede på horisonten. Vand-vand-vand og atter vand, så STORT og så langt som øjet rækker. Stillehavet er faktisk lige så uroligt som de andre oceaner på jorden. Det er til gengæld det største - 169 millioner km2 - og dækker en tredjedel af jordens overflade. Det dybeste punkt findes også her - 10911m - mere end almindeligt dykkerudstyr kan klare.

Landskabet på den anden side af landevejen, var også flot. Vejen snor sig, både til siden, op og ned. Rikke styrede sikkert bilen gennem alle sving, også selv om vi enkelte gange var tæt på kanten af vejen - uden autoværn. Vejret var perfekt til at cruise i, sol, 20 grader og flot klar blå himmel - chaufføren har vind i håret og solbriller på - afsted det går. Undervejs passerede vi enorme store marker, helt flade, og med lange rækker af 50cm brede plastikbaner, der fungerer som drivhuse langs jorden. Det svarer til når Samsø bønderne, dækker kartoflerne med plastik, bare 10000 gange større målestok her. Andre steder var landskabet meget kuperet, og kun vildtvoksende træer og buske vokser der. Landskabet får mig til at tænke på om indianerne ligger i baghold ved næste sving. . - angriber med hyl og skrig - chaufføren og jeg bliver bortført til et liv i slaveri, vi skal bo i wigwam, skyde vores mad med bue og pil, danse om totempæl, sove under åben himmel, og . . Ja, Ja, Ja lidt overdrivelse fremmer forståelsen. Et storslået landskab - og vi er først lige begyndt.

Klokken 3 pm ankom vi til vores kro - Quality Inn, 1058 Munras Avenue, Monterey. Lille hyggeligt sted i kystbyen. Efter check ind gik vi en tur i byen, styrede direkte mod havnen. Stadig fint og varmt vejr, og mange mennesker på gaden. Meget lidt her der minder mig om at det i morgen er jul, herovre. Enkelte personer på gader ønsker os Merry Christmas eller Happy Holliday. Alle butikker har åbent, også sent. Nogle butikker har begrænset åbningstid 25. og 26. Generelt har amerikanerne meget få fridage. 1-2 ugers ferie om året, selvfølgelig betaler de selv for samtlige fridage . .

Cable Car Barn og Crab lunch

Sidste hele dag i byen skulle bruges på blandt andet museum. Byens Cable Cars bliver trukket af et sindrigt stålwire system. Dette system ville jeg gerne opleve, og muligheden var der på byens Cable Car Museum. Solen skinnede fra en skyfri himmel - næppe indendørs museum vejr - da vi begav os afsted i byen. Jeg har efterhånden vænnet mig til de stejle fortove - både op og ned - alligevel kommer pulsen lidt i vejret når det går opad med 30 grader, og mere nogle steder. Vi får trasket nogle kilometer hver dag.

Museet er en stor lade hvor kæmpemæssige hjul står og snurrer, fra kl. 5.00 morgen til kl. 1.00 om natten, hele tiden. På disse hjul løber stålwiren, der trækker de berømte Cable Cars. Når man som fodgænger passerer skinnerne ude i byen et sted, kan man høre lyden fra wiren, der ´kører´. Denne lyd er meget kraftigere her på museet. At være chauffør på en Cable Car, kræver mere end den almindelige ledvogter eksamen. Wiren under vognen løber konstant, når chaufføren skal have vognen til at køre, trækker han i et håndtag, der kan klemme hårdt eller mindre hårdt om wiren. Jo hårdere, jo stærkere kører vognen. Det er altså en ´følelses´ sag når vognen skal styres - derfor den udvidede ledvogter eksamen for at blive vognstyrer. Vognen er udstyret med 3 uafhængige bremse systemer. Det er betryggende at vide, når først man ser bakkerne tårne sig op, eller når det går stejlt nedad - det skal prøves tror jeg - før man kan forestille sig det. Bremserne er fremstillet af træ, og når der bremses nedad kan man tydeligt lugte brændt træ. Det er nogle tons der skal ned i fart, på en kort strækning, så der skal virkelig bruges power for at bremse. Bremserne holder 2-3 dage, så skal de skiftes. Lige før det er en levevej i sig selv, at sælge bremser til disse vogne. 4 motorer, hver med 510 hk, er placeret i museet, der fungerer som centralstation for wirerne, der trækker samtlige vogne der kører i byen. Et smart system og en attraktion for byen.

Efter besøget på museet gik vi til Lombard Street. En berømt gade med 21 hårnåle sving på vejen ned. Gaden er ensrettet, nedad. Alle gader og stræder i hele byen er helt lige, kun den ene snor sig. Gaden er belagt med klinker/hårdbrændte mursten. Nogle af byen mest fashionable villaer ligger langs denne gade, der er flot og velholdt med blomster og trimmede hække hele vejen ned. Gaden er ekstrem stejl, hvis den gik lige ud - ja nærmest livsfarlig af køre ned ad. Kun ved hjælp af disse kurver, kommer farten ned. Gaden er meget besøgt af turister. Da vi var der, kørte der biler konstant, og folk hang ud af vinduerne, og fotograferede på livet løs. I byen kaldes gaden: Lombard Crooked Street.
Endnu en stejl bakke var bekæmpet, på gå ben.

Efter Lombard Street gik vi til Fishermanns Wharf. Målet var at spise krabber, købe solbriller og handle ind hos Trader Joe´s. Vi fandt en restaurant hvor vi, da vi studerede menu kortet ude på gaden, venligt blev budt indenfor af en tjener der ´patruljerede´ude foran restauranten for at kapre kunder. Vel placeret ved et udendørs bord, fik vi bestilt. Vi var begge enige om at det skulle være en lille portion, med salat til. Rikke fik en halv krabbe med salat, jeg fik en krabbe, rejer, muslinger med salat og italiensk sauce til. Vi fik først en skål med salat. Den skulle vi først spise, før resten af menuen kom. Det gik fint med den. Nu kom krabberne. Rikke fik sin på en tør tallerken, jeg fik min hvor alle dyrene lå i saucen. De lå heldigvis stille . . Rikke fik grineflip da hun så hvordan jeg var smurt ind i krabbekød, og sovs. Værktøjet vi fik udleveret for at komme ind til kødet bestod af, kniv og gaffel, en ekstra lille gaffel, en ske samt en nøddeknækker. Puuha - det smagte godt - men sikket et arbejde at få pelset den krabbe.


Efter at have spist gik vi hen og købte solbriller. Resten af dagen gik med indkøb hos Trader Joe´s, og en god spadseretur hjem til hotellet. Inden vi nåede hotellet var vi inde i den lokale bagerbutik på Ellis Street - jeg skulle lige smage en Donut - velkendt amerikansk kage.


De sidste dage, her op til jul, har der været uddeling af gaver til byens fattige. Lange rækker af mennesker står flere steder i timevis, og venter på det bliver deres tur. Alle de fattige opfattes som en skamplet for byen. Fra bystyrets side bliver der gjort meget for at hjælpe de fattige. Turister bliver indprentet, lad være at give de fattige penge, fordi så bliver de på gaden.

Golden Gate Bridge and Muir Woods

Dagen hvor vi blev selvtransporterende - spændende. Vi hentede bilen om formiddagen, og havde planlagt en tur til det nordlige SF. Bilen blev et nummer større end bestilt, altså en Convertible Chrysler Sebring. Bilen er en TO PERSONERS bil. Vores bagage kan netop være der, når vi tager bagsædet i brug. Automat gear og klima anlæg er standard. Nu er det bare om at kommer derud af. Rikke satte sig bag rattet - passer mig fint. GPS´blev indstillet på Muir Wood, hvilket betød vi skulle over Golden Gate Bridge, denne fantastisk flotte røde bro. Først igennem byen hvor Rikke kørte som om hun havde prøvet det før. Det er lidt af en udfordring at køre på gader der er så stejle, at man enten er bange for at ryge baglæns nedad, eller forlæns fremad. Rikke klarede det i fin stil. Vejret var perfekt til en tur over GGB (Broen), sol og klar himmel. De fleste dage er broen indhyllet i tåge, så vi var heldige. På turen over broen så vi fodgængere og cyklister i massevis, der nød den flotte udsigt. Vejbanen består af 3 vognbaner og en fodgænger/cykelsti i hver side, adskilt af et lille rækværk i midten mellem bilerne, og et rækværk mellem den inderste vognbane og cyklister/fodgængere. Hver dag kører 120.000 biler over broen.

Over broen og videre mod Muir Woods. Vejen snoede sig op i landskabet, med et flot view over San Francisco. Et stykke længere fremme drejede vi skarpt til venstre, op på bjerget. Vejen blev hurtigt mindre og meget snoet. Det var som at se vejene i Tour de France på bjergetaperne. Jeg skulle lige vænne mig til denne ´slingren´, det gik heldigvis hurtigt. Rikke manøvrerede bilen med sikker hånd. Da vi kom til Muir Woods var alle p-pladser optaget. Hvad laver alle de mennesker på en almindelig hverdag i skoven? Vi måtte trille lidt ned ad vejen og parkere i vejsiden.

Rundturen i Muir Wood foregik på egen hånd. Vi kunne vælge mellem forskellige ruter, og vi valgte en der startede med at gå op, op, op. Stien vi gik på var smal, mudret og glat på steder. Lidt af en udfordring. Ruten var sat til 2 timer, før vi ville vende tilbage til start. Det blev anbefalet at medbringe kort over området. Det manglede vi, og tog chancen - det var stadig lyst og vi mente vi sagtens kunne nå rundt inden det blev mørkt. Vi så mange kæmpe træer på ruten, så det var en oplevelse at have været her. Der var bemærkelsesværdigt stille i skoven, dunkelt mørkt og ingen dyr af nogen slags. Der var ret højt op til sollyset over os, derfor mørke hvor vi befandt os. På rundturen gik det først op, og siden ned. På vejen ned mødte vi en amerikansk familie på vej op. I familien var der en gut med på 10-11 år, med en del overflødige kilo at slæbe på, der var standset op - lænede sig op af et træ, prustende og forbandede stigningen og alt der har med motion at gøre. Sjovt at overvære. Vel ankommet i mål var der, sædvanen tro, en butik hvor alt muligt kunne erhverves, også spiseligt, hvis det var de lyster der pressede sig på. En del amerikanere sad bænket og fyldt i hovederne. Rikke og jeg gik tilbage til bilen, og indtog vores medbragte frokost - en banan og en skive rugbrød, inden vi kørte til byen igen. Vi kunne parkere i hotellets kælder for den beskedne sum af 25$ i døgnet. Så er bilen til gengæld også overvåget døgnet rundt. Første dag med bil var til ende - en rigtig god dag.

Fishermanns Wharf og Alcatraz

Den første nat jeg har sovet igennem - naboen checkede ud midt på aftenen - tak for det.
I dag købte jeg en paraply. Det regnede allerede fra morgenkvisten, da jeg spiste morgenmad kunne jeg se de våde gader 8 etager nede, disen der nærmest væltede ind fra kysten. Ovenover det hele lå solen på lur, kunne ane nogle lysstrejf hist og her. San Francisco har det hele, samtidigt! På den første hverdag i ugen, var det en tur nordpå der ventede. En guidet tur i Fishermanns Wharf kl. 11 am. Området ligger et godt stykke nordpå, fra hotellet i Ellis Street, så det var oplagt at tage en Cable Car op ad bakken, og gå det sidste stykke. Turen med Cable Car startede ved Market St. og sluttede helt oppe ved vandet oppe nordpå, North Point St. På turen op og ned ad bakken var der en fantastisk udsigt over byen, Golden Gate Bridge, China Town og San Francisco-Oakland Bay Bridge. Vi ankom 5 kvarter før vores rundvisning startede, så der var tid til at købe en paraply og se lidt på området.

På vores guidede tur var vi 10 personer i dag. Kun Rikke og jeg var udlændinge. Guiden indledte med at fortælle at den asfalt vi stod på, faktisk var langt fra den oprindelige kystlinie. Alle brokkerne fra de ødelagte huse ved jordskælvet i 1906, blev kørt nordpå og dumpet i havet. Nogle fremsynede forretningsmænd, købte en ´grund ´(Waterlot)bestående af vand for 300 dollar, de kunne se muligheder. Efterhånden som opfyldningen skred frem, og den berømte Pier 39 blev opført ovenpå brokkerne, kom ideen med at bygge restauranter ovenpå brokkerne. De føromtalte grunde blev nu solgt for 300000 dollar - en ganske god forretning vil jeg sige. Området er nu det tredje mest besøgte i USA, efter Disneyland og Disney World, og jeg har været der . . Vi var inde og se en butik med masser af friskfangede krabber, der kravlede rundt i kæmpe kar og bare ventede. Udover fisk, findes her en velkendt bagerbutik, Boudin Bakery med helt specielt brød, fremstillet under unikke betingelser, den rette luftfugtighed, det rigtige vand osv. Brødet skulle lige smages - jeg vil sige - Kanehøj Mølle har ikke levet forgæves. Udenfor butikken, dvs. på fortovet, kunne folk stå og kigge ind i forretningen igennem et kæmpe panorama vindue, og følge de forskellige processer der skal til for at fremstille brød. Det berømte Ghirarardelli Chocolate er også startet her. Først en lille butik, og nu Worldwide. Mens vi gik rundt i området, kom der nogle irriterende byger, og tågedisen kom og gik med regnen. Temperaturen var kun 15 grader, og det var hundekoldt, he he. Den guidede tur sluttede ved Pier 39. På dette område er der bygget flest restauranter pr. kvadrat mile, næst efter New York. Sådan.

Kursen var nu stillet ind på Pier 33. Her afgik båden mod Alcatraz. Jeg troede vi bare kunne møde op, købe en billet og stige ombord. Meget forkert. Der var masser af mennesker, så jeg var glad for tippet fra den første Tour Guide vi mødte i China Town - gå på nettet og book billet, mindst en dag i forvejen. Det tip havde min rejsekammerat heldigvis lyttet til, så vi gik frejdigt udenom en laaaang kø. Allerede inden vi var kommet ombord på færgen, blev vi præsenteret for regulativerne der gjaldt på øen. Der måtte ryges og drikkes på bestemte områder, alkohol var totalt forbudt på øen - kun rent vand måtte indtages. Det var forbudt at tage noget af øen med hjem i lommen!!! - forbudt at genere fuglene på øen, eller at tage planter med i land. Øen er totalt fredet og under USA´s varetægt. Vi måtte kun færdes indenfor bestemte områder af øen - gik du udenfor - var det en overtrædelse af lovgivningen og ville medføre bøde eller fængselsstraf. Jeg havde næsten mistet lysten til at tage derover, nu var der betalt, så pyt, jeg tog med. Sejlturen varede 10 til 15 minutter, og da vi kom i land fik vi den samme smøre om regler og lovgivning. Jeg kiggede mig rundt og så på mine ´fellow americans´ - de var vant til tonen og tog det helt roligt.

Endelig i gang med Audio Tour, hvilket betød udlevering af hovedtelefon og båndafspiller. I kø igen. I køen fik vi indprentet hvor vi skulle stå i fængslet, når vi trykkede på play knappen. Ydermere var der placeret et stor skilt så al tvivl var udelukket. AUDIO TOUR STARTS HERE. Det var tidligere fanger der havde indtalt historierne, understøttet med lyden af fængselsdøre der bliver lukket og åbnet, råben og bankelyde på tremmerne - meget realistisk. Jeg har naturligvis kun oplevet sådanne scener fra film, det virkede fint i ørerne. Det var nogle MEGET små celler - man lærer hurtigt sig selv at kende mens man bor her. En underlig fornemmelse at gå rundt der, imens lydene fra fængslet kom i ørerne. På væggene rundt omkring i fængslet, hang billeder af berømte fanger der havde forsøgt at flygte, og historien om hvordan det gik dem, efter de var fanget igen. Jeg var lige inde i ´hullet´et kort øjeblik. ´Hullet´ blev brugt til fanger der skulle opdrages. Typisk sad de i 19 dage - rent rutinemæssigt - uden lys og motion. Nogle sad meget længere end 19 dage. Barske vilkår. Det var også barske fanger der boede i fængslet. Jeg var glad for at døren stod åben . .

"Hvis du bryder loven, kommer du i fængsel. Hvis du bryder loven i fængslet, kommer du til Alcatraz"

San Francisco Tour

. . vi havde igen meget højrøstet aktivitet fra naboerne på hotellet hvor vi bor- høj snak, latter, skænderier, gråd - når det foregår om natten er det møgirriterende at lytte til. Efter morgenmaden - og på vej i byen - spurgte vi i receptionen hvornår vores naboer checkede ud, i dag - heldigvis. I dag lørdag var sat af til rundvisning i China Town. Rundvisning her i byen, betyder mulighed for en guidet tur af en lokal guide, gratis oven i købet - det skulle naturligvis udnyttes.

Vi skulle møde på Portsmouth Square, på hjørnet af Clay og Kearny, up one level og i nærheden af elevatorerne, på slaget 10 am. Kort tid efter vi kom til pladsen, ankom vores guide. Tydeligt at se da hun bar et officielt ´skilt´ med teksten Tour Guide. Disse 250 frivillige guider i San Francisco, viser ganske gratis turister rundt i hele byen - hvilken service. I og med de er frivillige, betyder det at de er meget engagerede, og tydeligt brænder for at vise byen frem. Kay ville vise os China Town i dag, hvor vejret var småkoldt med overskyet og kun 15 grader varmt. Udover Rikke og jeg, var der lokale folk fra Californien - en lille gruppe på i alt 6 personer + guiden. I højsæsonen kommer antallet nemt op på 30 personer pr. rundvisning. Kay viser også rundt i andre områder af byen.

Pladsen vi mødtes på havde amerikanerne engang i 1800 tallet, indtaget, og plantet det amerikanske flag hvor det mexicanske før stod. Der havde ikke været kamp eller noget, det var bare sket. Under guldfeberen var der kommet en hel del flere indbyggere til området, deriblandt kinesere, der som alle andre, håbede at blive velhavende når de fandt guld. Det var imidlertid et fåtal der var heldige, resten måtte finde anden levevej, og stille og roligt udviklede området sig til China Town. Kay viste os specielle kinesiske butikker, deriblandt en hvor alle varer i butikken var fremstillet af papir - fantastisk håndværk. Fødevare butikker hvor levende dyr, fasaner, høns, duer, ænder, skildpadder, frøer krabber gik/lå/stod i bure/plastik kasser, inden de blev udvalgt til at blive til menneskeføde. Der gik en rum tid før jeg tænkte på mad igen, og da det skete, grundede jeg en del over hvordan maden var fremstillet . .

Vi var på besøg i et tempel, hvor luften var tyk af røgelse. Fire etager over gadeplan - vi blev instrueret om at holde os væk fra altanen, da den var ved at styrte ned - kom vi ind i et rum på 5 x 6 meter. I templet var i det ene hjørne placeret en ´brændeovn´, hvor kineserne brændte gaver af til de afdødes ´liv efter døden´. Et flot tempel hvor mange af figurerne var importeret fra Kina, og oldgamle. Kineseren, der fortalte os om templet, var også gammel, hun lignede en der var mellem 90 og 100 år(ikke ligefrem en lynkineser. .), og talte med uforståelig kinesisk/amerikansk accent - utroligt efter så mange år i landet her, at modersmålet er så indgroet i sproget.

Til sidst besøgte vi en restaurant hvor kineserne afholdte Ball Room, en gang om ugen, det var et hit blandt kinesere. Lokalet var indrettet med et kæmpe stort gulvareal med spiseborde, med en scene en ½ meters penge over gulvniveau, hvor musikerne sad. Specielt for kinesiske forhold. Menuen var blandt andet Dim Sum, der kort fortalt er mad der er dampet.
En rigtig god rundvisning hvor vi fik en masse at vide, som ikke var kommet til vores kendskab, hvis vi var gået rundt på egen hånd. Vi havde allerede planlagt næste dags tur på Nobb Hill.

Nobb Hill rundvisningen startede søndag kl. 2 pm, og var med Ken. Begge vores guider var folk i pensions alderen, der havde turene som interesse område. Ken havde læst 56 bøger om byen, og vidste enormt meget, og var samtidig en livlig fortæller. Området vi befandt os i, var kendetegnet ved penge og velstand. Det ligger, som navnet antyder, på toppen af byen med en fantastisk udsigt. Byen ligger i øvrigt nummer to på listen over byer med flest bakker i USA. Jeg skal lige love for der er bakker i den her by. Bakken i Huy ( som jeg havde fornøjelsen at cykle op ad i sommer) er en ubetydelig knold, ved siden af bakkerne her.

Ken fortalte os om hvordan det gik til, at de berømte Cable Cars kom til byen. Det var en irer der viste amerikanerne, hvordan stålwiren kunne bruges. Vi hørte historier om hvordan kineserne byggede jernbanen fra vestkysten, til Pacific Union i øst. Hvordan fremsynede forretningsmænd byggede kæmpe villaer, ja nærmest slotte på Nobb Hill, i 1800 og 1900 tallet, hvordan alle herlighederne, og også almindelige menneskers boliger, nærmest blev udslettet under jordskælvet og branden i 1906. Vi sluttede turen af med at komme ind og se et af de store hoteller på Nobb Hill. På denne rundvisning var også et par med fra Frankrig; vi var i alt 12 personer med heraf 8 amerikanere. Endnu en spændende tur var slut, og vi tøffede videre op og ned ad gaderne i byen, helt på egen hånd nu. I morgen har vi booket tur til Alcatraz. Jeg er lidt nervøs for at politiet har mine fingeraftryk . .

San Francisco

Det er Torsdag morgen og vækkeuret ringer klokken 6, havregrød - pakke det sidste og afsted til stationen i South Orange, sidste gang for en tid. Vejret var koldt og blæsende kl. 7.30 - heldigvis var vi godt pakket ind af rygsække - både en på ryggen og en på brystet - det hjalp med til at holde varmen. Afsted med toget mod Newark Broad station, og derfra afsted med en anden bus mod lufthavnen. I lufthavnen kørte vi med et Air Train til Terminalen hvor vi skulle checke ind. Security i lufthavnen var næsten mere hysterisk end den plejer at være - vi slap dog igennem. Lidt ventetid og ombord på flyveren med 6 timers tur foran os. På denne tur var der, også, børn med der forstyrrede turen med skrål og ballade. Vi holdt det ud og landede i San Francisco med temperaturer på 18 grader. Det var dejligt. Vi fik bagagen hurtigt og kunne gå direkte ud i en taxi for at køre til hotellet. 15 minutter senere stod vi i receptionen på hotellet og havde fået ´nøglen´til værelset. Det viste sig at døren til værelset afviste nøglen/kortet, så hotellet først skulle have fat i en låsemand der kunne nulstille dørlåsen. Problemet blev løst så vi nu har alt hvad vi skal bruge for at komme ind og ud - både på værelset og til hotellet. Efter en lang dag blev det tidlig sengetid. Klokken 3 om natten blev vi imidlertid vækket af larm og ballade fra naboværelset. 4 HØJTRÅBENDE amerikanere holdt os vågne til vi stod op kl. 7 - øv.

Det sidste vi havde fået at spise var maden i flyveren, som var en lille sandwich med lidt salat til - og vi så meget frem til morgenmaden. På øverste etage, som er 8. , indtog vi morgenmaden. Ost, rugbrød var ikke eksisterende. Hvidt brød, vafler og boller var brødet, det var en ok menu og efter at have rundet foderbordet 3-4 gange var vi mætte. Kaffen skulle lige have en sjat mælk, så var den også fin. Tjenerne gik rundt i almindeligt tøj - cowboybukser og T-shirt. En af tjenerne stod i restauranten og bagte vafler, ind i mellem vaflerne gik han og ryddede af bordene og fyldte op på buffeten . Ja Ja det kan også lade sig gøre.

Efter morgenmaden gik vi en tur i byen. Temperaturen nærmede sig 20 grader, og varmen føltes på en sjov måde. Solen skinnede fra en skyfri himmel og varmede os godt op, fra jorden kom dog en kulde der gjorde at vi faktisk skulle have jakke på ud over T-shirten - en underlig fornemmelse - varmen var dog velkommen. Vi gik til Trader Joes supermarked og handlede ind til middag og aftensmad. Vi indtog frokosten på en bænk i byen, mens vi betragtede folk der passerede, og de betragtede os - meget sjovt. Efter en lille rundtur i den nærmeste bydel, var vi tilbage på hotellet lige før mørket sænkede sig ved 17 tiden. Jo, gaderne i byen ER stejle.
Jeg håber virkelig naboværelsets beboere tager den med ro den kommende nat. .

Endelig ferie. .

Efter en periode med regn og rusk i Danmark, hvor det har været svært at cykle, har jeg heldigvis kunnet løbe i skoven. Det har været nogle gode ture i skoven, der på denne tid af året viser nogle fantastiske farver - kombineret med at underlaget er et tykt lag blade i flotte farver - giver et mentalt pust i hverdagen. Så er det jo godt at have en forlænget weekend i USA at se frem til.

Mandag den 14.12 tog jeg flyveren til Newark via London. Rigtig flot vejr at flyve i. I flyveren fra London til Newark var det eneste der ødelagde stemningen, et barn på knapt et år, der mere eller mindre konstant græd en utrøstelig gråd. Høretelefonerne blev fast monteret på hele turen. Jeg havde heldigvis mødet med Rikke at se frem til.

Vel ankommet til Newark kunne det kun gå for langsomt med at komme igennem den amerikanske told, med fingeraftryk, foto, paskontrol og til sidst toldkontrol. Helskindet igennem og på vej til udgangen, med stigende puls - nu var Rikke der snart. Jeg så Rikke før hun så mig, hun gik frem og tilbage som en løve i et bur. Da vi fik øjenkontakt blev mundvigene RIGTIG BREDE. Det var så dejligt at se hende igen. Vi krammede så længe så folk omkring os kiggede undrende, og også lidt misundelige.

Vi tog en taxi tilbage til Rikkes værelse i South Orange i New Jersey. Jeg har oplevet meget som farende murersvend gennem tiderne, intet i forhold til dette. At Rikke har boet under disse forhold vidner om at være omstillingsparat på højeste niveau. Overalt i huset var der opmagasineret kasser fra gulv til loft. Rengøring er et fremmedord i dette hus - et tykt lag støv og skidt var overalt. Gulvtæpper i hele huset, på nær køkken og bad. Levende tæpper efterhånden - ad. Køkkenet er et kapitel for sig. Komfuret var dækket af gammelt fedt og olie. Køleskabet møgbeskidt, kun Rikkes hylde var ren. Hver gang vi, nødtvungent skulle bruge bestikket blev det udsat for yderligere rengøring og inspektion, selvom det kom fra en skuffe med ´rent bestik´. Linoleums gulvet - oprindeligt lyst gulv, var gråt af møg. Affalds spande stod i hvert hjørne, fyldte så affaldet var ved at falde ned på gulvet - så ulækkert. I køkkenet var placeret knagerækker til overtøjet - fantasifuldt. Rikkes indkøbte ting som lå på en hylde for sig selv, havde husets beboere også haft fingrene i. Alene tanken om at de har rørt ved vores mad, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Utroligt at nogen kan finde sig i at bo sådan. Vi så frem til at komme på hotel.

Efter en god nats tiltrængt søvn var jeg klar til nye oplevelser. Det første der fortalte mig jeg var i USA, var signalet fra toget, når det kører ind på stationen. Den velkendte lyd fra spillefilmene var præcis og genkendelig. Ingen tvivl om jeg var i Amerika. I dag, Tirsdag, skulle vi til Morristown, en af de to klinikker som Rikke har arbejdet på. Efter morgenmaden, havregrød som sædvanlig, tog vi med toget til Morristown. Efter togturen var der en spadserer tur på ca. 1 km. Vejret var koldt, ca 0 grader og overskyet, så det var dejligt at få lidt frisk luft. Da vi kom til klinikken var det tydeligt at mærke at Rikke har været meget vellidt, både af patienter og personale. Hun har gjort et godt indtryk på folkene herovre. Rikke viste mig rundt og personalet var venlige og imødekommende alle sammen. Det er noget helt andet at se klinikken og personalet i virkeligheden, frem for kun at se billeder. Efter 1½ times tid på klinikken, kørte vi med toget tilbage til South Orange.

Klokken 2.pm skulle vi mødes med Kim på Seton Hall University. Kim er kontakt personen mellem DK Fys-skolen og USA og derudover koordinator for fysioterapeut programmet. Kim havde lovet at opbevare vores kufferter mens vi rejser rundt. Efter Morristown klinikken skulle vi altså tilbage til Rikkes værelse, pakke vores kufferter, spise frokost, og gå til Seton Hall University - hvor vi havde en aftale kl. 2.pm - så ingen tid at spilde.
Vi mødte Kim som aftalt, og fik afleveret kufferterne. Han bød os på kaffe og kage i kantinen, det synes jeg var en god ide´. Kim havde også roser til overs for Rikke - store roser. Det er rart som farmand, at høre det går godt. Det vidner om at Rikke er kommet på den rette hylde. Efter snakken med Kim gav Rikke mig en kort rundvisning på universitetet, der har alt hvad hjertet kan begære af sports faciliteter, bibliotek, undervisningslokaler til teori og praktik, ja selv en kirke. Kæmpe stort og alligevel kun et lille et af slagesen i Amerika med plads til 5000 studerende indenfor mange fag.

Efter besøget på Seton Hall tog vi toget til New York Penn Station. Vi skulle lige ind og se juleudsmykningen inden den bliver pillet ned. Vi kommer først tilbage til byen i januar. Da vi kom ud af toget på stationen, brød helvede løs. Et mylder af mennesker der stressede afsted - og vi var stadig under jorden i stations området. Hold kæft hvor var der mange mennesker. Da vi kom op ad trappen fra stationen, gik luften næsten ud af mig. Det første kig på byen. Skyskraberne, oplyste fordi det var mørkt da vi ankom, strakte sig mod himlen - skulder ved skulder. Vi gik på fortove der var 5m brede og blev nærmest rendt over ende, af alle de fortravlede mennesker. Vi kom også da det var fyraften og myldretid, så det var helt normalt for lokale folk. Men når jeg kommer fra Harrested - er der lidt mange mennesker efter min mening. STORT er det mindste ord at bruge. Da vi havde gået lidt rundt aftog mylderet, og det lettede lidt på mig. Vi så Rockefeller Center, Times Square og meget andet. Efter et par timer i New York tog vi hjem igen. Det var rigtig godt at have været der. Nu ved jeg hvad der venter i januar.

Onsdag tog vi til klinikken i Westfield. Afsted med toget, med cyklerne. Der var ca. 7km cykeltur fra stationen i Summit - ikke noget for en inkarneret cykelrytter. . Det var dog hundekoldt, og jeg havde som sædvanligt fået for lidt tøj på. Rikke havde sagt at jeg ikke ville komme til at svede på vej til klinikken. På vej tilbage var en anden snak. Det fandt jeg ud af da vi kørte dertil. Gode solide lange bakker nedad. Noget jeg har lært som cykel entusiast er at når det går ned, går det også op - på et tidspunkt.
Klinikken i Westfield er noget større end den i Morristown. Jeg mødte igen personale og patienter, der var meget imponerede af Rikkes indsats. Også at hun har cyklet til og fra klinikken i al slags vejr, tidligt om morgenen i bælgmørke. På klinikken er der en indsamling igang til Børne Cancer Fonden, igangsat af en af patienterne som hørte om Rikkes kommende udfordring til sommer. Til nu er der samlet ret mange penge ind - mere end 600 dollars. Når vi kommer tilbage til New York i januar, tager vi til klinikken her og siger endeligt farvel. I aften skal vi til middag med personalet herfra. Vi skal spise på en lokal restaurant kl. 7.pm. Efter at Rikke havde taget en hjertelig afsked med patienterne, cyklede vi til stationen. Nu kom bakkerne tilbage med fuld skrue. Da ønskede jeg at jeg havde cykeltøj på. Ved tanken om at Rikke har cyklet denne tur i 2½ måned, er jeg overbevist om at hun får relativt nemt ved at komme i form til foråret. Hun ER allerede i form. Det gode ved bakker er - jeg fik varmen igen.

Tilbage i South Orange cyklede vi til universitetet, hvor vi på biblioteket lånte en computer, så vi kunne checke ind til næste dags flyvetur til San Francisco. Klokken er nu 2pm. 5 timer til vi skal være i Westfield til middag. Vi cyklede tilbage til værelset hvor vi pakkede vores backpacks, klar til næste dag. En lille smule føde og derefter på gåben - som sædvanligt - til stationen hvor vi skulle mod Summit. Fra Summit var planen at tage en taxi til Westfield, fremfor cyklerne der var udstyret med meget dårligt lys. Vi måtte vente over en ½ time på en taxi - vi nåede dog frem før de sidste. Alle, på nær en, af personalet var mødt frem for at sige farvel til Rikke. Det var stort, og Rikke var meget glad. Det var også vemodigt at sige farvel. Rikke har haft en fantastisk oplevelse her, og hvis hun nogensinde kommer tilbage er hun velkommen tilbage på klinikken til et job. Klinikken betalte Rikkes og min mad og drikke, hvilket jeg havde svært ved at sige nej til. Øl og vin havde folk selv med. Restauranten havde ikke bevilling, så det var helt legalt selv at medbringe hvad man ønskede at drikke. Efter en hyggelig aften blev vi kørt hjem af Brady, Rikkes kliniske underviser. Luksus at blive kørt hjem. Næste dag går turen til San Francisco.