Nu havde vi indstillet os mentalt på at rejse hjem, så vi måtte trække ekstra ressourcer frem, til de sidste dage i NY. Vi havde været på gaden, HVER DAG, i lang tid, og jeg syntes at trænge til en fridag. Søndagen før vi skulle have været hjem, blev dømt INDEDAG på grund af kulden. Det blev dog kun til eftermiddagen, i selskab med sudoku. Rikke var på farten, som altid.
Mandag og tirsdag gik med besøg, blandt andet i Empire State - 2.sal. Det var ekstremt dyrt at komme op i Sky Tower - ingen interesse for os. Vi så bygningen og en masse turister. Amerikanerne er gode til at skabe pengemaskiner - også kaldet turist attraktioner. Vi var på besøg i det lokale bibliotek. Et kæmpe kæmpe stort bibliotek med masser af bøger, computere, stole med tilhørende borde, hvor folk kunne sidde i fred og ro. Der var mange der benyttede sig af tilbudene med fri internet osv. Man skulle registreres for at låne en pc med gratis internet adgang, og der var ventetid. Resten af tiden inden afrejsen, brugte vi på at shoppe. Vi fik købt tøj, køkkenting, sko og meget andet, en del billigere end i DK, så vi fik fyldt kufferten godt op.
Afrejse dag onsdag 13. januar. Vi forlod værelset for sidste gang kl. 12, fik vores bagage opbevaret på hotellet - kostede selvfølgelig penge - intet er gratis på et verdens populæreste hoteller! Vi skulle først med shuttle bussen kl. 4.50 pm, og tiden blev brugt på frokost, og et check på British Airways hjemmeside, for at sikre at flyet afgik til tiden. Alt ok - fandt shuttle bussen og endelig på vej mod lufthavnen. Bussen, en 10 personers minibus, skulle lige rundt i byen til andre hoteller, for at få fyldt alle pladser. På et hotel ved Ground Zero ventede vi en halv time, på 4 italienere der først var i gang med at checke ud, da de skulle have stået på gaden - klar til at hoppe ind i bussen. På det tidspunkt var vi 5 personer i bussen, og vi kogte af raseri over de dumme italienere. Vi havde en tidsplan at overholde i lufthavnen, og trafikken var enorm heftig - der var biler og busser ALLE VEGNE, og da vi endelig kom ud og køre igen, sneglede vi os frem i små ryk. Chaufføren var meget træt af at passagerne altid brokkede sig, over enten det ene eller det andet. På et tidspunkt begyndte jeg at brokke mig til ham, hvor han hurtigt bad om at jeg lod ham være i fred. Trafikken i NY ved myldretid er enorm. KBH er vand ved siden af. Biler, busser, fodgængere - alle vegne - og det bliver bare ved. Bilisterne dytter konstant, så der er samtidig en frygtelig larm - alt i alt en tur jeg sent glemmer.
Endelig i lufthavnen. Bagage og security tog tyve minutter, super. Flyafgangen var forsinket en time, som blev indhentet undervejs, så vi nåede flyet i London i fin stil. Hjemme igen torsdag, til en varm modtagelse i lufthavnen - dejligt. Vi blev modtaget af en rigtig dansker, allerede da vi kom ud i Gaten - dejlig overraskelse. Rikkes kuffert manglede, den kom først dagen efter.
Jeg har haft en fantastisk tur, som jeg altid vil glæde mig over. At have så mange oplevelser, som jeg kan dele med min rejseguide, er enestående.
"At rejse er at leve" (Citat H.C. Andersen)
lørdag den 9. januar 2010
Brooklyn Bridge
Vi tog Metroen til Brooklyn. Metrosystemet er kæmpestort, og kræver man sætter sig lidt ind i sagerne, for at hitte rundt i byen. Flere etager med forskellige linjer gør det mere/mindre kompliceret. Jeg talte 84 trin ned til vores tog, andre linjer kører længere nede. Jeg kom til at tænke på, da jeg stod 20 etager oppe i hotelværelset, og kunne mærke, høre, føle toget køre langt nede under mig. Forklaringen er at hele byen står på beton og stål pæle, derfor genlyd og vibrationer.
Vi steg af toget ved Brooklyn Bridge, og skulle kun gå 500 meter inden vi nåede broen. Vejret var koldt, nogenlunde klart vejr med blå himmel. Der blæste en frisk vind over broen, jo det var koldt. Mange mennesker havde alligevel fundet vej til broen, for at køre i bil, cykle eller som os, gå over den. Broen har fodgænger og cykelsti i midten - hævet ca. 4 meter over vejbanerne der konstant har biler kørende. God udsigt til ManHattan broen, Frihedsgudinden, og Lower ManHattan vi gik over til. Det var en flot oplevelse at gå over broen, vi kiggede ind mod de nu forsvundne tårne, og så et andet byggeri rejse sig mod himlen. Selv på denne lørdag, kørte den udvendige elevator på byggepladsen - flot udsigt. Efter vi var kommet i land, gik vi til venstre. Vi var på vej mod Ground Zero, der havde været en kæmpe byggeplads, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, siden tårnene blev jævnet med jorden. Selve byggepladsen var skærmet af, så der var meget lidt at se. Tog et par billeder igennem afspærringen.
Derefter en tur til Wall Street - finanscentrum - og lukket om lørdagen. Havde været godt med et besøg indenfor på børsen. Vi gik lidt rundt i området, der er markant anderledes en selve city. Gaderne her er smalle, og de fleste bygninger holder sig under 20 etager, altså små bygninger. Vi gik tilbage mod centrum, spiste frokost undervejs - også for at få varmen. I Macy´s skulle jeg hente en habit, og købe diverse tilbehør - skjorte, slips og bælte. På vejen tilbage mod hotellet, fik Rikke lige købt to par sko. Vi gik på Borders for at checke vores mail, og fik den kedelige meddelelse, at vores fly var aflyst. Øv- nu havde vi lige bestilt shuttle bus, til lufthavnen. Afsted til hotellet for at booke flere overnatninger - vi kunne heldigvis blive i samme værelse.
Vi steg af toget ved Brooklyn Bridge, og skulle kun gå 500 meter inden vi nåede broen. Vejret var koldt, nogenlunde klart vejr med blå himmel. Der blæste en frisk vind over broen, jo det var koldt. Mange mennesker havde alligevel fundet vej til broen, for at køre i bil, cykle eller som os, gå over den. Broen har fodgænger og cykelsti i midten - hævet ca. 4 meter over vejbanerne der konstant har biler kørende. God udsigt til ManHattan broen, Frihedsgudinden, og Lower ManHattan vi gik over til. Det var en flot oplevelse at gå over broen, vi kiggede ind mod de nu forsvundne tårne, og så et andet byggeri rejse sig mod himlen. Selv på denne lørdag, kørte den udvendige elevator på byggepladsen - flot udsigt. Efter vi var kommet i land, gik vi til venstre. Vi var på vej mod Ground Zero, der havde været en kæmpe byggeplads, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, siden tårnene blev jævnet med jorden. Selve byggepladsen var skærmet af, så der var meget lidt at se. Tog et par billeder igennem afspærringen.
Derefter en tur til Wall Street - finanscentrum - og lukket om lørdagen. Havde været godt med et besøg indenfor på børsen. Vi gik lidt rundt i området, der er markant anderledes en selve city. Gaderne her er smalle, og de fleste bygninger holder sig under 20 etager, altså små bygninger. Vi gik tilbage mod centrum, spiste frokost undervejs - også for at få varmen. I Macy´s skulle jeg hente en habit, og købe diverse tilbehør - skjorte, slips og bælte. På vejen tilbage mod hotellet, fik Rikke lige købt to par sko. Vi gik på Borders for at checke vores mail, og fik den kedelige meddelelse, at vores fly var aflyst. Øv- nu havde vi lige bestilt shuttle bus, til lufthavnen. Afsted til hotellet for at booke flere overnatninger - vi kunne heldigvis blive i samme værelse.
fredag den 8. januar 2010
New York City
På udkig efter tøj til mig. I Macys fandt jeg endelig noget der kunne bruges, til en fornuftig pris. Jeg havde gået en halv times tid, taget den ene habit frem efter den anden, til jeg fandt en brugbar model. Ekspedienterne havde travlt, der var prisnedsættelse. En kvindelig ekspedient henvendte sig venligt til mig, og spurgte om jeg ville prøve tøjet? God ide´syntes jeg, og vi gik mod ´Fitting Rooms´ Jeg fik anvist et rum, og fik prøvet tøjet. Bukserne var 20cm for lange, som standard derovre, og der blev tilkaldt en skrædder, så jeg kunne få habitten tilpasset efter mål. En mand, midt i tresserne, dukkede op. Han var af italiensk afstamning, og talte med tydelig accent. Det var meget begrænset hvad han sagde til mig, han talte mest med sig selv, og jeg måtte så bryde ind og korrigere ham, så vi nåede i mål. Jeg følte mig i trygge hænder, mens jeg stod på skamlen, og skrædderen gik rundt om mig, trak i ærmer, bukseben, målte og satte diverse kridtstreger på tøjet. Den kvindelige ekspedient kom med få kommentarer - de blev fuldstændig overhørt af skrædderen - det var skrædderen der styrede showet. "Så er du færdig" udbrød han, jeg kunne få tøjet dagen efter, altså om lørdagen. Jeg måtte betale $5 ekstra for at få det så hurtigt. Det var nødvendigt, jeg skulle hjem om mandagen så der var ingen vej udenom. Da jeg skulle betale, sendte ekspedienten mig i Macys Visitor Center, efter et rabatkort. Med det kunne jeg få $10 i rabat, flink dame. Alt i alt har jeg sparet mindst kr. 500 i forhold til danske priser.
På helt egen hånd var jeg rundt i byen om aftenen. Var ved skøjtebanen og juletræet i nærheden af Rockefeller Center. Der var masser af mennesker, lys, musik og glade dage. Jeg var på Times Square, Broadway og på Mariott Hotel for at finde den roterende bar. Der er SÅ meget at se og opleve, bare ved at gå en tur en almindelig aften. Sluttede af i Borders ved Madison Square Garden, købte en kop kaffe, gave til min rejseguide, og så til hotellet. Fandt dog lige ud af at på Borders, som er en kæmpe boghandel i to etager, er der cafe´ og gratis internet på 1. sal, det fik vi meget glæde af senere. Både cafeén og internettet.
Det var hundekoldt at færdes på gaden, så det var et glædeligt gensyn da jeg nåede hotellet.
På helt egen hånd var jeg rundt i byen om aftenen. Var ved skøjtebanen og juletræet i nærheden af Rockefeller Center. Der var masser af mennesker, lys, musik og glade dage. Jeg var på Times Square, Broadway og på Mariott Hotel for at finde den roterende bar. Der er SÅ meget at se og opleve, bare ved at gå en tur en almindelig aften. Sluttede af i Borders ved Madison Square Garden, købte en kop kaffe, gave til min rejseguide, og så til hotellet. Fandt dog lige ud af at på Borders, som er en kæmpe boghandel i to etager, er der cafe´ og gratis internet på 1. sal, det fik vi meget glæde af senere. Både cafeén og internettet.
Det var hundekoldt at færdes på gaden, så det var et glædeligt gensyn da jeg nåede hotellet.
torsdag den 7. januar 2010
Fri-rum i storbyen
I dag skal vi til Greenwich Village. I en storby som New York er der, heldigvis, områder i byen hvor de fortravlede indbyggere kan sætte tempoet ned, og slappe af. Et af områderne er Central Park, der ligger i den nordlige del af ManHattan. Da vi besøgte parken den anden dag, kunne vi se new yorkere med smil på læben, slentrende i hygge tempo, tid til at tale sammen - kort sagt afslappede. En fornøjelse at være til stede og opleve, de ´samme´ mennesker, der i hverdagen stresser afsted på byens fortove, kører i bilerne med hornet i bund, springer rundt på kørebanen for at praje en taxi - nu pludselig - , i et helt andet tempo.
Et andet område er Greenwich Village. For at komme dertil skal vi mod syd, mod Lower ManHattan. Vi bor på 7.th Ave og gik et stykke af vejen på den, hvorefter vi smuttede over på 6.th Ave. Gaderne i byen er delt op i Avenuer retning nord/syd, og streets med retning øst/vest. Langt de fleste gader er ensrettede, det gælder fra 14.th street og mod nord til street numre over hundrede. Fra 14.th street og mod syd, starter Greenwich Village, og det er tydeligt at se på bygningerne, og på gaderne. Nogle af gaderne er buede, på andre gader kører trafikken i to baner, hver sin vej.
De højeste bygninger er under 10 etager, de fleste er 5 til 8 etager. Blandt husene ser man de velkendte, fra filmene, Brownstone-lejligheder. Det er en form for rækkehuse, meget smalle - til gengæld i flere etager. Syv til 10 trin op fra fortovet til stuegulv niveau, trappen bygget med et flot dekorativt gelænder. Høj kælder som sidegevinst. Havde jeg mulighed for at bo i byen, skulle det være her.
Trafikken er markant mindre intens. De gule taxiér er der, dog i noget mindre antal. Mere plads på gader, og fortove. De folk der går på fortovene, har sat tempoet ned - passer mig fint. Jeg kan endda standse op, på vej over fodgængerfeltet, og tage billeder - fantastisk. Åbne pladser med legeredskaber til børnene, findes også her. Helt sikkert et sted at bo, næste gang jeg kommer til byen. Væk fra larmen i bymidten, og alligevel kun et kvarters gang væk - hvis der bliver for ´stille´ . Vi gik vest på til Hudson floden, og mod nord langs vandet. Herude var der bygget Piers ud i vandet, med bænke så folk kunne sidde og nyde udsigten over vandet og byen.
Besøget i bydelen inspirerer til en gentagelse, det er sikkert og vist.
Et andet område er Greenwich Village. For at komme dertil skal vi mod syd, mod Lower ManHattan. Vi bor på 7.th Ave og gik et stykke af vejen på den, hvorefter vi smuttede over på 6.th Ave. Gaderne i byen er delt op i Avenuer retning nord/syd, og streets med retning øst/vest. Langt de fleste gader er ensrettede, det gælder fra 14.th street og mod nord til street numre over hundrede. Fra 14.th street og mod syd, starter Greenwich Village, og det er tydeligt at se på bygningerne, og på gaderne. Nogle af gaderne er buede, på andre gader kører trafikken i to baner, hver sin vej.
De højeste bygninger er under 10 etager, de fleste er 5 til 8 etager. Blandt husene ser man de velkendte, fra filmene, Brownstone-lejligheder. Det er en form for rækkehuse, meget smalle - til gengæld i flere etager. Syv til 10 trin op fra fortovet til stuegulv niveau, trappen bygget med et flot dekorativt gelænder. Høj kælder som sidegevinst. Havde jeg mulighed for at bo i byen, skulle det være her.
Trafikken er markant mindre intens. De gule taxiér er der, dog i noget mindre antal. Mere plads på gader, og fortove. De folk der går på fortovene, har sat tempoet ned - passer mig fint. Jeg kan endda standse op, på vej over fodgængerfeltet, og tage billeder - fantastisk. Åbne pladser med legeredskaber til børnene, findes også her. Helt sikkert et sted at bo, næste gang jeg kommer til byen. Væk fra larmen i bymidten, og alligevel kun et kvarters gang væk - hvis der bliver for ´stille´ . Vi gik vest på til Hudson floden, og mod nord langs vandet. Herude var der bygget Piers ud i vandet, med bænke så folk kunne sidde og nyde udsigten over vandet og byen.
Besøget i bydelen inspirerer til en gentagelse, det er sikkert og vist.
onsdag den 6. januar 2010
Gensyn med Westfield
I dag skal vi ud og køre i bil, med GPS - Yeahhhh. Afhentning af bilen gik smertefrit. Denne gang kører vi en Hundai Santa Fe, kørt 2ooo km, lækker spand. Rikke blev fuldstændig vild i varmen, da hun så bilen. Hun var helt oppe og køre, på mere end een måde. Den flinke mand hos Alamo, gav os lige en kort instruktion i hvordan vi kom ud af byen: "Rundt om blokken, til højre, fremad og til venstre første gang, lidt fremad og drej til højre ind i Lincoln Tunnel. Ude af tunnellen, tag vejen mod NJ Turnpike" "Forresten, GPSén virker først når I er ude af byen, på grund af de høje bygninger, god tur" - tak for kaffe!!
Rikke var chauffør, og var på adrenalin-kick, på grund af den 'fede' bil. Sædvanen tro gjorde GPS' en ogsaa vrøvl i dag, vi fandt dog vej til Westfield, og klinikken. Personale og klienter var glade for at gense Rikke, vice versa, og efter meget snakken frem og tilbage, med personale og klienter, fotografering mm. tog vi afsked. Vi kørte til den nærmeste Trader Joe's for at proviantere. Derefter kørte vi til South Orange, hvor Rikke har boet siden 1. oktober. I byen skulle vi hente vores kufferter, som Dr. Paulsen har opbevaret på sit kontor, mens vi har været ude og føjte i tre uger. Rikke var glad for at være tilbage i byen, mange gode minder har hun her fra. Vi var blandt andet i Rikkes foretrukne indkøbscenter, og spise varm mad. Der købte vi også en gave-kurv til Caroline og familien. I aften er vi nemlig inviteret hjem til spisning, hos Caroline, mand og børn. Jeg glæder mig til at se et rigtigt amerikansk hjem. Der hvor Rikke boede, jeg har tidligere beskrevet forholdene, betragter jeg som yderligheden af hvordan et hjem IKKE skal se ud. I øjeblikket er vi på Seton Hall University(der hvor Rikke er tilknyttet), og låner deres pc til at opdatere blog mm.
Fra Seton Hall University kørte vi til Westfield, for at finde et butikscenter. Rikke skulle lige ind og se på noget. Da vi først nåede området omkring Westfield var Rikke stedkendt, så den til tider FLINKE GPS damestemme, fik en pause. Vi havde aftalt med Caroline tidligere på dagen, at vi skulle sende en sms, når vi var færdige i butiks centret. Rikkes telefon var løbet tør for strøm, så vi tog chancen og kørte hjem til Caroline. Hun var heldigvis hjemme, og vi fik en varm modtagelse af hele familien. Rikke har været her flere gange, og også overnattet, så hele familien var rigtig glade for at se hende igen. Dejligt at være tilskuer til, når familien og Rikke taler sammen, som om de har kendt hinanden hele livet. Fatter Jim og Rikke fordybede sig i Jims julegave, en Ipod, mens jeg talte med Caroline og den ældste søn Jimmi. Det viste sig at Jimmi var civilingeniør, og arbejdede med cad programmer til daglig, så vi havde en masse og tale om.
Caroline havde tilberedt et glimrende måltid til os. Det var helt rart at kunne sætte sig til bords, uden at tjeneren stod i baggrunden, og tog noter. . Mens kaffen blev brygget, var jeg på rundtur i huset. Huset bestod af stueplan, 3 trin op - badeværelse og nogle opbevarings rum - og 1. sal med soveværelser. Alle fire børn bor hjemme. Det er MEGET dyrt for unge mennesker at købe bolig i USA, derfor bliver de boende hjemme, til de er tredive år eller mere, en skræmmende tanke. Huset var et træhus, med skillevægge af gips. Gulvtæpper på en stor del, uden gulvvarme.
Carolines mand er elektriker, og arbejder hårdt, og meget, for at skrabe penge sammen til børnenes skolegang. Alle fire har gået på universitetet, nu er der kun tre tilbage på uni. ., og der skal skaffes mange penge alene til det. Som elektriker, mest industriarbejde, har Jim været heldig at kunne skaffe job, og det ser ud til at der er lidt at tage sig til i det nye år også, heldigvis.
Vi drak kaffe i spisestuen, og efter snak om danske og amerikanske forhold, var det tid at takke godnat og tak for i aften. Rikke og familien tog en vemodig afsked, Rikke har nærmest været som deres femte barn, hun har en plads i deres hjerter for altid, det er sikkert, og også omvendt.
Vi skulle aflevere bilen samme aften, så det var afsted mod New York. Klokken var nu 9.30, og mørkt, så vi havde brudt med princippet om at være ´hjemme´før mørkets frembrud. Efter den sædvanlige leg med GPS´en, og to gange det samme betalings anlæg til vejskat, nåede vi endelig Alamo biludlejning, og fik afleveret bilen i god ro og orden. Vi troede vi havde fået alt med os. Det viste sig at vi havde glemt en pung, med kreditkort og hele molevitten i. Vi opdagede det først dagen efter, da Alamo ringede til Rikke og fortalte vi havde glemt ´noget´i bilen. I fuld firspring afsted for at hente det glemte. Næste gang jeg skal leje bil bliver det hos Alamo, ingen tvivl om det - hvilken service.
Det er en dårlig ide´ at miste sit kreditkort i USA (sikkert også andre steder). Når du betaler, køres kortet bare igennem kortlæseren, og du underskriver på papirkvitteringen, nogle gange, andre gange får du bare kvitteringen uden underskrift eller noget. Du skal ikke engang vise ID.
Rikke var chauffør, og var på adrenalin-kick, på grund af den 'fede' bil. Sædvanen tro gjorde GPS' en ogsaa vrøvl i dag, vi fandt dog vej til Westfield, og klinikken. Personale og klienter var glade for at gense Rikke, vice versa, og efter meget snakken frem og tilbage, med personale og klienter, fotografering mm. tog vi afsked. Vi kørte til den nærmeste Trader Joe's for at proviantere. Derefter kørte vi til South Orange, hvor Rikke har boet siden 1. oktober. I byen skulle vi hente vores kufferter, som Dr. Paulsen har opbevaret på sit kontor, mens vi har været ude og føjte i tre uger. Rikke var glad for at være tilbage i byen, mange gode minder har hun her fra. Vi var blandt andet i Rikkes foretrukne indkøbscenter, og spise varm mad. Der købte vi også en gave-kurv til Caroline og familien. I aften er vi nemlig inviteret hjem til spisning, hos Caroline, mand og børn. Jeg glæder mig til at se et rigtigt amerikansk hjem. Der hvor Rikke boede, jeg har tidligere beskrevet forholdene, betragter jeg som yderligheden af hvordan et hjem IKKE skal se ud. I øjeblikket er vi på Seton Hall University(der hvor Rikke er tilknyttet), og låner deres pc til at opdatere blog mm.
Fra Seton Hall University kørte vi til Westfield, for at finde et butikscenter. Rikke skulle lige ind og se på noget. Da vi først nåede området omkring Westfield var Rikke stedkendt, så den til tider FLINKE GPS damestemme, fik en pause. Vi havde aftalt med Caroline tidligere på dagen, at vi skulle sende en sms, når vi var færdige i butiks centret. Rikkes telefon var løbet tør for strøm, så vi tog chancen og kørte hjem til Caroline. Hun var heldigvis hjemme, og vi fik en varm modtagelse af hele familien. Rikke har været her flere gange, og også overnattet, så hele familien var rigtig glade for at se hende igen. Dejligt at være tilskuer til, når familien og Rikke taler sammen, som om de har kendt hinanden hele livet. Fatter Jim og Rikke fordybede sig i Jims julegave, en Ipod, mens jeg talte med Caroline og den ældste søn Jimmi. Det viste sig at Jimmi var civilingeniør, og arbejdede med cad programmer til daglig, så vi havde en masse og tale om.
Caroline havde tilberedt et glimrende måltid til os. Det var helt rart at kunne sætte sig til bords, uden at tjeneren stod i baggrunden, og tog noter. . Mens kaffen blev brygget, var jeg på rundtur i huset. Huset bestod af stueplan, 3 trin op - badeværelse og nogle opbevarings rum - og 1. sal med soveværelser. Alle fire børn bor hjemme. Det er MEGET dyrt for unge mennesker at købe bolig i USA, derfor bliver de boende hjemme, til de er tredive år eller mere, en skræmmende tanke. Huset var et træhus, med skillevægge af gips. Gulvtæpper på en stor del, uden gulvvarme.
Carolines mand er elektriker, og arbejder hårdt, og meget, for at skrabe penge sammen til børnenes skolegang. Alle fire har gået på universitetet, nu er der kun tre tilbage på uni. ., og der skal skaffes mange penge alene til det. Som elektriker, mest industriarbejde, har Jim været heldig at kunne skaffe job, og det ser ud til at der er lidt at tage sig til i det nye år også, heldigvis.
Vi drak kaffe i spisestuen, og efter snak om danske og amerikanske forhold, var det tid at takke godnat og tak for i aften. Rikke og familien tog en vemodig afsked, Rikke har nærmest været som deres femte barn, hun har en plads i deres hjerter for altid, det er sikkert, og også omvendt.
Vi skulle aflevere bilen samme aften, så det var afsted mod New York. Klokken var nu 9.30, og mørkt, så vi havde brudt med princippet om at være ´hjemme´før mørkets frembrud. Efter den sædvanlige leg med GPS´en, og to gange det samme betalings anlæg til vejskat, nåede vi endelig Alamo biludlejning, og fik afleveret bilen i god ro og orden. Vi troede vi havde fået alt med os. Det viste sig at vi havde glemt en pung, med kreditkort og hele molevitten i. Vi opdagede det først dagen efter, da Alamo ringede til Rikke og fortalte vi havde glemt ´noget´i bilen. I fuld firspring afsted for at hente det glemte. Næste gang jeg skal leje bil bliver det hos Alamo, ingen tvivl om det - hvilken service.
Det er en dårlig ide´ at miste sit kreditkort i USA (sikkert også andre steder). Når du betaler, køres kortet bare igennem kortlæseren, og du underskriver på papirkvitteringen, nogle gange, andre gange får du bare kvitteringen uden underskrift eller noget. Du skal ikke engang vise ID.
tirsdag den 5. januar 2010
Foerste dag i New York
Jeg vågnede da jeg hørte højttalerne på hotellet ”.. firealarm from 15.th floor and down ” Hvad f. foregår der nu? Beskeden blev gentaget - jeg lyttede på fuld kraft med hjertet oppe i halsen. ” Security are testing firealarm system, from 15.th floor and down. I repeat, this is a test” Nu kunne jeg vågne mere normalt, i fred og ro. Sikken en måde at blive vækket på – skodhotel!!
Vi spiste morgenmad på værelset, faktisk ret hyggeligt, og det blev overstået på ingen tid. Da vi var ude og gå i aftes, fandt vi ud af vi skulle finde vintertøjet frem til i dag. Der var en god frisk KOLD vind igennem byen, ALLE havde huer, vanter, store frakker – alt der var bare en smule effektivt til at beskytte mod kulden, var i brug. Selv offentlige myndigheder, politifolk og security, havde elefanthuer på, kun øjnene var fri. Vi stred os gennem gaderne og kulden, på bedste vis. Heldigvis skulle vi besøge en del udvalgte butikker, hvor vi kunne få varmen igen, inden vi fandt en ny butik.
Jeg ville gerne se Central Park. Den ligger et stykke mod nord, så vi måtte ud i kulden igen. Heldigvis var der enkelte solstrejf vi kunne varme os ved. Da vi nåede parken, var der først overraskende meget få mennesker. Da vi nåede skøjtebanen, var der et mylder af mennesker. Parken er et dejligt frirum for New York´s indbyggere. Jeg vil tro der er mange flere mennesker i parken om sommeren, end nu. Hestevogne tilbyder tur rundt i parken, også i dag, det var bare for koldt. Tilbage i byen, butikkerne, cafeer og meget mere. Vi kom rigtig meget rundt, og jeg fik stillet mit indre kompas, så alt er godt. I morgen skal vi hente bil, og til Westfield.
Vi spiste morgenmad på værelset, faktisk ret hyggeligt, og det blev overstået på ingen tid. Da vi var ude og gå i aftes, fandt vi ud af vi skulle finde vintertøjet frem til i dag. Der var en god frisk KOLD vind igennem byen, ALLE havde huer, vanter, store frakker – alt der var bare en smule effektivt til at beskytte mod kulden, var i brug. Selv offentlige myndigheder, politifolk og security, havde elefanthuer på, kun øjnene var fri. Vi stred os gennem gaderne og kulden, på bedste vis. Heldigvis skulle vi besøge en del udvalgte butikker, hvor vi kunne få varmen igen, inden vi fandt en ny butik.
Jeg ville gerne se Central Park. Den ligger et stykke mod nord, så vi måtte ud i kulden igen. Heldigvis var der enkelte solstrejf vi kunne varme os ved. Da vi nåede parken, var der først overraskende meget få mennesker. Da vi nåede skøjtebanen, var der et mylder af mennesker. Parken er et dejligt frirum for New York´s indbyggere. Jeg vil tro der er mange flere mennesker i parken om sommeren, end nu. Hestevogne tilbyder tur rundt i parken, også i dag, det var bare for koldt. Tilbage i byen, butikkerne, cafeer og meget mere. Vi kom rigtig meget rundt, og jeg fik stillet mit indre kompas, så alt er godt. I morgen skal vi hente bil, og til Westfield.
mandag den 4. januar 2010
Fra Memphis til New York
I dag tager vi til New York. Skal flyve kl. 11.50 am, det er første gang jeg sovet SÅ godt. (for godt, (højt) syntes Rikke) Vi havde planlagt afgang fra hotellet kl. 08.30. Derefter stille og roligt ud på motorvejen, til Aloma hvor vi skulle aflevere bilen, og så til lufthavnen.
Check ud af hotellet, ind i bilen og stille GPS, og af sted. Det første stykke vej kendte vi, det samme stykke havde vi kørt de gange vi skulle til byen. Ud på motorvejen, og så begyndte GPS at lave numre. Vi blev ledt ud i et villa kvarter, det var helt galt. Rikke havde fundet et vejkort over Memphis, i bunden af sin taske, den samme morgen vi skulle rejse. . Kunne godt have brugt det kort før. Temperaturen steg mærkbart i bilen, vi havde en tidsplan der skulle holde – flyet afgår til tiden, det er sikkert – også selv om vi tosser rundt på motorvejene. Kortet blev fundet frem, GPS´en blev indstillet igen, og vi fandt endelig vej til Alamo og lufthavnen. Samme procedure som sidste gang vi afleverede bil – ind på en stor p-plads – hen til den flinke Alamo mand, og inden vi var kommet ud af bilen, havde han udskrevet kvittering. Bussen til lufthavnen holdt klar, 3 minutter efter vi kørte ind på Alamo-pladsen, var vi på vej til lufthavnen. Hurtig ekspedition kalder jeg det.
I lufthavnen var der INGEN mennesker, meget få i hvert fald. Ingen kø, hver i bagagen eller security, så efter 10 minutter var vi på vej til gaten, i god tid. Vi skulle flyve med Continental, det vil sige der datter selskab, Continental Express Jet, hvilket igen betyder et lille fly med tre sæder i bredden, og en masse larm i kabinen. Vi købte hver et par ørepropper, til at tage den værste støj, det hjalp lidt. Ørepropperne skulle samtidig udligne trykket i ørerne, på vej op og ned. De fleste flyveture jeg har været med på, har jeg sagtens kunne udligne trykket, (der er konstant gennemtræk i mine ører), Rikke derimod havde ingen gavn af ørepropperne, det var et forsøg værd. Turen varede 2 timer og 22 minutter.
I Newark fik vi hurtigt vores bagage, og vi traskede ud til taxi området. På plads i køen af folk der også ventede på taxi. Proceduren man skal gennem for at få en taxi er, at man aftaler pris med en mand/dame, der SÅ prajer en vogn. Inden turen starter betaler man til en kredit kort maskine,(kan også betale kontant) tager kvitteringen med i taxien, udfylder kvitteringen i taxien med de ekstra omkostninger der løber på undervejs på turen. Vores chauffør ville f.eks. have ekstra penge for bagage, for at køre i tunnel, fordi vi havde betalt med kreditkort, der var flere ekstra udgifter han ville have penge for, nu vi satte hælene i, og sagde stop, resultatet blev, vi gav $64 på kortet, og $10 i kontanter. Prisen vi havde aftalt inden turen var $55, plus $1 for hver $15 af det totale beløb, plus drikkepenge. Det er normal procedure at give drikkepenge, de skal så være fortjent syntes jeg. Denne chauffør var møgsur – kørte som død og helvede, samtidig med at han tjekkede sin mobil – Rikke var i hvert fald MEGET nervøs, især da vi kørte i tunnelen. De store busser der kørte foran os, havde kun 30 cm luft på siden, inden betonen skrællede siden, og vores chauffør kørt HELT tæt på bussen foran. Vi var glade for at være i live, og han fik sine obligatoriske 10 % drikkepenge.
Vi tjekkede ind på hotellet, der ligger MIDT i New York – fantastisk beliggenhed. På hjørnet af 7.th Ave og 33. Street. Vi bor 18 etager over gadeplan, med en flot udsigt over 33.th Street. Hotellet er gammelt og godt brugt, det kan ses på interiør, vægge, gulvtæpper osv. Internet findes kun i business center, og koster $12 i timen. I lobbyen kan vi logge på trådløst net, for $3 i timen. Godt vi kun skal sove her. Værelset er bestilt UDEN morgenmad. Skod hotel – kun beliggenheden er superb. Dog skal jeg lige vænne mig til at, selv om jeg befinder mig 18 etager over gadeplan, vibrerer gulvet, og en buldrende lyd fylder rummet, når METROEN kører 20 etager nede, at hotellet gynger i takt med vinden, når man tager elevatoren, skal man træde NED, ca. 5 cm, til elevator-gulvet, at elevatoren hænger i wirer, der gør, at den svinger svagt fra side til side på vej op. Jo jo vi får en på opleveren her. I morgen er der en guidet (jeg er heldig at have en dansk guide med..)rundtur i nabolaget.
Check ud af hotellet, ind i bilen og stille GPS, og af sted. Det første stykke vej kendte vi, det samme stykke havde vi kørt de gange vi skulle til byen. Ud på motorvejen, og så begyndte GPS at lave numre. Vi blev ledt ud i et villa kvarter, det var helt galt. Rikke havde fundet et vejkort over Memphis, i bunden af sin taske, den samme morgen vi skulle rejse. . Kunne godt have brugt det kort før. Temperaturen steg mærkbart i bilen, vi havde en tidsplan der skulle holde – flyet afgår til tiden, det er sikkert – også selv om vi tosser rundt på motorvejene. Kortet blev fundet frem, GPS´en blev indstillet igen, og vi fandt endelig vej til Alamo og lufthavnen. Samme procedure som sidste gang vi afleverede bil – ind på en stor p-plads – hen til den flinke Alamo mand, og inden vi var kommet ud af bilen, havde han udskrevet kvittering. Bussen til lufthavnen holdt klar, 3 minutter efter vi kørte ind på Alamo-pladsen, var vi på vej til lufthavnen. Hurtig ekspedition kalder jeg det.
I lufthavnen var der INGEN mennesker, meget få i hvert fald. Ingen kø, hver i bagagen eller security, så efter 10 minutter var vi på vej til gaten, i god tid. Vi skulle flyve med Continental, det vil sige der datter selskab, Continental Express Jet, hvilket igen betyder et lille fly med tre sæder i bredden, og en masse larm i kabinen. Vi købte hver et par ørepropper, til at tage den værste støj, det hjalp lidt. Ørepropperne skulle samtidig udligne trykket i ørerne, på vej op og ned. De fleste flyveture jeg har været med på, har jeg sagtens kunne udligne trykket, (der er konstant gennemtræk i mine ører), Rikke derimod havde ingen gavn af ørepropperne, det var et forsøg værd. Turen varede 2 timer og 22 minutter.
I Newark fik vi hurtigt vores bagage, og vi traskede ud til taxi området. På plads i køen af folk der også ventede på taxi. Proceduren man skal gennem for at få en taxi er, at man aftaler pris med en mand/dame, der SÅ prajer en vogn. Inden turen starter betaler man til en kredit kort maskine,(kan også betale kontant) tager kvitteringen med i taxien, udfylder kvitteringen i taxien med de ekstra omkostninger der løber på undervejs på turen. Vores chauffør ville f.eks. have ekstra penge for bagage, for at køre i tunnel, fordi vi havde betalt med kreditkort, der var flere ekstra udgifter han ville have penge for, nu vi satte hælene i, og sagde stop, resultatet blev, vi gav $64 på kortet, og $10 i kontanter. Prisen vi havde aftalt inden turen var $55, plus $1 for hver $15 af det totale beløb, plus drikkepenge. Det er normal procedure at give drikkepenge, de skal så være fortjent syntes jeg. Denne chauffør var møgsur – kørte som død og helvede, samtidig med at han tjekkede sin mobil – Rikke var i hvert fald MEGET nervøs, især da vi kørte i tunnelen. De store busser der kørte foran os, havde kun 30 cm luft på siden, inden betonen skrællede siden, og vores chauffør kørt HELT tæt på bussen foran. Vi var glade for at være i live, og han fik sine obligatoriske 10 % drikkepenge.
Vi tjekkede ind på hotellet, der ligger MIDT i New York – fantastisk beliggenhed. På hjørnet af 7.th Ave og 33. Street. Vi bor 18 etager over gadeplan, med en flot udsigt over 33.th Street. Hotellet er gammelt og godt brugt, det kan ses på interiør, vægge, gulvtæpper osv. Internet findes kun i business center, og koster $12 i timen. I lobbyen kan vi logge på trådløst net, for $3 i timen. Godt vi kun skal sove her. Værelset er bestilt UDEN morgenmad. Skod hotel – kun beliggenheden er superb. Dog skal jeg lige vænne mig til at, selv om jeg befinder mig 18 etager over gadeplan, vibrerer gulvet, og en buldrende lyd fylder rummet, når METROEN kører 20 etager nede, at hotellet gynger i takt med vinden, når man tager elevatoren, skal man træde NED, ca. 5 cm, til elevator-gulvet, at elevatoren hænger i wirer, der gør, at den svinger svagt fra side til side på vej op. Jo jo vi får en på opleveren her. I morgen er der en guidet (jeg er heldig at have en dansk guide med..)rundtur i nabolaget.
søndag den 3. januar 2010
Musikkens Mekka..
Efter en oplevelsesrig dag på Graceland og Sun Studio, er det nu blevet søndag i Memphis. I dag er planen at besøge Beale Street. Memphis og Beale Street er stedet hvor rythm og blues musikken blev opfundet. Gaden er berømt for små museer, cafeer og spisesteder, hvor kendte kunstnere har optrådt, og er blevet ´fundet´. Musikken svinger det meste af natten – eftersom vi kommer en søndag, forventer jeg en rolig gade, hvor cafegæsterne, plejer deres hangovers!!
For at komme til byen, skal vi som sædvanlig en tur med vores uundværlige bil, og til tider påtrængende GPS. Rikke er en top vognkommandør, meget tålmodig – selv om jeg kører forkert – flere gange – på samme tur. JEG har en mistanke om at GPS´ en ikke når at opdatere, jeg mener jeg er forud for den. Jeg har svært ved at tænke så langsomt. . . Min eneste forklaring på vi kører forkert så tit. Vi nåede til endelig til byen, fandt vi oven i købet en gratis p-plads, sjældent noget er gratis her i USA. Mens vi kørte rundt på motorvejene, snakkede Rikke om nogle ænder der går kl. 9 og kl. 5, som hun gerne ville se. Jeg hørte kun med et halvt øre, jeg havde ligesom nok at gøre med at styre bil og GPS.
Ud af bilen og af sted på fortovet mod Beale Street, standsede vi ud for Peabody Hotel. ”Det er her” siger Rikke, og vi går ind i en kæmpe foyer. Lidt fremme i foyeren, og til højre, er en del mennesker forsamlet, i nærheden af et bassin. På gulvet er den røde løber rullet ud – fra elevatoren og til det ca. Ø2 m store bassin. Bassinet har en figur i midten, og på toppen blomster. På begge sider af den røde løber, var der sat afspærring op, så publikum måtte holde sig ca. 0,5m fra løberen. Rikke og jeg havde set der var mulighed for at komme på 1.sal, af sted det gik. Vi fik et par gode pladser med rimelig udsigt.
Forestillingen startede ved, at en pæn ældre herre, med stok og uniform – fortalte om hotellet tilblivelse, og om traditionen med ænderne. Historien er, at i året 1930, havde to af hotellets indehavere været i byen og give den gas. Hjemvendt til hotellet, og for at få ekstra gang i den, fandt de på at få nogle ænder til at gå op i bassinet. Gæsterne var vilde med det skøre indslag, og nu er det en tradition. Da den ældre herre var færdig med historien, blev der en kort pause – nu ville han tage elevatoren op på øverste etage – hvor ænderne boede, og hente dem ned. Efter 10 minutters venten, gik musikken i gang, og elevator døren åbnede sig. I elevatoren befandt sig 5 ænder, og den nydelige herre. Ænderne vraltede ud af elevatoren, hen ad den røde løber, for enden af løberen op ad 4 trin, og plump, ned i bassinet. Hver dag kl. 11 am går ænderne op i bassinet. Kl. 5 pm går de tilbage igen. Denne tradition har foregået hver dag siden 1930, naturligvis er det blevet en publikums attraktion.
Tilbage på gaden og mod Beale Street. Vi kunne gå derhen, heldigvis – så slap jeg for GPS én. Gaden er gågade, og der VAR stille og roligt som forventet. De fleste cafeer var åbnet – sådan lige omtrent. Der var en del butikker også, alt tænkeligt udstyr til udøvelse af musik. Fra gaden så cafeerne små ud. Jeg var inde i en del af dem, kun for at kigge, og bag den lille facade var, i de fleste tilfælde et kæmpe rum, med bar – selvfølgelig spejl bagved – (det spejl der altid bliver skudt i stykker i filmene), mange små borde midt på gulvet, langs væggene bløde siddepladser, og ud af højttalerne – rythm and blues – rigtig fedt. På indgangsdøren så jeg et skilt – kun på en af cafeerne – med et billede af en skyder og teksten ´Firearms prohibited´. Tankevækkende skiltet kun hang på et af stederne.
Efter Beale Street gik vi en tur rundt i byen, inden vi kørte tilbage til Germantown. Vi fandt en lille hyggelig cafe´ kaldet Dixie – jeg er sikker på dette navn vækker minder hos nogle – i hvert fald hos mig. Efter cafeen gik vi i biografen og så Hangovers. Fantastisk morsom film. Vi var 5 i biografen. Når amerikanerne tager popcorn med i biografen, er det TØNDER så store, jeg har aldrig set noget lignende. De spiser det hele. .
For at komme til byen, skal vi som sædvanlig en tur med vores uundværlige bil, og til tider påtrængende GPS. Rikke er en top vognkommandør, meget tålmodig – selv om jeg kører forkert – flere gange – på samme tur. JEG har en mistanke om at GPS´ en ikke når at opdatere, jeg mener jeg er forud for den. Jeg har svært ved at tænke så langsomt. . . Min eneste forklaring på vi kører forkert så tit. Vi nåede til endelig til byen, fandt vi oven i købet en gratis p-plads, sjældent noget er gratis her i USA. Mens vi kørte rundt på motorvejene, snakkede Rikke om nogle ænder der går kl. 9 og kl. 5, som hun gerne ville se. Jeg hørte kun med et halvt øre, jeg havde ligesom nok at gøre med at styre bil og GPS.
Ud af bilen og af sted på fortovet mod Beale Street, standsede vi ud for Peabody Hotel. ”Det er her” siger Rikke, og vi går ind i en kæmpe foyer. Lidt fremme i foyeren, og til højre, er en del mennesker forsamlet, i nærheden af et bassin. På gulvet er den røde løber rullet ud – fra elevatoren og til det ca. Ø2 m store bassin. Bassinet har en figur i midten, og på toppen blomster. På begge sider af den røde løber, var der sat afspærring op, så publikum måtte holde sig ca. 0,5m fra løberen. Rikke og jeg havde set der var mulighed for at komme på 1.sal, af sted det gik. Vi fik et par gode pladser med rimelig udsigt.
Forestillingen startede ved, at en pæn ældre herre, med stok og uniform – fortalte om hotellet tilblivelse, og om traditionen med ænderne. Historien er, at i året 1930, havde to af hotellets indehavere været i byen og give den gas. Hjemvendt til hotellet, og for at få ekstra gang i den, fandt de på at få nogle ænder til at gå op i bassinet. Gæsterne var vilde med det skøre indslag, og nu er det en tradition. Da den ældre herre var færdig med historien, blev der en kort pause – nu ville han tage elevatoren op på øverste etage – hvor ænderne boede, og hente dem ned. Efter 10 minutters venten, gik musikken i gang, og elevator døren åbnede sig. I elevatoren befandt sig 5 ænder, og den nydelige herre. Ænderne vraltede ud af elevatoren, hen ad den røde løber, for enden af løberen op ad 4 trin, og plump, ned i bassinet. Hver dag kl. 11 am går ænderne op i bassinet. Kl. 5 pm går de tilbage igen. Denne tradition har foregået hver dag siden 1930, naturligvis er det blevet en publikums attraktion.
Tilbage på gaden og mod Beale Street. Vi kunne gå derhen, heldigvis – så slap jeg for GPS én. Gaden er gågade, og der VAR stille og roligt som forventet. De fleste cafeer var åbnet – sådan lige omtrent. Der var en del butikker også, alt tænkeligt udstyr til udøvelse af musik. Fra gaden så cafeerne små ud. Jeg var inde i en del af dem, kun for at kigge, og bag den lille facade var, i de fleste tilfælde et kæmpe rum, med bar – selvfølgelig spejl bagved – (det spejl der altid bliver skudt i stykker i filmene), mange små borde midt på gulvet, langs væggene bløde siddepladser, og ud af højttalerne – rythm and blues – rigtig fedt. På indgangsdøren så jeg et skilt – kun på en af cafeerne – med et billede af en skyder og teksten ´Firearms prohibited´. Tankevækkende skiltet kun hang på et af stederne.
Efter Beale Street gik vi en tur rundt i byen, inden vi kørte tilbage til Germantown. Vi fandt en lille hyggelig cafe´ kaldet Dixie – jeg er sikker på dette navn vækker minder hos nogle – i hvert fald hos mig. Efter cafeen gik vi i biografen og så Hangovers. Fantastisk morsom film. Vi var 5 i biografen. Når amerikanerne tager popcorn med i biografen, er det TØNDER så store, jeg har aldrig set noget lignende. De spiser det hele. .
lørdag den 2. januar 2010
På Tour i Memphis
Graceland ligger på Elvis Presley Boulevard, ca. 45 min. kørsel fra hotellet. På motorvejen viste skilte vej til Graceland - vidner lidt om Elvis´betydning for byen. Vi fandt parkeringspladsen, kun beregnet for besøgende til Graceland, selvfølgelig. Solen skinner og det er hundekoldt, vi frøs i det samme vi kom ud af bilen. Vi begav os til billetlugen, der som p-pladsen, var placeret på vestsiden af vejen, og købte vores VIP billetter, som gav os adgang til ALLE steder på Graceland. Transporten over Elvis Presley Boulevard til Graceland, 300 meter, foregik i shuttlebus. I USA kører man i bil, når man skal nogen steder!
Det var en underlig fornemmelse, endelig at være på stedet, jeg har set,hørt, og læst så meget om i medierne. Foran hovedindgangen fortalte guiden kort historien om Graceland, som Elvis købte i 1957 for $100.000. Ind ad hoveddøren, udstyret med hovedtelefoner og båndafspiller, gik rundvisningen i gang. I ørerne hørtes historier og forklaringer til de forskellige rum, og selvfølgelig også musik - god musik. Der var en konstant ´strøm´ af mennesker igennem huset. Alle gik stille og roligt rundt. Alle talte med lav stemmestyrke, der var noget overvældende ved at være der, tydeligt at folk var berørt på en eller anden næsten ´andægtig´ måde, der påvirkede deres, og min, adfærd rundt i huset. Huset var mindre end jeg havde forestillet mig. Godt nok 23 rum, publikum havde kun adgang til stue etagen - dvs der hvor Elvis opholdt sig når han var vågen. Mange fortællinger og historier om de enkelte rum, kom ud i ørerne undervejs, igennem huset - svært at beskrive - bare glad for at have været der. Rummene var små og beskedent indrettet, når jeg tænker på den stjernestatus han havde. Hele administrationen af virksomheden Elvis, foregik f.eks. i nogle små pavilloner bygget bag Graceland. Jeg synes det var en rigtig god rundtur, og er glad for at have været der. Jeg tog en del billeder, som genopfrisker turen, når jeg ser dem.
Efter at have været i huset, blev vi som VIP personer, vist rundt i Elvis´private ejendele, automobil museet, privatfly, og udstilling om tiden i hæren. Ved samtlige udstillinger var der officielle video klip, kendte interviews, ´private´video klip og meget mere. Når man forlod udstillingen, gik man ind i en butik, hvor forskellige effekter fra den pågældende periode udstillingen omhandlede, kunne erhverves for ussel mammon. Ingen tvivl om at Elvis stadig er en kæmpe forretning.
Efter Graceland var kursen nu rettet mod Sun Studio, hvor Elvis indspillede sin første plade. Studiet fungerer den dag i dag. Når rundvisningerne er slut, overtager professionelle musikere studiet, og indspiller på det udstyr som har været i studiet fra det blev startet. Kun for at få den specielle ´lyd´fra dengang. Bygningen er på ca. 250 m2 i to plan. Delt på midten på langs af en væg fra gulv til tag. På den ene side af væggen er der cafe´, og et rum hvor gæster der vil på rundvisning, står og venter. På den anden side af væggen er studiet. I cafeen hænger billeder med alle de kendte der har indspillet plader her: Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins - også kaldet ´Million Dollar Quartet´ og flere til.
Vores guidede rundvisning starter ved at vi går op på 1.sal, og ind i et rum placeret over cafeen. I rummet er udstillet indspilnings-udstyr fra studiets start, originale guitarer, tøj, mmm. Vores guide fortæller levende om tiden fra dengang, og vi får eksempler på de originale optagelser at høre, fra forskellige kunstnere - ikke kun Elvis, men mest Elvis. Hårene rejste sig på armene, da rythm og blues musikken vældede ud af højttaleren - STORT. Vi gik nu ned til det hellige rum - selve studiet. Før vi nåede studiet, gik vi igennem forkontoret. Her sad sekretæren, og tog imod håbefulde musikere, der satsede på at blive stjerner, efter at have fået udgivet en plade. Det var faktisk sekretæren der ´opdagede´Elvis, hun pressede en ekstra skive, og lagde på Sun Studio´s ejers skrivebord, og bad ham lytte godt efter. Inde i selve studiet, stod jeg hvor Elvis havde stået, de originale mikrofoner var i studiet, vi hørte igen originale optagelser fra dengang - STORT STORT. Rigtig god tur til Memphis.
Det var en underlig fornemmelse, endelig at være på stedet, jeg har set,hørt, og læst så meget om i medierne. Foran hovedindgangen fortalte guiden kort historien om Graceland, som Elvis købte i 1957 for $100.000. Ind ad hoveddøren, udstyret med hovedtelefoner og båndafspiller, gik rundvisningen i gang. I ørerne hørtes historier og forklaringer til de forskellige rum, og selvfølgelig også musik - god musik. Der var en konstant ´strøm´ af mennesker igennem huset. Alle gik stille og roligt rundt. Alle talte med lav stemmestyrke, der var noget overvældende ved at være der, tydeligt at folk var berørt på en eller anden næsten ´andægtig´ måde, der påvirkede deres, og min, adfærd rundt i huset. Huset var mindre end jeg havde forestillet mig. Godt nok 23 rum, publikum havde kun adgang til stue etagen - dvs der hvor Elvis opholdt sig når han var vågen. Mange fortællinger og historier om de enkelte rum, kom ud i ørerne undervejs, igennem huset - svært at beskrive - bare glad for at have været der. Rummene var små og beskedent indrettet, når jeg tænker på den stjernestatus han havde. Hele administrationen af virksomheden Elvis, foregik f.eks. i nogle små pavilloner bygget bag Graceland. Jeg synes det var en rigtig god rundtur, og er glad for at have været der. Jeg tog en del billeder, som genopfrisker turen, når jeg ser dem.
Efter at have været i huset, blev vi som VIP personer, vist rundt i Elvis´private ejendele, automobil museet, privatfly, og udstilling om tiden i hæren. Ved samtlige udstillinger var der officielle video klip, kendte interviews, ´private´video klip og meget mere. Når man forlod udstillingen, gik man ind i en butik, hvor forskellige effekter fra den pågældende periode udstillingen omhandlede, kunne erhverves for ussel mammon. Ingen tvivl om at Elvis stadig er en kæmpe forretning.
Efter Graceland var kursen nu rettet mod Sun Studio, hvor Elvis indspillede sin første plade. Studiet fungerer den dag i dag. Når rundvisningerne er slut, overtager professionelle musikere studiet, og indspiller på det udstyr som har været i studiet fra det blev startet. Kun for at få den specielle ´lyd´fra dengang. Bygningen er på ca. 250 m2 i to plan. Delt på midten på langs af en væg fra gulv til tag. På den ene side af væggen er der cafe´, og et rum hvor gæster der vil på rundvisning, står og venter. På den anden side af væggen er studiet. I cafeen hænger billeder med alle de kendte der har indspillet plader her: Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins - også kaldet ´Million Dollar Quartet´ og flere til.
Vores guidede rundvisning starter ved at vi går op på 1.sal, og ind i et rum placeret over cafeen. I rummet er udstillet indspilnings-udstyr fra studiets start, originale guitarer, tøj, mmm. Vores guide fortæller levende om tiden fra dengang, og vi får eksempler på de originale optagelser at høre, fra forskellige kunstnere - ikke kun Elvis, men mest Elvis. Hårene rejste sig på armene, da rythm og blues musikken vældede ud af højttaleren - STORT. Vi gik nu ned til det hellige rum - selve studiet. Før vi nåede studiet, gik vi igennem forkontoret. Her sad sekretæren, og tog imod håbefulde musikere, der satsede på at blive stjerner, efter at have fået udgivet en plade. Det var faktisk sekretæren der ´opdagede´Elvis, hun pressede en ekstra skive, og lagde på Sun Studio´s ejers skrivebord, og bad ham lytte godt efter. Inde i selve studiet, stod jeg hvor Elvis havde stået, de originale mikrofoner var i studiet, vi hørte igen originale optagelser fra dengang - STORT STORT. Rigtig god tur til Memphis.
fredag den 1. januar 2010
Vegas til Memphis
I efteråret da Rikke og jeg planlagde vores tur sammen, var et af mine ønsker at komme til Memphis. Rikke og Ida (Rikkes oprindelige rejsekammerat, der sprang fra), havde planlagt en tur, så da jeg kom med mit ønske om Memphis, blev det, med lidt snak frem og tilbage, udelukket. Rikke havde også, på mit forslag, fravalgt Chicago, så jeg accepterede afslaget.
I Westfield, til middagen med Rikkes kollegaer fra klinikken, fik jeg at vide at vi skulle til Memphis. Typisk Rikke, hun havde en KÆMPE overraskelse i ærmet til mig - jeg blev meget glad. Rikke havde bestilt flybilletter, til samtlige flyture, allerede inden jeg kom til New York - hun er god til at holde på hemmeligheder, den strik.
I Vegas stod vi op kl. 4, om morgenen, for at nå en flyver kl. 7. Vi kørte med en rigtig flink kvindelig taxi chauffør, der kom 10 minutter efter vi havde bestilt en vogn - perfekt. Første flyvetur var med Continental til Houston, knap 4 timer i luften. Fra Houston til Memphis med et lille Continental ExpressJet Airlines fly - denne gang 1½ time i luften, heldigvis. Det lille fly larmede ad h til. 2 sæder i højre side, en midtergang og 1 sæde til venstre. Al plads i flyet var udnyttet til mindste detalje, kunne knap stå oprejst i midtergangen, så det var en oplevelse. Samtidig var flyet uroligt i luften, på et tidspunkt var kaffen ved at skvulpe ud af koppen . .
I Memphis lå vores kufferter og cirklede rundt på bagage båndet, da vi endelig kom igennem lufthavnen. Bagage afhentning var selvfølgelig ude i den fjerneste ende. Vi havde bestilt en bil hos Alamo, firmaet havde en shuttle bus i lufthavnen, der kørte os til udlejningsbureauet - service. Vi kører nu en Dodge Charger SXT - en meget lækker bil der kun havde kørt knap 10.000 km - som ny. Selvfølgelig med automat gear og al tænkeligt udstyr, undtagen GPS, som vi lejede. I Memphis er det kun mig der står som chauffør på kontrakten, Rikke er dermed opgraderet til vognkommandør.
Vores kroværelse ligger ca. 30 km fra lufthavnen. GPS´en ville absolut have os ud på motorvejene - en kæmpe omvej uden om byen. Vi arbejdede ihærdigt med at indstille dyret, endelig, efter en enkel unødig tur rundt om byen, og flere forkerte exits, nåede vi endelig kroen. Holiday Inn Express, 7784 Wolf Trail Cove, Memphis, TN, 38138 USA, ligger i et område der kaldes Germantown - et stykke uden for centrum. Et pænt og nydeligt sted, kun få år gammelt. Hurtigt check ind, og afsted i byen og proviantere til frokost og aftensmad. Vi havde kun fået en banan, et æble, en enkel kop kakao og kaffe siden vi stod op, så vores maver knurrede om kap. Det var i mellemtiden blevet mørkt, og vi brød med vores princip om at tosse rundt efter mørkets frembrud. Vi KØRTE til supermarkedet - ren luksus. Snart tilbage på værelset og indtage føde, og så var klokken blevet 9 pm, inden vi kunne gå i gang med at planlægge næste dags udflugt til Graceland.
I Westfield, til middagen med Rikkes kollegaer fra klinikken, fik jeg at vide at vi skulle til Memphis. Typisk Rikke, hun havde en KÆMPE overraskelse i ærmet til mig - jeg blev meget glad. Rikke havde bestilt flybilletter, til samtlige flyture, allerede inden jeg kom til New York - hun er god til at holde på hemmeligheder, den strik.
I Vegas stod vi op kl. 4, om morgenen, for at nå en flyver kl. 7. Vi kørte med en rigtig flink kvindelig taxi chauffør, der kom 10 minutter efter vi havde bestilt en vogn - perfekt. Første flyvetur var med Continental til Houston, knap 4 timer i luften. Fra Houston til Memphis med et lille Continental ExpressJet Airlines fly - denne gang 1½ time i luften, heldigvis. Det lille fly larmede ad h til. 2 sæder i højre side, en midtergang og 1 sæde til venstre. Al plads i flyet var udnyttet til mindste detalje, kunne knap stå oprejst i midtergangen, så det var en oplevelse. Samtidig var flyet uroligt i luften, på et tidspunkt var kaffen ved at skvulpe ud af koppen . .
I Memphis lå vores kufferter og cirklede rundt på bagage båndet, da vi endelig kom igennem lufthavnen. Bagage afhentning var selvfølgelig ude i den fjerneste ende. Vi havde bestilt en bil hos Alamo, firmaet havde en shuttle bus i lufthavnen, der kørte os til udlejningsbureauet - service. Vi kører nu en Dodge Charger SXT - en meget lækker bil der kun havde kørt knap 10.000 km - som ny. Selvfølgelig med automat gear og al tænkeligt udstyr, undtagen GPS, som vi lejede. I Memphis er det kun mig der står som chauffør på kontrakten, Rikke er dermed opgraderet til vognkommandør.
Vores kroværelse ligger ca. 30 km fra lufthavnen. GPS´en ville absolut have os ud på motorvejene - en kæmpe omvej uden om byen. Vi arbejdede ihærdigt med at indstille dyret, endelig, efter en enkel unødig tur rundt om byen, og flere forkerte exits, nåede vi endelig kroen. Holiday Inn Express, 7784 Wolf Trail Cove, Memphis, TN, 38138 USA, ligger i et område der kaldes Germantown - et stykke uden for centrum. Et pænt og nydeligt sted, kun få år gammelt. Hurtigt check ind, og afsted i byen og proviantere til frokost og aftensmad. Vi havde kun fået en banan, et æble, en enkel kop kakao og kaffe siden vi stod op, så vores maver knurrede om kap. Det var i mellemtiden blevet mørkt, og vi brød med vores princip om at tosse rundt efter mørkets frembrud. Vi KØRTE til supermarkedet - ren luksus. Snart tilbage på værelset og indtage føde, og så var klokken blevet 9 pm, inden vi kunne gå i gang med at planlægge næste dags udflugt til Graceland.
Abonner på:
Opslag (Atom)
