Den sidste dag skal rytterne cykle ca. 95km, nærmest en restitutions tur for vores toptrænede ryttere. Alle glæder sig til at komme til Paris - ryttere og serviceteam i flæng.
For madholdet bliver det en overkommelig dag - vi skal kun tilberede frokost til rytterne. Frokosten er planlagt til at ligge umiddelbart før rytterne skal cykle de sidste 30km til Paris, langs en kanal. Langs kanalen er rytterne ´overladt´ til sig selv. Holdets, også ´livsvigtige´, mekaniker biler(2 styk) har forsynet rytterne med ekstra slanger - dvs. hvis der opstår punkteringer - eller defekter i øvrigt - må rytterne selv klare det. På hele turen fra København har mekaniker bilerne - stort set - ligget på hjul af feltet, og ydet en formidable service til rytterne - det sidste stykke er rytterne altså overladt til sig selv.
Madholdet fandt stedet for frokosten uden problemer. Igen havde vores uundværlige rutelæggere, fundet et flot punkt på ruten - langs en kanal, med sluse, skovområde, cykelbro over kanalen, sidst, og absolut ikke mindst, en græsplæne - hvor rytterne kan lægge det efterhånden slidte korpus - og det bløde græs afløser den hårde sadel. Den sidste dag på turen, er målet at være på Concordepladsen kl. 15. Længden på frokosten afpasses, så målet kan nås i roligt tempo, med tid til eventuelle punkteringer.
Efter en halv times tid, tog rytterne afsted på den sidste del af turen. Madholdet gik igang med vores sidste afrydning - set i bakspejlet er ugen fløjet afsted. Er det virkelig den sidste pause.. For sidste gang har vi pakket mad sammen, pakket borde, pavillon og parasoller i bagage bilen - nu går turen til Paris - også for madholdet.
Det er aftalt vi skal køre til Boulogne skoven - et sted i Paris hvor samtlige ryttere og serviceteams fra alle otte Rynkeby Teams skal mødes - efter der er blevet taget gruppebillede af holdene på Concordepladsen, og rytterne har cyklet op ad Champs Elyssés.
Afsted mod Bois De Boulogne det gik. Vi havde fået udleveret koordinaterne, tastet dem ind i GPSén, alt var på plads og klar til afgang. Vi kørte, og kørte , og kørte først langt forbi målet - siden rundt og rundt i Paris. Koordinaterne viste sig igen at være alt for upræcise. Da vi var på vej ad en lille gade i Paris midtby, og var på nippet til at opgive at finde Boulogne skoven, så vi tilfældigvis rytterne cykle på tværs, for enden af den gade vi kørte på. Hurtigt fulgte vi rytterne og fandt endelig det rette sted i skoven. Stedet i ´skoven´ viste sig at være en stor græsplæne - uden tegn på Rynkeby aktivitet af nogen art - dvs. ingen portal eller telte opstillet så vi havde haft en chance for at finde det rigtige sted. Pyt - det lykkedes til sidst.
Alle deltagere på samtlige hold mødtes på græsplænen, hvor der var en enkelt officiel tale af Didriksen fra Rynkeby. Deltagere og pårørende fik serveret sandwich og drikkelse ad libitum. Vejret var perfekt - sol og 25 grader - kendetegnende for årets tur der fik en god afslutning, på en uge med uforglemmelige oplevelser. Jeg har mod på endnu en tur - næste gang med en makker i bagagebilen.
fredag den 23. juli 2010
torsdag den 22. juli 2010
Dagen før dagen.. til Paris
Som service team har det været nogle meget hektiske dage. Rytterne skal stort set have noget at spise konstant - ca. 2 - 3 timer mellem pauserne dagen igennem. Det betyder vi som madhold arbejder under et konstant tidspres, for at nå frem til kaffe og frokost stederne. De første 4 dage havde vi kæmpe problemer med at finde stederne hvor pauserne skulle afvikles. Vi kørte udelukkende efter koordinater. Desværre alt for upræcist. Nu har vi fået lagt nogle ruter at køre efter - det virker. De sidste dage har det kørt på skinner.
Dagen forløber nogenlunde således: Efter morgenmaden kl 06.00 til 07.00 bliver bagagebilen pakket. Madbilen bliver pakket med kogt vand - nogle gange kan vi få hotellet til at koge vand til kaffepausen om formiddagen. I går fik vi hotellet til at koge pasta også - super godt. Alternativt har vi en generator med, der kan producere strøm til de tre el-kedler vi har med hjemmefra. Noget besværligt - men det fungerer. Når vand og fødevarer er på plads i madbilen, skal vi have vores livsvigtige GPS med. Der er aftenen før lagt ruter ind på GPSén, hvor de forskellige pause-punkter er plottet ind. Vi har kun én GPS med ruter indlagt - dvs. madbilen og bagagebilen skal følges ad. Bagagebilen kører med borde, fane og parasoller, der skal ud af bilen og stilles op til hver pause. Derudover skal bagagebilen(jeg) hjælpe til med tilberedning, anretning, afrydning, m.m.
Når rytterne er kørt efter at have fået fyldt depoterne op, skal madhold og jeg, rydde af og i fuld galop mod næste pause sted. Sådan har dagene forløbet - serviceteamet er bare mega trætte når dagen er omme. Tre til fire gange om dagen holder rytterne pause. 2-3 kaffepauser og en frokost. Efter den sidste kaffe pause, kører vi til hotellet og læsser rytternes bagage af. Efter sen aftensmad,(vi spiser typisk ved 20.30 tiden hver aften) skal der nogle gange tankes dieselolie på bilerne - før det er sengetid - de fleste gange ved 23.30 tiden.
Rytterne har haft nogle fantastiske dage med super vejr. Tørvejr. overskyet, en lille smule regn en enkelt dag - frem for alt næsten uden vind af betydning. Punkteringer har der været meget lidt af - ingen styrt - jo det har været en rigtig god tur så langt.
I morgen skal vi til Paris og Concordepladsen - det bliver stort.
GÆSTE BLOGGER AKA min datter Rikke - touren set fra under hjelmen
Ja, serviceteamet er en vigtig vigtig del af touren - der er desperation som kun ses tilsvarende under alvorlige hungerkatastrofer, når vi ikke kan finde vores pause-punkt. Uroen breder sig ned gennem feltet som en en flodbølge - og vores ellers højt elskede styrmænd får kærligheden at føle.. Heldigvis har der ikke været de store problemer de fleste af dagene.. alle mand skulle blot lige spores ind på rette vej, og nu kører det bare!
Dagen idag har været den ondeste ledeste etape af dem alle! Trods kun 180 km, har vi kørt op og op og op (og selvfølgelig også ned, men det gør ikke ligeså godt, som det gør ondt at køre op desværre...)! De første 50 km vippede man frem og tilbage over mælkesyregrænsen med bakker der synes ledere end Le Mur de Huy, fordi de kom totalt bag på os, de blev ved og ved og så var det nok af dem! Feltet knækkede et par gange - og opsamlingspauser måtte der til.. Vejret har været overskyet fra morgenstunden og solen begyndte først at titte frem ved 13-tiden,helt perfekt, men ingen har bemærket det. Hele dagen har været én lang kamp for overlevelse - og vi er stadig 39 ryttere, vi er ved godt mod og lur mig om benene ikke får et skud ekstra energi imorgen når vi kan skimte eiffeltårnet i det fjerne! Morgendagens prolog byder på 94 km, heraf 30 km langs Seinen, som fører os lige ind til Place de La Concorde, hvorfra vi skal drive de ULTRA tålmodige (bemærk sætningen indeholder ironi) franskmænd til vanvid, når samtlige 311 ryttere skal rulle op og ned af Champs Elyssees! Det bliver vildt, vanvittigt og wunderbart!
God vind!//Rikke
Dagen forløber nogenlunde således: Efter morgenmaden kl 06.00 til 07.00 bliver bagagebilen pakket. Madbilen bliver pakket med kogt vand - nogle gange kan vi få hotellet til at koge vand til kaffepausen om formiddagen. I går fik vi hotellet til at koge pasta også - super godt. Alternativt har vi en generator med, der kan producere strøm til de tre el-kedler vi har med hjemmefra. Noget besværligt - men det fungerer. Når vand og fødevarer er på plads i madbilen, skal vi have vores livsvigtige GPS med. Der er aftenen før lagt ruter ind på GPSén, hvor de forskellige pause-punkter er plottet ind. Vi har kun én GPS med ruter indlagt - dvs. madbilen og bagagebilen skal følges ad. Bagagebilen kører med borde, fane og parasoller, der skal ud af bilen og stilles op til hver pause. Derudover skal bagagebilen(jeg) hjælpe til med tilberedning, anretning, afrydning, m.m.
Når rytterne er kørt efter at have fået fyldt depoterne op, skal madhold og jeg, rydde af og i fuld galop mod næste pause sted. Sådan har dagene forløbet - serviceteamet er bare mega trætte når dagen er omme. Tre til fire gange om dagen holder rytterne pause. 2-3 kaffepauser og en frokost. Efter den sidste kaffe pause, kører vi til hotellet og læsser rytternes bagage af. Efter sen aftensmad,(vi spiser typisk ved 20.30 tiden hver aften) skal der nogle gange tankes dieselolie på bilerne - før det er sengetid - de fleste gange ved 23.30 tiden.
Rytterne har haft nogle fantastiske dage med super vejr. Tørvejr. overskyet, en lille smule regn en enkelt dag - frem for alt næsten uden vind af betydning. Punkteringer har der været meget lidt af - ingen styrt - jo det har været en rigtig god tur så langt.
I morgen skal vi til Paris og Concordepladsen - det bliver stort.
GÆSTE BLOGGER AKA min datter Rikke - touren set fra under hjelmen
Ja, serviceteamet er en vigtig vigtig del af touren - der er desperation som kun ses tilsvarende under alvorlige hungerkatastrofer, når vi ikke kan finde vores pause-punkt. Uroen breder sig ned gennem feltet som en en flodbølge - og vores ellers højt elskede styrmænd får kærligheden at føle.. Heldigvis har der ikke været de store problemer de fleste af dagene.. alle mand skulle blot lige spores ind på rette vej, og nu kører det bare!
Dagen idag har været den ondeste ledeste etape af dem alle! Trods kun 180 km, har vi kørt op og op og op (og selvfølgelig også ned, men det gør ikke ligeså godt, som det gør ondt at køre op desværre...)! De første 50 km vippede man frem og tilbage over mælkesyregrænsen med bakker der synes ledere end Le Mur de Huy, fordi de kom totalt bag på os, de blev ved og ved og så var det nok af dem! Feltet knækkede et par gange - og opsamlingspauser måtte der til.. Vejret har været overskyet fra morgenstunden og solen begyndte først at titte frem ved 13-tiden,helt perfekt, men ingen har bemærket det. Hele dagen har været én lang kamp for overlevelse - og vi er stadig 39 ryttere, vi er ved godt mod og lur mig om benene ikke får et skud ekstra energi imorgen når vi kan skimte eiffeltårnet i det fjerne! Morgendagens prolog byder på 94 km, heraf 30 km langs Seinen, som fører os lige ind til Place de La Concorde, hvorfra vi skal drive de ULTRA tålmodige (bemærk sætningen indeholder ironi) franskmænd til vanvid, når samtlige 311 ryttere skal rulle op og ned af Champs Elyssees! Det bliver vildt, vanvittigt og wunderbart!
God vind!//Rikke
lørdag den 17. juli 2010
Dag 1 og 2
Det var med en vis kriller i maven, vi drog af sted mod Rådhuspladsen, for anden gang i Rynkeby-regi. Vejret var perfekt, humøret var højt hos samtlige fremmødte på Rådhuspladsen. Både ryttere, servicefolk og pårørende var spændte på hvad der venter af oplevelser og udfordringer de nærmeste dage. Rigtig mange følger interesseret med fra sidelinjen. Hele programmet på pladsen forløb som det skulle, og vi kom afsted som planlagt. Næste stop for rytterne - Rigshospitalet.
For service teamet var næste stop frokosten på Mosede Strandvej. Madvognen og jeg , havde fået udstukket et koordinat sæt, vi skulle køre efter. Som sagt så gjort, vi kom til madstedet 20 minutter efter rytterne.. Meget upopulært - rytterne var sultne, det var som om de havde været uden mad og drikke i dagevis. Hårdt job for service folkene, at stille dem tilfreds.
Næste stop var kaffepausen. Det var aftalt vi skulle holde ca. 10 km. før Vordingborg. Det sted fandt vi - og pausen var velkommen. Frisk vand i dunkene, en banan og et æble og afsted mod Slotstorvet i Vordingborg hvor der blev holdt taler mm. til ære for det gode projekt. Derefter til indkvartering på kasernen, og 1830 klar til en gåtur til Vordingborg - igen - hvor Max bank var vært for aftensmaden, koncert på bytorvet mm. Fin afslutning på dagen - de fleste af os var på hotellet igen kl. 22 - godnat Ole.
Lørdag mødte vi op i Max bank kl. 8.00 til morgenmad. Derefter gik rytterne rundt i byen og samlede penge ind i raslebøsser. Efter indsamlingen skulle rytterne afsted fra byen, senest 10.15. De havde 60 km forude, inden de kunne køre ombord på færgen - der sejler efter køreplanen - med eller uden ryttere. Alt imens var mad og bagagevognen i fuld fart mod Rødbyhavn. Vi havde lige 50 store madpakker der skulle smøres og pakkes ind. Hele banden skulle spise på færgen. Ellen og Anne-Lise fra madbilen, Hr. og Fru Pelle, og mig sagde hunden - fandt et lille listigt sted udenfor Rødbyhavn, hvor vi kunne smøre madpakkerne. Alt lykkedes efter planen, og madpakkerne blev fortæret med største iver på færgen.
Efter færgen skulle vi følge rytterne ved at køre bagefter dem til Fehmern broen, og derefter tage motorvejen til kaffestedet. Vi var blevet udstyret med en nyindkøbt gps, hvor rytternes rute var lagt over på. Vi fulgte den indtil de drejede af hvor kun cykler og gående måtte færdes. Vi gjorde kort proces og kørte mod Lübeck ad motorvejen hurtigst muligt - og fulgte landkortet vi også havde fået udleveret - hvis nu gpsén svigtede..
Vi fandt kaffestedet og rytterne fik hvad de havde brug for. Pakke ned igen og afsted mod hotellet. Vi ankom kl. 19.29 fik læsset bagagen af, spiste aftensmad kl. 21.00 til 22.30 - inklusive debriefing om dagens godt og skidt - alle kunne ytre sig. Info om turen i morgen søndag, hvor vi skal nord om Hamburg, sejle over Elben og videre mod syd.
Nogle gode dage med få punkteringer - og masser af udfordringer for serviceteamet. Da jeg læssede bagagen af ved hotellet kom nogle få dråber vand fra oven. Vejrudsigten de næste dage lover varme og tørvejr.
For service teamet var næste stop frokosten på Mosede Strandvej. Madvognen og jeg , havde fået udstukket et koordinat sæt, vi skulle køre efter. Som sagt så gjort, vi kom til madstedet 20 minutter efter rytterne.. Meget upopulært - rytterne var sultne, det var som om de havde været uden mad og drikke i dagevis. Hårdt job for service folkene, at stille dem tilfreds.
Næste stop var kaffepausen. Det var aftalt vi skulle holde ca. 10 km. før Vordingborg. Det sted fandt vi - og pausen var velkommen. Frisk vand i dunkene, en banan og et æble og afsted mod Slotstorvet i Vordingborg hvor der blev holdt taler mm. til ære for det gode projekt. Derefter til indkvartering på kasernen, og 1830 klar til en gåtur til Vordingborg - igen - hvor Max bank var vært for aftensmaden, koncert på bytorvet mm. Fin afslutning på dagen - de fleste af os var på hotellet igen kl. 22 - godnat Ole.
Lørdag mødte vi op i Max bank kl. 8.00 til morgenmad. Derefter gik rytterne rundt i byen og samlede penge ind i raslebøsser. Efter indsamlingen skulle rytterne afsted fra byen, senest 10.15. De havde 60 km forude, inden de kunne køre ombord på færgen - der sejler efter køreplanen - med eller uden ryttere. Alt imens var mad og bagagevognen i fuld fart mod Rødbyhavn. Vi havde lige 50 store madpakker der skulle smøres og pakkes ind. Hele banden skulle spise på færgen. Ellen og Anne-Lise fra madbilen, Hr. og Fru Pelle, og mig sagde hunden - fandt et lille listigt sted udenfor Rødbyhavn, hvor vi kunne smøre madpakkerne. Alt lykkedes efter planen, og madpakkerne blev fortæret med største iver på færgen.
Efter færgen skulle vi følge rytterne ved at køre bagefter dem til Fehmern broen, og derefter tage motorvejen til kaffestedet. Vi var blevet udstyret med en nyindkøbt gps, hvor rytternes rute var lagt over på. Vi fulgte den indtil de drejede af hvor kun cykler og gående måtte færdes. Vi gjorde kort proces og kørte mod Lübeck ad motorvejen hurtigst muligt - og fulgte landkortet vi også havde fået udleveret - hvis nu gpsén svigtede..
Vi fandt kaffestedet og rytterne fik hvad de havde brug for. Pakke ned igen og afsted mod hotellet. Vi ankom kl. 19.29 fik læsset bagagen af, spiste aftensmad kl. 21.00 til 22.30 - inklusive debriefing om dagens godt og skidt - alle kunne ytre sig. Info om turen i morgen søndag, hvor vi skal nord om Hamburg, sejle over Elben og videre mod syd.
Nogle gode dage med få punkteringer - og masser af udfordringer for serviceteamet. Da jeg læssede bagagen af ved hotellet kom nogle få dråber vand fra oven. Vejrudsigten de næste dage lover varme og tørvejr.
torsdag den 15. juli 2010
Forberedelse til ´touren´
Måneders træning og planlægning er gået forud for denne dag, hvor starten på årets Rynkeby Tour nærmer sig med hastige skridt. Da sidste års tur sluttede - en fantastisk tur fyldt med strabadser og oplevelser - bestemte jeg mig for at prøve noget nyt næste år. Da min datter Rikke besluttede sig for at cykle med i år, og min allestedsnærværende hustru fulgte trop, var jeg standhaftig. I efteråret var der flere møder i Rynkeby regi hvor jeg mødte de ´gamle´fra sidste år - der opfordrede mig til at deltage i år. I starten var jeg stædig - til sidst fremførte jeg mine betingelser for at deltage i år:
Jeg vil køre bagagebilen,
have min cykel med for at cykle nogle ture undervejs,
og sådan blev det aftalt, og jeg meldte mig under fanen - igen igen.
I mellemtiden er der sket følgende: Jeg er alene i bagagebilen(min makker måtte desværre melde afbud, grundet sygdom), bilen jeg skal køre i er LILLE - dvs. ingen plads til min cykel, OG jeg skal hver dag hjælpe madholdet med at tilberede og servere frokosten til rytterne undervejs. Så der er sket et skred i aftalen, må jeg nok sige. Udover disse småjobs, er min gerning på holdet at køre rytternes bagage til hotellet, checke ind, skaffe nøgler til værelserne, uddele nøgler så de rigtige kommer til at sove sammen.., undersøge muligheder for tøjvask, cykelparkering, + det løse. Næste morgen skal jeg indsamle nøgler, checke ud og afregne med hotellet, + det løse. Derefter afsted mod næste frokost stop osv.
I aften, dagen før afgang, skal vi pakke service bilerne. Service teamet mødes i Smørum til dette job. Alle sponserede naturalier skal dukke op der, så vi kan pakke i respektive biler. 2 mekaniker biler, 1 madbil, 1 stik -i-rend-bil(der kører folk på skadestuen hvis det værst tænkelige skulle ske), og 1 bagagebil. Forud for dagen før dagen, har 2 fra serviceteamet været i gang med at rigge ekstra strømforsyning til mekaniker bilerne, så vi kan have et køleskab og en fryser med. Frokostmad til 50 personer i 7 dage fylder en del, og maden må gerne være kold.
Forud for alt dette har alle fra holdet, været ude hos erhvervslivet for at skaffe sponsorer til turen. Hovedformålet med turen er at donere en masse penge til kræftramte børn - via BØRNECANCERFONDEN. Alt i alt er det et KÆMPE LOGISTIK arbejde at få alt til at gå i hak. Rytterne har faktisk det nemmeste job - de skal bare træde i pedalerne.. Serviceteamet derimod skal have fuldstændig styr på at holde rytterne i live under turen - ET KÆMPE ARBEJDE. Den store forskel på at cykle og være servicemedhjælper, går først op for mig nu hvor jeg selv er med på service holdet.
Rytterne skal bare træde på pedalerne -hvor svært kan det være..
Jeg vil gå i gang med at pakke -
Jeg vil køre bagagebilen,
have min cykel med for at cykle nogle ture undervejs,
og sådan blev det aftalt, og jeg meldte mig under fanen - igen igen.
I mellemtiden er der sket følgende: Jeg er alene i bagagebilen(min makker måtte desværre melde afbud, grundet sygdom), bilen jeg skal køre i er LILLE - dvs. ingen plads til min cykel, OG jeg skal hver dag hjælpe madholdet med at tilberede og servere frokosten til rytterne undervejs. Så der er sket et skred i aftalen, må jeg nok sige. Udover disse småjobs, er min gerning på holdet at køre rytternes bagage til hotellet, checke ind, skaffe nøgler til værelserne, uddele nøgler så de rigtige kommer til at sove sammen.., undersøge muligheder for tøjvask, cykelparkering, + det løse. Næste morgen skal jeg indsamle nøgler, checke ud og afregne med hotellet, + det løse. Derefter afsted mod næste frokost stop osv.
I aften, dagen før afgang, skal vi pakke service bilerne. Service teamet mødes i Smørum til dette job. Alle sponserede naturalier skal dukke op der, så vi kan pakke i respektive biler. 2 mekaniker biler, 1 madbil, 1 stik -i-rend-bil(der kører folk på skadestuen hvis det værst tænkelige skulle ske), og 1 bagagebil. Forud for dagen før dagen, har 2 fra serviceteamet været i gang med at rigge ekstra strømforsyning til mekaniker bilerne, så vi kan have et køleskab og en fryser med. Frokostmad til 50 personer i 7 dage fylder en del, og maden må gerne være kold.
Forud for alt dette har alle fra holdet, været ude hos erhvervslivet for at skaffe sponsorer til turen. Hovedformålet med turen er at donere en masse penge til kræftramte børn - via BØRNECANCERFONDEN. Alt i alt er det et KÆMPE LOGISTIK arbejde at få alt til at gå i hak. Rytterne har faktisk det nemmeste job - de skal bare træde i pedalerne.. Serviceteamet derimod skal have fuldstændig styr på at holde rytterne i live under turen - ET KÆMPE ARBEJDE. Den store forskel på at cykle og være servicemedhjælper, går først op for mig nu hvor jeg selv er med på service holdet.
Rytterne skal bare træde på pedalerne -hvor svært kan det være..
Jeg vil gå i gang med at pakke -
lørdag den 10. april 2010
Sidste cykeltur på Mallorca - denne gang
De foregående dage havde vi stort set kun kørt nordpå. Jeg ville prøve at udforske øen i det sydlige område, og kørte en tur alene. Udstyret med kort begav jeg mig sydover.
Langs Mallorca´s sydlige kyster ligger kæmpevillaer og havnebyen med lystyachter så store så jeg sjældent har set noget lignende. Jeg fik fortalt at enkelte af yachterne er bemandet året rundt - besætningen går bare og venter på ejeren får lyst til at sejle en tur..
Det var sjovt at finde vej på egen hånd via kort. Det er noget besværligt i forhold til GPS - jeg fandt dog hjem igen inden mørkets frembrud, og fik kørt 53km i flot solskinsvejr.
I morgen søndag er det hjemad mod Danmark. Jeg har haft en god oplevelse på cyklen med rytterne fra Slagelse Cykelring Motion.
Langs Mallorca´s sydlige kyster ligger kæmpevillaer og havnebyen med lystyachter så store så jeg sjældent har set noget lignende. Jeg fik fortalt at enkelte af yachterne er bemandet året rundt - besætningen går bare og venter på ejeren får lyst til at sejle en tur..
Det var sjovt at finde vej på egen hånd via kort. Det er noget besværligt i forhold til GPS - jeg fandt dog hjem igen inden mørkets frembrud, og fik kørt 53km i flot solskinsvejr.
I morgen søndag er det hjemad mod Danmark. Jeg har haft en god oplevelse på cyklen med rytterne fra Slagelse Cykelring Motion.
fredag den 9. april 2010
Bjerget Port Major
165km og 2200 højdemeter. Vi kom rigtig op i bjergene hvor der var en formidabel udsigt. 7,2 km opkørsel med 5,2% stigning i snit - Rynkeby come on. Lis kørte så langt fra kanten som muligt - hun blev nervøs af at kigge ned. Ingen grund til panik, flere steder var der rækværk på hele 30 cm i højden.. Når der er stigninger er der nedkørsler. Med 70km/t tager man chancer - håber på der er fri bane omkring næste hjørne. Dumt, men det kilder dejligt i maven. På vej op ad Port Major blev vi stoppet af politiet grundet cykelløb, så vi kom kun halvt op - 7,2km - resten(7km) må vi tage næste år!!
Fælles spisning i byen om aftenen. Der var overskud i tour regnskabet, så middagen var gratis. Flere fortsatte ud til storskærmene for at se fodbold. Slut på endnu en god dag.
Fælles spisning i byen om aftenen. Der var overskud i tour regnskabet, så middagen var gratis. Flere fortsatte ud til storskærmene for at se fodbold. Slut på endnu en god dag.
torsdag den 8. april 2010
På besøg hos Præsten
Vejret lægger ud med overskyet - hvilket betyder løse ærmer fra morgenstunden. I løbet af dagen kom solen frem og vi have en god tur med mange højdemeter. Vi var i Sct. Elm, på Militærbakken og hos `Præsten`(en kirke og en cafe´på toppen af et bjerg) + et par gode stigninger mere. Var hjemme igen ved 15-tiden og sluttede turen af med øl og kaffe. Turen blev på 107km og en masse gode stigninger - dejligt.
Lis og jeg var på tur i byen og kigge butikkerne an. Byen er opdelt i en engelsk og nordisk del. Rigtig mange englændere var i byen i disse dage grundet påsken. Der var vildt gang i den på værtshusene, der viste fodbold på storskærme.
Butikkerne er dårligt indrettede, og udvalget begrænset - ikke noget for min smag. Godt det samme at vi var kommet til øen for at cykle.
Lis og jeg var på tur i byen og kigge butikkerne an. Byen er opdelt i en engelsk og nordisk del. Rigtig mange englændere var i byen i disse dage grundet påsken. Der var vildt gang i den på værtshusene, der viste fodbold på storskærme.
Butikkerne er dårligt indrettede, og udvalget begrænset - ikke noget for min smag. Godt det samme at vi var kommet til øen for at cykle.
onsdag den 7. april 2010
På tur til Cala Pi
Overskyet og temperatur til en overtræksjakke her fra morgenkvisten kl. 9.00. Lis og jeg kører på forskellige hold. Planen er at holdene mødes i Cala Pi, spiser frokost sammen, og følges hjem. Vi mødtes fint i Cala Pi og fulgtes hjemad til Palma. Der blev holdet delt i to: et hold kørte direkte hjem - det hold Lis og jeg valgte, kørte over Militærbakken - en strækning på 6km med en stigning på 7-10% - det får sveden frem. Derefter en god stejl nedkørsel hvor der er fart over feltet. Turen endte på 135km - en rigtig god tur. Vejret holdt tørt og solen kiggede frem fra middagstid. Da vi kom til Magaluf(området hvor hotellet lå) mødtes vi med det andet hold på vores stamværtshus - inden vi senere mødtes til spisning og hygge om aftenen. Om aftenen foregik planlægning af næste dags tur, så det var der vi kunne ytre vores ønsker om stigninger og distancer. Rytterne fra cykelklubben er meget rutinerede, og kunne køre os stort set hvor hen vi ville - de havde formen og kræfterne til det. Skønt!
tirsdag den 6. april 2010
På med ´vanten´
Da jeg stiger ud af sengen mærker jeg gårsdagens strabadser - øm i bentøjet. Bare afsted og igang, stille og roligt vender ´normale´tilstande i kroppen tilbage. Vejret er blæsende - usædvanligt koldt for årstiden - selv Gartneren går med tophue, jakke og store vanter. Vores planlagte tur aflyses - til fordel for en kortere med flere højdemeter. Vi var oppe over tre bjergtoppe med pæne og lange stigninger. Efter opkørslen er der kun en vej tilbage - nedad. Jeg er blevet betydeligt bedre til nedkørsler - jeg giver cyklen skylden.
Undervejs var vi på Café og spise frokost. På Caféen sad jeg og talte med en af de andre ryttere om hvor han kom fra og vise versa. Han (Jan fra Magleby) spurgte om hvor Lis kom fra og udbryder pludselig " Hvad ´faen´, så har jeg gået i klasse med Lis" og på den måde er verden så lille..
Vi fik kørt 65km med mange højdemeter.
Undervejs var vi på Café og spise frokost. På Caféen sad jeg og talte med en af de andre ryttere om hvor han kom fra og vise versa. Han (Jan fra Magleby) spurgte om hvor Lis kom fra og udbryder pludselig " Hvad ´faen´, så har jeg gået i klasse med Lis" og på den måde er verden så lille..
Vi fik kørt 65km med mange højdemeter.
mandag den 5. april 2010
Første cykeltur på Mallorca
Ved vækkeurets sagte kalden - høres kun en svag rallen.. Klokken var 7.00 - klar til en ny dag på Mallorca. Morgenmaden kunne indtages fra kl. 07.30. Cykelklubben havde reserveret bord i restauranten, og der var livlig aktivitet da Lis og jeg ankom. Aftenen før havde vi valgt cykelrute. Der var tre ture at vælge mellem: 50km, 125km og 189km. Vi valgte 125km og var meget spændte på at komme rundt i landskabet. 125km i dette terræn, er langt fra det samme som landskabet på Vestsjælland - selv Tystrup Bavelse området må melde pas med hensyn til stigninger.
Klar til afgang kl. 09.00. Vores cykler er Cube med tre klinger foran - ialt 27 gear. En helt anden oplevelse at køre på. Lettere og mere stiv i rammen - den ´fulgte bare med´når der blev trådt i pedalerne. Og det blev der. Vores GPS drillede, så vi endte med at køre 143km. Op over to bjergtoppe med en fantastisk udsigt over Øen. Rigtig flot tur - Olivenlunde, Citrontræer, Appelsintræer flot natur. Kornet stod 40 cm. højt - bønderne her er noget foran på det punkt - godt hjulpet på vej af varmen. Turen hjem fra bjergene gik gennem Palma, i fladt terræn langs vandet. Masser af mennesker i byen - nogle i bar mave - så temperaturen var ok. Jeg kørte i kort t-shirt og bukser - SÅ er det varmt.
Tilbage på hotellet kl. 18.15 efter besøg på cykelklubbens lokale stamværtshus. Aftensmaden var buffet. Alle rytterne aftalte at møde til fælles spisning kl. 19.00 - hvor hver især havde sjove historier fra dagens strabadser - så det blev sent på aftenen før vi kom til ro. I morgen venter en tur på ´planlagt´100km.
Klar til afgang kl. 09.00. Vores cykler er Cube med tre klinger foran - ialt 27 gear. En helt anden oplevelse at køre på. Lettere og mere stiv i rammen - den ´fulgte bare med´når der blev trådt i pedalerne. Og det blev der. Vores GPS drillede, så vi endte med at køre 143km. Op over to bjergtoppe med en fantastisk udsigt over Øen. Rigtig flot tur - Olivenlunde, Citrontræer, Appelsintræer flot natur. Kornet stod 40 cm. højt - bønderne her er noget foran på det punkt - godt hjulpet på vej af varmen. Turen hjem fra bjergene gik gennem Palma, i fladt terræn langs vandet. Masser af mennesker i byen - nogle i bar mave - så temperaturen var ok. Jeg kørte i kort t-shirt og bukser - SÅ er det varmt.
Tilbage på hotellet kl. 18.15 efter besøg på cykelklubbens lokale stamværtshus. Aftensmaden var buffet. Alle rytterne aftalte at møde til fælles spisning kl. 19.00 - hvor hver især havde sjove historier fra dagens strabadser - så det blev sent på aftenen før vi kom til ro. I morgen venter en tur på ´planlagt´100km.
søndag den 4. april 2010
Afsted mod varmen
Turen har vaeret laenge undervejs, allerede i efteraaret bestilte vi rejsen. Nu er dagen kommet hvor vi er staaet tidligt op - kl. 3 - for at naa et fly kl. 6.25 - naermest midt om natten. Afsted mod lufthavnen hvor der er propfyldt med passagerer - jeg troede jeg kunne gaa lige til skranken og checke ind - hvor naiv kan jeg vaere. Vi var kommet afsted 15 min. foer oprindelig planlagt, heldigvis for det. Vi boardede lige akkurat i tide - nu har jeg ogsaa proevet det.
Flyveturen gik som en droem med Norwegian Air - flot tur ind i bugten til lufthavnen i Palma. Vel ankommet og ombord i en taxi til hotellet. Byen er virkelig en turistby - hotellerne er lige akkurat vedligeholdt saa turisterne kommer her igen og igen - butikkerne er beskedent indrettet med de absolut mest noedvendige varer paa hylderne. Der maa vaere en flot natur der traekker!
Regnvejr og 14 grader - hvilket betoed ingen cykeltur i dag. Lis og jeg gik en tur i byen i stedet for. I morgen satser vi paa bedre vejr.
Flyveturen gik som en droem med Norwegian Air - flot tur ind i bugten til lufthavnen i Palma. Vel ankommet og ombord i en taxi til hotellet. Byen er virkelig en turistby - hotellerne er lige akkurat vedligeholdt saa turisterne kommer her igen og igen - butikkerne er beskedent indrettet med de absolut mest noedvendige varer paa hylderne. Der maa vaere en flot natur der traekker!
Regnvejr og 14 grader - hvilket betoed ingen cykeltur i dag. Lis og jeg gik en tur i byen i stedet for. I morgen satser vi paa bedre vejr.
onsdag den 10. marts 2010
På vej mod nord
Tidligt op i Valby og sammen med Rikke gik jeg til Stationen. På turen talte vi om vores tur i USA, hvor vi var på farten hver dag, præcis som nu denne tidlige morgen kl. 05.30. Målet for rejsen i dag var Säfsen i Sverige. Første med s-tog til hovedbanegården. Derefter videre med tog, først til Mjölby med skift videre til Ludvika, hvor jeg efter planen ville blive afhentet af Lis. Dejligt at køre i tog, ren afslapning med tid til at læse og kigge på naturen.
Efter seks timer var jeg samlet op af Lis og på vej mod hytten. Der er rigtig mange træer i Sverige - et helt anderledes landskab end både Danmark og USA. Sne og kulde er det jeg mindst foretrækker, det er dog en nødvendighed for at løbe på ski. Vel ankommet til hytten fik vi en god solid frokost, for derefter at gå til nærmeste ski udlejning og finde udstyr til mig - langrend. Jeg var noget nervøs for min første debut i flere år på ski. Den første tur var på syv kilometer i et perfekt terræn for mig - rimeligt fladt. God tur.
Efter seks timer var jeg samlet op af Lis og på vej mod hytten. Der er rigtig mange træer i Sverige - et helt anderledes landskab end både Danmark og USA. Sne og kulde er det jeg mindst foretrækker, det er dog en nødvendighed for at løbe på ski. Vel ankommet til hytten fik vi en god solid frokost, for derefter at gå til nærmeste ski udlejning og finde udstyr til mig - langrend. Jeg var noget nervøs for min første debut i flere år på ski. Den første tur var på syv kilometer i et perfekt terræn for mig - rimeligt fladt. God tur.
fredag den 15. januar 2010
Nu havde vi indstillet os mentalt på at rejse hjem, så vi måtte trække ekstra ressourcer frem, til de sidste dage i NY. Vi havde været på gaden, HVER DAG, i lang tid, og jeg syntes at trænge til en fridag. Søndagen før vi skulle have været hjem, blev dømt INDEDAG på grund af kulden. Det blev dog kun til eftermiddagen, i selskab med sudoku. Rikke var på farten, som altid.
Mandag og tirsdag gik med besøg, blandt andet i Empire State - 2.sal. Det var ekstremt dyrt at komme op i Sky Tower - ingen interesse for os. Vi så bygningen og en masse turister. Amerikanerne er gode til at skabe pengemaskiner - også kaldet turist attraktioner. Vi var på besøg i det lokale bibliotek. Et kæmpe kæmpe stort bibliotek med masser af bøger, computere, stole med tilhørende borde, hvor folk kunne sidde i fred og ro. Der var mange der benyttede sig af tilbudene med fri internet osv. Man skulle registreres for at låne en pc med gratis internet adgang, og der var ventetid. Resten af tiden inden afrejsen, brugte vi på at shoppe. Vi fik købt tøj, køkkenting, sko og meget andet, en del billigere end i DK, så vi fik fyldt kufferten godt op.
Afrejse dag onsdag 13. januar. Vi forlod værelset for sidste gang kl. 12, fik vores bagage opbevaret på hotellet - kostede selvfølgelig penge - intet er gratis på et verdens populæreste hoteller! Vi skulle først med shuttle bussen kl. 4.50 pm, og tiden blev brugt på frokost, og et check på British Airways hjemmeside, for at sikre at flyet afgik til tiden. Alt ok - fandt shuttle bussen og endelig på vej mod lufthavnen. Bussen, en 10 personers minibus, skulle lige rundt i byen til andre hoteller, for at få fyldt alle pladser. På et hotel ved Ground Zero ventede vi en halv time, på 4 italienere der først var i gang med at checke ud, da de skulle have stået på gaden - klar til at hoppe ind i bussen. På det tidspunkt var vi 5 personer i bussen, og vi kogte af raseri over de dumme italienere. Vi havde en tidsplan at overholde i lufthavnen, og trafikken var enorm heftig - der var biler og busser ALLE VEGNE, og da vi endelig kom ud og køre igen, sneglede vi os frem i små ryk. Chaufføren var meget træt af at passagerne altid brokkede sig, over enten det ene eller det andet. På et tidspunkt begyndte jeg at brokke mig til ham, hvor han hurtigt bad om at jeg lod ham være i fred. Trafikken i NY ved myldretid er enorm. KBH er vand ved siden af. Biler, busser, fodgængere - alle vegne - og det bliver bare ved. Bilisterne dytter konstant, så der er samtidig en frygtelig larm - alt i alt en tur jeg sent glemmer.
Endelig i lufthavnen. Bagage og security tog tyve minutter, super. Flyafgangen var forsinket en time, som blev indhentet undervejs, så vi nåede flyet i London i fin stil. Hjemme igen torsdag, til en varm modtagelse i lufthavnen - dejligt. Vi blev modtaget af en rigtig dansker, allerede da vi kom ud i Gaten - dejlig overraskelse. Rikkes kuffert manglede, den kom først dagen efter.
Jeg har haft en fantastisk tur, som jeg altid vil glæde mig over. At have så mange oplevelser, som jeg kan dele med min rejseguide, er enestående.
"At rejse er at leve" (Citat H.C. Andersen)
Mandag og tirsdag gik med besøg, blandt andet i Empire State - 2.sal. Det var ekstremt dyrt at komme op i Sky Tower - ingen interesse for os. Vi så bygningen og en masse turister. Amerikanerne er gode til at skabe pengemaskiner - også kaldet turist attraktioner. Vi var på besøg i det lokale bibliotek. Et kæmpe kæmpe stort bibliotek med masser af bøger, computere, stole med tilhørende borde, hvor folk kunne sidde i fred og ro. Der var mange der benyttede sig af tilbudene med fri internet osv. Man skulle registreres for at låne en pc med gratis internet adgang, og der var ventetid. Resten af tiden inden afrejsen, brugte vi på at shoppe. Vi fik købt tøj, køkkenting, sko og meget andet, en del billigere end i DK, så vi fik fyldt kufferten godt op.
Afrejse dag onsdag 13. januar. Vi forlod værelset for sidste gang kl. 12, fik vores bagage opbevaret på hotellet - kostede selvfølgelig penge - intet er gratis på et verdens populæreste hoteller! Vi skulle først med shuttle bussen kl. 4.50 pm, og tiden blev brugt på frokost, og et check på British Airways hjemmeside, for at sikre at flyet afgik til tiden. Alt ok - fandt shuttle bussen og endelig på vej mod lufthavnen. Bussen, en 10 personers minibus, skulle lige rundt i byen til andre hoteller, for at få fyldt alle pladser. På et hotel ved Ground Zero ventede vi en halv time, på 4 italienere der først var i gang med at checke ud, da de skulle have stået på gaden - klar til at hoppe ind i bussen. På det tidspunkt var vi 5 personer i bussen, og vi kogte af raseri over de dumme italienere. Vi havde en tidsplan at overholde i lufthavnen, og trafikken var enorm heftig - der var biler og busser ALLE VEGNE, og da vi endelig kom ud og køre igen, sneglede vi os frem i små ryk. Chaufføren var meget træt af at passagerne altid brokkede sig, over enten det ene eller det andet. På et tidspunkt begyndte jeg at brokke mig til ham, hvor han hurtigt bad om at jeg lod ham være i fred. Trafikken i NY ved myldretid er enorm. KBH er vand ved siden af. Biler, busser, fodgængere - alle vegne - og det bliver bare ved. Bilisterne dytter konstant, så der er samtidig en frygtelig larm - alt i alt en tur jeg sent glemmer.
Endelig i lufthavnen. Bagage og security tog tyve minutter, super. Flyafgangen var forsinket en time, som blev indhentet undervejs, så vi nåede flyet i London i fin stil. Hjemme igen torsdag, til en varm modtagelse i lufthavnen - dejligt. Vi blev modtaget af en rigtig dansker, allerede da vi kom ud i Gaten - dejlig overraskelse. Rikkes kuffert manglede, den kom først dagen efter.
Jeg har haft en fantastisk tur, som jeg altid vil glæde mig over. At have så mange oplevelser, som jeg kan dele med min rejseguide, er enestående.
"At rejse er at leve" (Citat H.C. Andersen)
lørdag den 9. januar 2010
Brooklyn Bridge
Vi tog Metroen til Brooklyn. Metrosystemet er kæmpestort, og kræver man sætter sig lidt ind i sagerne, for at hitte rundt i byen. Flere etager med forskellige linjer gør det mere/mindre kompliceret. Jeg talte 84 trin ned til vores tog, andre linjer kører længere nede. Jeg kom til at tænke på, da jeg stod 20 etager oppe i hotelværelset, og kunne mærke, høre, føle toget køre langt nede under mig. Forklaringen er at hele byen står på beton og stål pæle, derfor genlyd og vibrationer.
Vi steg af toget ved Brooklyn Bridge, og skulle kun gå 500 meter inden vi nåede broen. Vejret var koldt, nogenlunde klart vejr med blå himmel. Der blæste en frisk vind over broen, jo det var koldt. Mange mennesker havde alligevel fundet vej til broen, for at køre i bil, cykle eller som os, gå over den. Broen har fodgænger og cykelsti i midten - hævet ca. 4 meter over vejbanerne der konstant har biler kørende. God udsigt til ManHattan broen, Frihedsgudinden, og Lower ManHattan vi gik over til. Det var en flot oplevelse at gå over broen, vi kiggede ind mod de nu forsvundne tårne, og så et andet byggeri rejse sig mod himlen. Selv på denne lørdag, kørte den udvendige elevator på byggepladsen - flot udsigt. Efter vi var kommet i land, gik vi til venstre. Vi var på vej mod Ground Zero, der havde været en kæmpe byggeplads, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, siden tårnene blev jævnet med jorden. Selve byggepladsen var skærmet af, så der var meget lidt at se. Tog et par billeder igennem afspærringen.
Derefter en tur til Wall Street - finanscentrum - og lukket om lørdagen. Havde været godt med et besøg indenfor på børsen. Vi gik lidt rundt i området, der er markant anderledes en selve city. Gaderne her er smalle, og de fleste bygninger holder sig under 20 etager, altså små bygninger. Vi gik tilbage mod centrum, spiste frokost undervejs - også for at få varmen. I Macy´s skulle jeg hente en habit, og købe diverse tilbehør - skjorte, slips og bælte. På vejen tilbage mod hotellet, fik Rikke lige købt to par sko. Vi gik på Borders for at checke vores mail, og fik den kedelige meddelelse, at vores fly var aflyst. Øv- nu havde vi lige bestilt shuttle bus, til lufthavnen. Afsted til hotellet for at booke flere overnatninger - vi kunne heldigvis blive i samme værelse.
Vi steg af toget ved Brooklyn Bridge, og skulle kun gå 500 meter inden vi nåede broen. Vejret var koldt, nogenlunde klart vejr med blå himmel. Der blæste en frisk vind over broen, jo det var koldt. Mange mennesker havde alligevel fundet vej til broen, for at køre i bil, cykle eller som os, gå over den. Broen har fodgænger og cykelsti i midten - hævet ca. 4 meter over vejbanerne der konstant har biler kørende. God udsigt til ManHattan broen, Frihedsgudinden, og Lower ManHattan vi gik over til. Det var en flot oplevelse at gå over broen, vi kiggede ind mod de nu forsvundne tårne, og så et andet byggeri rejse sig mod himlen. Selv på denne lørdag, kørte den udvendige elevator på byggepladsen - flot udsigt. Efter vi var kommet i land, gik vi til venstre. Vi var på vej mod Ground Zero, der havde været en kæmpe byggeplads, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, siden tårnene blev jævnet med jorden. Selve byggepladsen var skærmet af, så der var meget lidt at se. Tog et par billeder igennem afspærringen.
Derefter en tur til Wall Street - finanscentrum - og lukket om lørdagen. Havde været godt med et besøg indenfor på børsen. Vi gik lidt rundt i området, der er markant anderledes en selve city. Gaderne her er smalle, og de fleste bygninger holder sig under 20 etager, altså små bygninger. Vi gik tilbage mod centrum, spiste frokost undervejs - også for at få varmen. I Macy´s skulle jeg hente en habit, og købe diverse tilbehør - skjorte, slips og bælte. På vejen tilbage mod hotellet, fik Rikke lige købt to par sko. Vi gik på Borders for at checke vores mail, og fik den kedelige meddelelse, at vores fly var aflyst. Øv- nu havde vi lige bestilt shuttle bus, til lufthavnen. Afsted til hotellet for at booke flere overnatninger - vi kunne heldigvis blive i samme værelse.
fredag den 8. januar 2010
New York City
På udkig efter tøj til mig. I Macys fandt jeg endelig noget der kunne bruges, til en fornuftig pris. Jeg havde gået en halv times tid, taget den ene habit frem efter den anden, til jeg fandt en brugbar model. Ekspedienterne havde travlt, der var prisnedsættelse. En kvindelig ekspedient henvendte sig venligt til mig, og spurgte om jeg ville prøve tøjet? God ide´syntes jeg, og vi gik mod ´Fitting Rooms´ Jeg fik anvist et rum, og fik prøvet tøjet. Bukserne var 20cm for lange, som standard derovre, og der blev tilkaldt en skrædder, så jeg kunne få habitten tilpasset efter mål. En mand, midt i tresserne, dukkede op. Han var af italiensk afstamning, og talte med tydelig accent. Det var meget begrænset hvad han sagde til mig, han talte mest med sig selv, og jeg måtte så bryde ind og korrigere ham, så vi nåede i mål. Jeg følte mig i trygge hænder, mens jeg stod på skamlen, og skrædderen gik rundt om mig, trak i ærmer, bukseben, målte og satte diverse kridtstreger på tøjet. Den kvindelige ekspedient kom med få kommentarer - de blev fuldstændig overhørt af skrædderen - det var skrædderen der styrede showet. "Så er du færdig" udbrød han, jeg kunne få tøjet dagen efter, altså om lørdagen. Jeg måtte betale $5 ekstra for at få det så hurtigt. Det var nødvendigt, jeg skulle hjem om mandagen så der var ingen vej udenom. Da jeg skulle betale, sendte ekspedienten mig i Macys Visitor Center, efter et rabatkort. Med det kunne jeg få $10 i rabat, flink dame. Alt i alt har jeg sparet mindst kr. 500 i forhold til danske priser.
På helt egen hånd var jeg rundt i byen om aftenen. Var ved skøjtebanen og juletræet i nærheden af Rockefeller Center. Der var masser af mennesker, lys, musik og glade dage. Jeg var på Times Square, Broadway og på Mariott Hotel for at finde den roterende bar. Der er SÅ meget at se og opleve, bare ved at gå en tur en almindelig aften. Sluttede af i Borders ved Madison Square Garden, købte en kop kaffe, gave til min rejseguide, og så til hotellet. Fandt dog lige ud af at på Borders, som er en kæmpe boghandel i to etager, er der cafe´ og gratis internet på 1. sal, det fik vi meget glæde af senere. Både cafeén og internettet.
Det var hundekoldt at færdes på gaden, så det var et glædeligt gensyn da jeg nåede hotellet.
På helt egen hånd var jeg rundt i byen om aftenen. Var ved skøjtebanen og juletræet i nærheden af Rockefeller Center. Der var masser af mennesker, lys, musik og glade dage. Jeg var på Times Square, Broadway og på Mariott Hotel for at finde den roterende bar. Der er SÅ meget at se og opleve, bare ved at gå en tur en almindelig aften. Sluttede af i Borders ved Madison Square Garden, købte en kop kaffe, gave til min rejseguide, og så til hotellet. Fandt dog lige ud af at på Borders, som er en kæmpe boghandel i to etager, er der cafe´ og gratis internet på 1. sal, det fik vi meget glæde af senere. Både cafeén og internettet.
Det var hundekoldt at færdes på gaden, så det var et glædeligt gensyn da jeg nåede hotellet.
torsdag den 7. januar 2010
Fri-rum i storbyen
I dag skal vi til Greenwich Village. I en storby som New York er der, heldigvis, områder i byen hvor de fortravlede indbyggere kan sætte tempoet ned, og slappe af. Et af områderne er Central Park, der ligger i den nordlige del af ManHattan. Da vi besøgte parken den anden dag, kunne vi se new yorkere med smil på læben, slentrende i hygge tempo, tid til at tale sammen - kort sagt afslappede. En fornøjelse at være til stede og opleve, de ´samme´ mennesker, der i hverdagen stresser afsted på byens fortove, kører i bilerne med hornet i bund, springer rundt på kørebanen for at praje en taxi - nu pludselig - , i et helt andet tempo.
Et andet område er Greenwich Village. For at komme dertil skal vi mod syd, mod Lower ManHattan. Vi bor på 7.th Ave og gik et stykke af vejen på den, hvorefter vi smuttede over på 6.th Ave. Gaderne i byen er delt op i Avenuer retning nord/syd, og streets med retning øst/vest. Langt de fleste gader er ensrettede, det gælder fra 14.th street og mod nord til street numre over hundrede. Fra 14.th street og mod syd, starter Greenwich Village, og det er tydeligt at se på bygningerne, og på gaderne. Nogle af gaderne er buede, på andre gader kører trafikken i to baner, hver sin vej.
De højeste bygninger er under 10 etager, de fleste er 5 til 8 etager. Blandt husene ser man de velkendte, fra filmene, Brownstone-lejligheder. Det er en form for rækkehuse, meget smalle - til gengæld i flere etager. Syv til 10 trin op fra fortovet til stuegulv niveau, trappen bygget med et flot dekorativt gelænder. Høj kælder som sidegevinst. Havde jeg mulighed for at bo i byen, skulle det være her.
Trafikken er markant mindre intens. De gule taxiér er der, dog i noget mindre antal. Mere plads på gader, og fortove. De folk der går på fortovene, har sat tempoet ned - passer mig fint. Jeg kan endda standse op, på vej over fodgængerfeltet, og tage billeder - fantastisk. Åbne pladser med legeredskaber til børnene, findes også her. Helt sikkert et sted at bo, næste gang jeg kommer til byen. Væk fra larmen i bymidten, og alligevel kun et kvarters gang væk - hvis der bliver for ´stille´ . Vi gik vest på til Hudson floden, og mod nord langs vandet. Herude var der bygget Piers ud i vandet, med bænke så folk kunne sidde og nyde udsigten over vandet og byen.
Besøget i bydelen inspirerer til en gentagelse, det er sikkert og vist.
Et andet område er Greenwich Village. For at komme dertil skal vi mod syd, mod Lower ManHattan. Vi bor på 7.th Ave og gik et stykke af vejen på den, hvorefter vi smuttede over på 6.th Ave. Gaderne i byen er delt op i Avenuer retning nord/syd, og streets med retning øst/vest. Langt de fleste gader er ensrettede, det gælder fra 14.th street og mod nord til street numre over hundrede. Fra 14.th street og mod syd, starter Greenwich Village, og det er tydeligt at se på bygningerne, og på gaderne. Nogle af gaderne er buede, på andre gader kører trafikken i to baner, hver sin vej.
De højeste bygninger er under 10 etager, de fleste er 5 til 8 etager. Blandt husene ser man de velkendte, fra filmene, Brownstone-lejligheder. Det er en form for rækkehuse, meget smalle - til gengæld i flere etager. Syv til 10 trin op fra fortovet til stuegulv niveau, trappen bygget med et flot dekorativt gelænder. Høj kælder som sidegevinst. Havde jeg mulighed for at bo i byen, skulle det være her.
Trafikken er markant mindre intens. De gule taxiér er der, dog i noget mindre antal. Mere plads på gader, og fortove. De folk der går på fortovene, har sat tempoet ned - passer mig fint. Jeg kan endda standse op, på vej over fodgængerfeltet, og tage billeder - fantastisk. Åbne pladser med legeredskaber til børnene, findes også her. Helt sikkert et sted at bo, næste gang jeg kommer til byen. Væk fra larmen i bymidten, og alligevel kun et kvarters gang væk - hvis der bliver for ´stille´ . Vi gik vest på til Hudson floden, og mod nord langs vandet. Herude var der bygget Piers ud i vandet, med bænke så folk kunne sidde og nyde udsigten over vandet og byen.
Besøget i bydelen inspirerer til en gentagelse, det er sikkert og vist.
onsdag den 6. januar 2010
Gensyn med Westfield
I dag skal vi ud og køre i bil, med GPS - Yeahhhh. Afhentning af bilen gik smertefrit. Denne gang kører vi en Hundai Santa Fe, kørt 2ooo km, lækker spand. Rikke blev fuldstændig vild i varmen, da hun så bilen. Hun var helt oppe og køre, på mere end een måde. Den flinke mand hos Alamo, gav os lige en kort instruktion i hvordan vi kom ud af byen: "Rundt om blokken, til højre, fremad og til venstre første gang, lidt fremad og drej til højre ind i Lincoln Tunnel. Ude af tunnellen, tag vejen mod NJ Turnpike" "Forresten, GPSén virker først når I er ude af byen, på grund af de høje bygninger, god tur" - tak for kaffe!!
Rikke var chauffør, og var på adrenalin-kick, på grund af den 'fede' bil. Sædvanen tro gjorde GPS' en ogsaa vrøvl i dag, vi fandt dog vej til Westfield, og klinikken. Personale og klienter var glade for at gense Rikke, vice versa, og efter meget snakken frem og tilbage, med personale og klienter, fotografering mm. tog vi afsked. Vi kørte til den nærmeste Trader Joe's for at proviantere. Derefter kørte vi til South Orange, hvor Rikke har boet siden 1. oktober. I byen skulle vi hente vores kufferter, som Dr. Paulsen har opbevaret på sit kontor, mens vi har været ude og føjte i tre uger. Rikke var glad for at være tilbage i byen, mange gode minder har hun her fra. Vi var blandt andet i Rikkes foretrukne indkøbscenter, og spise varm mad. Der købte vi også en gave-kurv til Caroline og familien. I aften er vi nemlig inviteret hjem til spisning, hos Caroline, mand og børn. Jeg glæder mig til at se et rigtigt amerikansk hjem. Der hvor Rikke boede, jeg har tidligere beskrevet forholdene, betragter jeg som yderligheden af hvordan et hjem IKKE skal se ud. I øjeblikket er vi på Seton Hall University(der hvor Rikke er tilknyttet), og låner deres pc til at opdatere blog mm.
Fra Seton Hall University kørte vi til Westfield, for at finde et butikscenter. Rikke skulle lige ind og se på noget. Da vi først nåede området omkring Westfield var Rikke stedkendt, så den til tider FLINKE GPS damestemme, fik en pause. Vi havde aftalt med Caroline tidligere på dagen, at vi skulle sende en sms, når vi var færdige i butiks centret. Rikkes telefon var løbet tør for strøm, så vi tog chancen og kørte hjem til Caroline. Hun var heldigvis hjemme, og vi fik en varm modtagelse af hele familien. Rikke har været her flere gange, og også overnattet, så hele familien var rigtig glade for at se hende igen. Dejligt at være tilskuer til, når familien og Rikke taler sammen, som om de har kendt hinanden hele livet. Fatter Jim og Rikke fordybede sig i Jims julegave, en Ipod, mens jeg talte med Caroline og den ældste søn Jimmi. Det viste sig at Jimmi var civilingeniør, og arbejdede med cad programmer til daglig, så vi havde en masse og tale om.
Caroline havde tilberedt et glimrende måltid til os. Det var helt rart at kunne sætte sig til bords, uden at tjeneren stod i baggrunden, og tog noter. . Mens kaffen blev brygget, var jeg på rundtur i huset. Huset bestod af stueplan, 3 trin op - badeværelse og nogle opbevarings rum - og 1. sal med soveværelser. Alle fire børn bor hjemme. Det er MEGET dyrt for unge mennesker at købe bolig i USA, derfor bliver de boende hjemme, til de er tredive år eller mere, en skræmmende tanke. Huset var et træhus, med skillevægge af gips. Gulvtæpper på en stor del, uden gulvvarme.
Carolines mand er elektriker, og arbejder hårdt, og meget, for at skrabe penge sammen til børnenes skolegang. Alle fire har gået på universitetet, nu er der kun tre tilbage på uni. ., og der skal skaffes mange penge alene til det. Som elektriker, mest industriarbejde, har Jim været heldig at kunne skaffe job, og det ser ud til at der er lidt at tage sig til i det nye år også, heldigvis.
Vi drak kaffe i spisestuen, og efter snak om danske og amerikanske forhold, var det tid at takke godnat og tak for i aften. Rikke og familien tog en vemodig afsked, Rikke har nærmest været som deres femte barn, hun har en plads i deres hjerter for altid, det er sikkert, og også omvendt.
Vi skulle aflevere bilen samme aften, så det var afsted mod New York. Klokken var nu 9.30, og mørkt, så vi havde brudt med princippet om at være ´hjemme´før mørkets frembrud. Efter den sædvanlige leg med GPS´en, og to gange det samme betalings anlæg til vejskat, nåede vi endelig Alamo biludlejning, og fik afleveret bilen i god ro og orden. Vi troede vi havde fået alt med os. Det viste sig at vi havde glemt en pung, med kreditkort og hele molevitten i. Vi opdagede det først dagen efter, da Alamo ringede til Rikke og fortalte vi havde glemt ´noget´i bilen. I fuld firspring afsted for at hente det glemte. Næste gang jeg skal leje bil bliver det hos Alamo, ingen tvivl om det - hvilken service.
Det er en dårlig ide´ at miste sit kreditkort i USA (sikkert også andre steder). Når du betaler, køres kortet bare igennem kortlæseren, og du underskriver på papirkvitteringen, nogle gange, andre gange får du bare kvitteringen uden underskrift eller noget. Du skal ikke engang vise ID.
Rikke var chauffør, og var på adrenalin-kick, på grund af den 'fede' bil. Sædvanen tro gjorde GPS' en ogsaa vrøvl i dag, vi fandt dog vej til Westfield, og klinikken. Personale og klienter var glade for at gense Rikke, vice versa, og efter meget snakken frem og tilbage, med personale og klienter, fotografering mm. tog vi afsked. Vi kørte til den nærmeste Trader Joe's for at proviantere. Derefter kørte vi til South Orange, hvor Rikke har boet siden 1. oktober. I byen skulle vi hente vores kufferter, som Dr. Paulsen har opbevaret på sit kontor, mens vi har været ude og føjte i tre uger. Rikke var glad for at være tilbage i byen, mange gode minder har hun her fra. Vi var blandt andet i Rikkes foretrukne indkøbscenter, og spise varm mad. Der købte vi også en gave-kurv til Caroline og familien. I aften er vi nemlig inviteret hjem til spisning, hos Caroline, mand og børn. Jeg glæder mig til at se et rigtigt amerikansk hjem. Der hvor Rikke boede, jeg har tidligere beskrevet forholdene, betragter jeg som yderligheden af hvordan et hjem IKKE skal se ud. I øjeblikket er vi på Seton Hall University(der hvor Rikke er tilknyttet), og låner deres pc til at opdatere blog mm.
Fra Seton Hall University kørte vi til Westfield, for at finde et butikscenter. Rikke skulle lige ind og se på noget. Da vi først nåede området omkring Westfield var Rikke stedkendt, så den til tider FLINKE GPS damestemme, fik en pause. Vi havde aftalt med Caroline tidligere på dagen, at vi skulle sende en sms, når vi var færdige i butiks centret. Rikkes telefon var løbet tør for strøm, så vi tog chancen og kørte hjem til Caroline. Hun var heldigvis hjemme, og vi fik en varm modtagelse af hele familien. Rikke har været her flere gange, og også overnattet, så hele familien var rigtig glade for at se hende igen. Dejligt at være tilskuer til, når familien og Rikke taler sammen, som om de har kendt hinanden hele livet. Fatter Jim og Rikke fordybede sig i Jims julegave, en Ipod, mens jeg talte med Caroline og den ældste søn Jimmi. Det viste sig at Jimmi var civilingeniør, og arbejdede med cad programmer til daglig, så vi havde en masse og tale om.
Caroline havde tilberedt et glimrende måltid til os. Det var helt rart at kunne sætte sig til bords, uden at tjeneren stod i baggrunden, og tog noter. . Mens kaffen blev brygget, var jeg på rundtur i huset. Huset bestod af stueplan, 3 trin op - badeværelse og nogle opbevarings rum - og 1. sal med soveværelser. Alle fire børn bor hjemme. Det er MEGET dyrt for unge mennesker at købe bolig i USA, derfor bliver de boende hjemme, til de er tredive år eller mere, en skræmmende tanke. Huset var et træhus, med skillevægge af gips. Gulvtæpper på en stor del, uden gulvvarme.
Carolines mand er elektriker, og arbejder hårdt, og meget, for at skrabe penge sammen til børnenes skolegang. Alle fire har gået på universitetet, nu er der kun tre tilbage på uni. ., og der skal skaffes mange penge alene til det. Som elektriker, mest industriarbejde, har Jim været heldig at kunne skaffe job, og det ser ud til at der er lidt at tage sig til i det nye år også, heldigvis.
Vi drak kaffe i spisestuen, og efter snak om danske og amerikanske forhold, var det tid at takke godnat og tak for i aften. Rikke og familien tog en vemodig afsked, Rikke har nærmest været som deres femte barn, hun har en plads i deres hjerter for altid, det er sikkert, og også omvendt.
Vi skulle aflevere bilen samme aften, så det var afsted mod New York. Klokken var nu 9.30, og mørkt, så vi havde brudt med princippet om at være ´hjemme´før mørkets frembrud. Efter den sædvanlige leg med GPS´en, og to gange det samme betalings anlæg til vejskat, nåede vi endelig Alamo biludlejning, og fik afleveret bilen i god ro og orden. Vi troede vi havde fået alt med os. Det viste sig at vi havde glemt en pung, med kreditkort og hele molevitten i. Vi opdagede det først dagen efter, da Alamo ringede til Rikke og fortalte vi havde glemt ´noget´i bilen. I fuld firspring afsted for at hente det glemte. Næste gang jeg skal leje bil bliver det hos Alamo, ingen tvivl om det - hvilken service.
Det er en dårlig ide´ at miste sit kreditkort i USA (sikkert også andre steder). Når du betaler, køres kortet bare igennem kortlæseren, og du underskriver på papirkvitteringen, nogle gange, andre gange får du bare kvitteringen uden underskrift eller noget. Du skal ikke engang vise ID.
tirsdag den 5. januar 2010
Foerste dag i New York
Jeg vågnede da jeg hørte højttalerne på hotellet ”.. firealarm from 15.th floor and down ” Hvad f. foregår der nu? Beskeden blev gentaget - jeg lyttede på fuld kraft med hjertet oppe i halsen. ” Security are testing firealarm system, from 15.th floor and down. I repeat, this is a test” Nu kunne jeg vågne mere normalt, i fred og ro. Sikken en måde at blive vækket på – skodhotel!!
Vi spiste morgenmad på værelset, faktisk ret hyggeligt, og det blev overstået på ingen tid. Da vi var ude og gå i aftes, fandt vi ud af vi skulle finde vintertøjet frem til i dag. Der var en god frisk KOLD vind igennem byen, ALLE havde huer, vanter, store frakker – alt der var bare en smule effektivt til at beskytte mod kulden, var i brug. Selv offentlige myndigheder, politifolk og security, havde elefanthuer på, kun øjnene var fri. Vi stred os gennem gaderne og kulden, på bedste vis. Heldigvis skulle vi besøge en del udvalgte butikker, hvor vi kunne få varmen igen, inden vi fandt en ny butik.
Jeg ville gerne se Central Park. Den ligger et stykke mod nord, så vi måtte ud i kulden igen. Heldigvis var der enkelte solstrejf vi kunne varme os ved. Da vi nåede parken, var der først overraskende meget få mennesker. Da vi nåede skøjtebanen, var der et mylder af mennesker. Parken er et dejligt frirum for New York´s indbyggere. Jeg vil tro der er mange flere mennesker i parken om sommeren, end nu. Hestevogne tilbyder tur rundt i parken, også i dag, det var bare for koldt. Tilbage i byen, butikkerne, cafeer og meget mere. Vi kom rigtig meget rundt, og jeg fik stillet mit indre kompas, så alt er godt. I morgen skal vi hente bil, og til Westfield.
Vi spiste morgenmad på værelset, faktisk ret hyggeligt, og det blev overstået på ingen tid. Da vi var ude og gå i aftes, fandt vi ud af vi skulle finde vintertøjet frem til i dag. Der var en god frisk KOLD vind igennem byen, ALLE havde huer, vanter, store frakker – alt der var bare en smule effektivt til at beskytte mod kulden, var i brug. Selv offentlige myndigheder, politifolk og security, havde elefanthuer på, kun øjnene var fri. Vi stred os gennem gaderne og kulden, på bedste vis. Heldigvis skulle vi besøge en del udvalgte butikker, hvor vi kunne få varmen igen, inden vi fandt en ny butik.
Jeg ville gerne se Central Park. Den ligger et stykke mod nord, så vi måtte ud i kulden igen. Heldigvis var der enkelte solstrejf vi kunne varme os ved. Da vi nåede parken, var der først overraskende meget få mennesker. Da vi nåede skøjtebanen, var der et mylder af mennesker. Parken er et dejligt frirum for New York´s indbyggere. Jeg vil tro der er mange flere mennesker i parken om sommeren, end nu. Hestevogne tilbyder tur rundt i parken, også i dag, det var bare for koldt. Tilbage i byen, butikkerne, cafeer og meget mere. Vi kom rigtig meget rundt, og jeg fik stillet mit indre kompas, så alt er godt. I morgen skal vi hente bil, og til Westfield.
mandag den 4. januar 2010
Fra Memphis til New York
I dag tager vi til New York. Skal flyve kl. 11.50 am, det er første gang jeg sovet SÅ godt. (for godt, (højt) syntes Rikke) Vi havde planlagt afgang fra hotellet kl. 08.30. Derefter stille og roligt ud på motorvejen, til Aloma hvor vi skulle aflevere bilen, og så til lufthavnen.
Check ud af hotellet, ind i bilen og stille GPS, og af sted. Det første stykke vej kendte vi, det samme stykke havde vi kørt de gange vi skulle til byen. Ud på motorvejen, og så begyndte GPS at lave numre. Vi blev ledt ud i et villa kvarter, det var helt galt. Rikke havde fundet et vejkort over Memphis, i bunden af sin taske, den samme morgen vi skulle rejse. . Kunne godt have brugt det kort før. Temperaturen steg mærkbart i bilen, vi havde en tidsplan der skulle holde – flyet afgår til tiden, det er sikkert – også selv om vi tosser rundt på motorvejene. Kortet blev fundet frem, GPS´en blev indstillet igen, og vi fandt endelig vej til Alamo og lufthavnen. Samme procedure som sidste gang vi afleverede bil – ind på en stor p-plads – hen til den flinke Alamo mand, og inden vi var kommet ud af bilen, havde han udskrevet kvittering. Bussen til lufthavnen holdt klar, 3 minutter efter vi kørte ind på Alamo-pladsen, var vi på vej til lufthavnen. Hurtig ekspedition kalder jeg det.
I lufthavnen var der INGEN mennesker, meget få i hvert fald. Ingen kø, hver i bagagen eller security, så efter 10 minutter var vi på vej til gaten, i god tid. Vi skulle flyve med Continental, det vil sige der datter selskab, Continental Express Jet, hvilket igen betyder et lille fly med tre sæder i bredden, og en masse larm i kabinen. Vi købte hver et par ørepropper, til at tage den værste støj, det hjalp lidt. Ørepropperne skulle samtidig udligne trykket i ørerne, på vej op og ned. De fleste flyveture jeg har været med på, har jeg sagtens kunne udligne trykket, (der er konstant gennemtræk i mine ører), Rikke derimod havde ingen gavn af ørepropperne, det var et forsøg værd. Turen varede 2 timer og 22 minutter.
I Newark fik vi hurtigt vores bagage, og vi traskede ud til taxi området. På plads i køen af folk der også ventede på taxi. Proceduren man skal gennem for at få en taxi er, at man aftaler pris med en mand/dame, der SÅ prajer en vogn. Inden turen starter betaler man til en kredit kort maskine,(kan også betale kontant) tager kvitteringen med i taxien, udfylder kvitteringen i taxien med de ekstra omkostninger der løber på undervejs på turen. Vores chauffør ville f.eks. have ekstra penge for bagage, for at køre i tunnel, fordi vi havde betalt med kreditkort, der var flere ekstra udgifter han ville have penge for, nu vi satte hælene i, og sagde stop, resultatet blev, vi gav $64 på kortet, og $10 i kontanter. Prisen vi havde aftalt inden turen var $55, plus $1 for hver $15 af det totale beløb, plus drikkepenge. Det er normal procedure at give drikkepenge, de skal så være fortjent syntes jeg. Denne chauffør var møgsur – kørte som død og helvede, samtidig med at han tjekkede sin mobil – Rikke var i hvert fald MEGET nervøs, især da vi kørte i tunnelen. De store busser der kørte foran os, havde kun 30 cm luft på siden, inden betonen skrællede siden, og vores chauffør kørt HELT tæt på bussen foran. Vi var glade for at være i live, og han fik sine obligatoriske 10 % drikkepenge.
Vi tjekkede ind på hotellet, der ligger MIDT i New York – fantastisk beliggenhed. På hjørnet af 7.th Ave og 33. Street. Vi bor 18 etager over gadeplan, med en flot udsigt over 33.th Street. Hotellet er gammelt og godt brugt, det kan ses på interiør, vægge, gulvtæpper osv. Internet findes kun i business center, og koster $12 i timen. I lobbyen kan vi logge på trådløst net, for $3 i timen. Godt vi kun skal sove her. Værelset er bestilt UDEN morgenmad. Skod hotel – kun beliggenheden er superb. Dog skal jeg lige vænne mig til at, selv om jeg befinder mig 18 etager over gadeplan, vibrerer gulvet, og en buldrende lyd fylder rummet, når METROEN kører 20 etager nede, at hotellet gynger i takt med vinden, når man tager elevatoren, skal man træde NED, ca. 5 cm, til elevator-gulvet, at elevatoren hænger i wirer, der gør, at den svinger svagt fra side til side på vej op. Jo jo vi får en på opleveren her. I morgen er der en guidet (jeg er heldig at have en dansk guide med..)rundtur i nabolaget.
Check ud af hotellet, ind i bilen og stille GPS, og af sted. Det første stykke vej kendte vi, det samme stykke havde vi kørt de gange vi skulle til byen. Ud på motorvejen, og så begyndte GPS at lave numre. Vi blev ledt ud i et villa kvarter, det var helt galt. Rikke havde fundet et vejkort over Memphis, i bunden af sin taske, den samme morgen vi skulle rejse. . Kunne godt have brugt det kort før. Temperaturen steg mærkbart i bilen, vi havde en tidsplan der skulle holde – flyet afgår til tiden, det er sikkert – også selv om vi tosser rundt på motorvejene. Kortet blev fundet frem, GPS´en blev indstillet igen, og vi fandt endelig vej til Alamo og lufthavnen. Samme procedure som sidste gang vi afleverede bil – ind på en stor p-plads – hen til den flinke Alamo mand, og inden vi var kommet ud af bilen, havde han udskrevet kvittering. Bussen til lufthavnen holdt klar, 3 minutter efter vi kørte ind på Alamo-pladsen, var vi på vej til lufthavnen. Hurtig ekspedition kalder jeg det.
I lufthavnen var der INGEN mennesker, meget få i hvert fald. Ingen kø, hver i bagagen eller security, så efter 10 minutter var vi på vej til gaten, i god tid. Vi skulle flyve med Continental, det vil sige der datter selskab, Continental Express Jet, hvilket igen betyder et lille fly med tre sæder i bredden, og en masse larm i kabinen. Vi købte hver et par ørepropper, til at tage den værste støj, det hjalp lidt. Ørepropperne skulle samtidig udligne trykket i ørerne, på vej op og ned. De fleste flyveture jeg har været med på, har jeg sagtens kunne udligne trykket, (der er konstant gennemtræk i mine ører), Rikke derimod havde ingen gavn af ørepropperne, det var et forsøg værd. Turen varede 2 timer og 22 minutter.
I Newark fik vi hurtigt vores bagage, og vi traskede ud til taxi området. På plads i køen af folk der også ventede på taxi. Proceduren man skal gennem for at få en taxi er, at man aftaler pris med en mand/dame, der SÅ prajer en vogn. Inden turen starter betaler man til en kredit kort maskine,(kan også betale kontant) tager kvitteringen med i taxien, udfylder kvitteringen i taxien med de ekstra omkostninger der løber på undervejs på turen. Vores chauffør ville f.eks. have ekstra penge for bagage, for at køre i tunnel, fordi vi havde betalt med kreditkort, der var flere ekstra udgifter han ville have penge for, nu vi satte hælene i, og sagde stop, resultatet blev, vi gav $64 på kortet, og $10 i kontanter. Prisen vi havde aftalt inden turen var $55, plus $1 for hver $15 af det totale beløb, plus drikkepenge. Det er normal procedure at give drikkepenge, de skal så være fortjent syntes jeg. Denne chauffør var møgsur – kørte som død og helvede, samtidig med at han tjekkede sin mobil – Rikke var i hvert fald MEGET nervøs, især da vi kørte i tunnelen. De store busser der kørte foran os, havde kun 30 cm luft på siden, inden betonen skrællede siden, og vores chauffør kørt HELT tæt på bussen foran. Vi var glade for at være i live, og han fik sine obligatoriske 10 % drikkepenge.
Vi tjekkede ind på hotellet, der ligger MIDT i New York – fantastisk beliggenhed. På hjørnet af 7.th Ave og 33. Street. Vi bor 18 etager over gadeplan, med en flot udsigt over 33.th Street. Hotellet er gammelt og godt brugt, det kan ses på interiør, vægge, gulvtæpper osv. Internet findes kun i business center, og koster $12 i timen. I lobbyen kan vi logge på trådløst net, for $3 i timen. Godt vi kun skal sove her. Værelset er bestilt UDEN morgenmad. Skod hotel – kun beliggenheden er superb. Dog skal jeg lige vænne mig til at, selv om jeg befinder mig 18 etager over gadeplan, vibrerer gulvet, og en buldrende lyd fylder rummet, når METROEN kører 20 etager nede, at hotellet gynger i takt med vinden, når man tager elevatoren, skal man træde NED, ca. 5 cm, til elevator-gulvet, at elevatoren hænger i wirer, der gør, at den svinger svagt fra side til side på vej op. Jo jo vi får en på opleveren her. I morgen er der en guidet (jeg er heldig at have en dansk guide med..)rundtur i nabolaget.
søndag den 3. januar 2010
Musikkens Mekka..
Efter en oplevelsesrig dag på Graceland og Sun Studio, er det nu blevet søndag i Memphis. I dag er planen at besøge Beale Street. Memphis og Beale Street er stedet hvor rythm og blues musikken blev opfundet. Gaden er berømt for små museer, cafeer og spisesteder, hvor kendte kunstnere har optrådt, og er blevet ´fundet´. Musikken svinger det meste af natten – eftersom vi kommer en søndag, forventer jeg en rolig gade, hvor cafegæsterne, plejer deres hangovers!!
For at komme til byen, skal vi som sædvanlig en tur med vores uundværlige bil, og til tider påtrængende GPS. Rikke er en top vognkommandør, meget tålmodig – selv om jeg kører forkert – flere gange – på samme tur. JEG har en mistanke om at GPS´ en ikke når at opdatere, jeg mener jeg er forud for den. Jeg har svært ved at tænke så langsomt. . . Min eneste forklaring på vi kører forkert så tit. Vi nåede til endelig til byen, fandt vi oven i købet en gratis p-plads, sjældent noget er gratis her i USA. Mens vi kørte rundt på motorvejene, snakkede Rikke om nogle ænder der går kl. 9 og kl. 5, som hun gerne ville se. Jeg hørte kun med et halvt øre, jeg havde ligesom nok at gøre med at styre bil og GPS.
Ud af bilen og af sted på fortovet mod Beale Street, standsede vi ud for Peabody Hotel. ”Det er her” siger Rikke, og vi går ind i en kæmpe foyer. Lidt fremme i foyeren, og til højre, er en del mennesker forsamlet, i nærheden af et bassin. På gulvet er den røde løber rullet ud – fra elevatoren og til det ca. Ø2 m store bassin. Bassinet har en figur i midten, og på toppen blomster. På begge sider af den røde løber, var der sat afspærring op, så publikum måtte holde sig ca. 0,5m fra løberen. Rikke og jeg havde set der var mulighed for at komme på 1.sal, af sted det gik. Vi fik et par gode pladser med rimelig udsigt.
Forestillingen startede ved, at en pæn ældre herre, med stok og uniform – fortalte om hotellet tilblivelse, og om traditionen med ænderne. Historien er, at i året 1930, havde to af hotellets indehavere været i byen og give den gas. Hjemvendt til hotellet, og for at få ekstra gang i den, fandt de på at få nogle ænder til at gå op i bassinet. Gæsterne var vilde med det skøre indslag, og nu er det en tradition. Da den ældre herre var færdig med historien, blev der en kort pause – nu ville han tage elevatoren op på øverste etage – hvor ænderne boede, og hente dem ned. Efter 10 minutters venten, gik musikken i gang, og elevator døren åbnede sig. I elevatoren befandt sig 5 ænder, og den nydelige herre. Ænderne vraltede ud af elevatoren, hen ad den røde løber, for enden af løberen op ad 4 trin, og plump, ned i bassinet. Hver dag kl. 11 am går ænderne op i bassinet. Kl. 5 pm går de tilbage igen. Denne tradition har foregået hver dag siden 1930, naturligvis er det blevet en publikums attraktion.
Tilbage på gaden og mod Beale Street. Vi kunne gå derhen, heldigvis – så slap jeg for GPS én. Gaden er gågade, og der VAR stille og roligt som forventet. De fleste cafeer var åbnet – sådan lige omtrent. Der var en del butikker også, alt tænkeligt udstyr til udøvelse af musik. Fra gaden så cafeerne små ud. Jeg var inde i en del af dem, kun for at kigge, og bag den lille facade var, i de fleste tilfælde et kæmpe rum, med bar – selvfølgelig spejl bagved – (det spejl der altid bliver skudt i stykker i filmene), mange små borde midt på gulvet, langs væggene bløde siddepladser, og ud af højttalerne – rythm and blues – rigtig fedt. På indgangsdøren så jeg et skilt – kun på en af cafeerne – med et billede af en skyder og teksten ´Firearms prohibited´. Tankevækkende skiltet kun hang på et af stederne.
Efter Beale Street gik vi en tur rundt i byen, inden vi kørte tilbage til Germantown. Vi fandt en lille hyggelig cafe´ kaldet Dixie – jeg er sikker på dette navn vækker minder hos nogle – i hvert fald hos mig. Efter cafeen gik vi i biografen og så Hangovers. Fantastisk morsom film. Vi var 5 i biografen. Når amerikanerne tager popcorn med i biografen, er det TØNDER så store, jeg har aldrig set noget lignende. De spiser det hele. .
For at komme til byen, skal vi som sædvanlig en tur med vores uundværlige bil, og til tider påtrængende GPS. Rikke er en top vognkommandør, meget tålmodig – selv om jeg kører forkert – flere gange – på samme tur. JEG har en mistanke om at GPS´ en ikke når at opdatere, jeg mener jeg er forud for den. Jeg har svært ved at tænke så langsomt. . . Min eneste forklaring på vi kører forkert så tit. Vi nåede til endelig til byen, fandt vi oven i købet en gratis p-plads, sjældent noget er gratis her i USA. Mens vi kørte rundt på motorvejene, snakkede Rikke om nogle ænder der går kl. 9 og kl. 5, som hun gerne ville se. Jeg hørte kun med et halvt øre, jeg havde ligesom nok at gøre med at styre bil og GPS.
Ud af bilen og af sted på fortovet mod Beale Street, standsede vi ud for Peabody Hotel. ”Det er her” siger Rikke, og vi går ind i en kæmpe foyer. Lidt fremme i foyeren, og til højre, er en del mennesker forsamlet, i nærheden af et bassin. På gulvet er den røde løber rullet ud – fra elevatoren og til det ca. Ø2 m store bassin. Bassinet har en figur i midten, og på toppen blomster. På begge sider af den røde løber, var der sat afspærring op, så publikum måtte holde sig ca. 0,5m fra løberen. Rikke og jeg havde set der var mulighed for at komme på 1.sal, af sted det gik. Vi fik et par gode pladser med rimelig udsigt.
Forestillingen startede ved, at en pæn ældre herre, med stok og uniform – fortalte om hotellet tilblivelse, og om traditionen med ænderne. Historien er, at i året 1930, havde to af hotellets indehavere været i byen og give den gas. Hjemvendt til hotellet, og for at få ekstra gang i den, fandt de på at få nogle ænder til at gå op i bassinet. Gæsterne var vilde med det skøre indslag, og nu er det en tradition. Da den ældre herre var færdig med historien, blev der en kort pause – nu ville han tage elevatoren op på øverste etage – hvor ænderne boede, og hente dem ned. Efter 10 minutters venten, gik musikken i gang, og elevator døren åbnede sig. I elevatoren befandt sig 5 ænder, og den nydelige herre. Ænderne vraltede ud af elevatoren, hen ad den røde løber, for enden af løberen op ad 4 trin, og plump, ned i bassinet. Hver dag kl. 11 am går ænderne op i bassinet. Kl. 5 pm går de tilbage igen. Denne tradition har foregået hver dag siden 1930, naturligvis er det blevet en publikums attraktion.
Tilbage på gaden og mod Beale Street. Vi kunne gå derhen, heldigvis – så slap jeg for GPS én. Gaden er gågade, og der VAR stille og roligt som forventet. De fleste cafeer var åbnet – sådan lige omtrent. Der var en del butikker også, alt tænkeligt udstyr til udøvelse af musik. Fra gaden så cafeerne små ud. Jeg var inde i en del af dem, kun for at kigge, og bag den lille facade var, i de fleste tilfælde et kæmpe rum, med bar – selvfølgelig spejl bagved – (det spejl der altid bliver skudt i stykker i filmene), mange små borde midt på gulvet, langs væggene bløde siddepladser, og ud af højttalerne – rythm and blues – rigtig fedt. På indgangsdøren så jeg et skilt – kun på en af cafeerne – med et billede af en skyder og teksten ´Firearms prohibited´. Tankevækkende skiltet kun hang på et af stederne.
Efter Beale Street gik vi en tur rundt i byen, inden vi kørte tilbage til Germantown. Vi fandt en lille hyggelig cafe´ kaldet Dixie – jeg er sikker på dette navn vækker minder hos nogle – i hvert fald hos mig. Efter cafeen gik vi i biografen og så Hangovers. Fantastisk morsom film. Vi var 5 i biografen. Når amerikanerne tager popcorn med i biografen, er det TØNDER så store, jeg har aldrig set noget lignende. De spiser det hele. .
lørdag den 2. januar 2010
På Tour i Memphis
Graceland ligger på Elvis Presley Boulevard, ca. 45 min. kørsel fra hotellet. På motorvejen viste skilte vej til Graceland - vidner lidt om Elvis´betydning for byen. Vi fandt parkeringspladsen, kun beregnet for besøgende til Graceland, selvfølgelig. Solen skinner og det er hundekoldt, vi frøs i det samme vi kom ud af bilen. Vi begav os til billetlugen, der som p-pladsen, var placeret på vestsiden af vejen, og købte vores VIP billetter, som gav os adgang til ALLE steder på Graceland. Transporten over Elvis Presley Boulevard til Graceland, 300 meter, foregik i shuttlebus. I USA kører man i bil, når man skal nogen steder!
Det var en underlig fornemmelse, endelig at være på stedet, jeg har set,hørt, og læst så meget om i medierne. Foran hovedindgangen fortalte guiden kort historien om Graceland, som Elvis købte i 1957 for $100.000. Ind ad hoveddøren, udstyret med hovedtelefoner og båndafspiller, gik rundvisningen i gang. I ørerne hørtes historier og forklaringer til de forskellige rum, og selvfølgelig også musik - god musik. Der var en konstant ´strøm´ af mennesker igennem huset. Alle gik stille og roligt rundt. Alle talte med lav stemmestyrke, der var noget overvældende ved at være der, tydeligt at folk var berørt på en eller anden næsten ´andægtig´ måde, der påvirkede deres, og min, adfærd rundt i huset. Huset var mindre end jeg havde forestillet mig. Godt nok 23 rum, publikum havde kun adgang til stue etagen - dvs der hvor Elvis opholdt sig når han var vågen. Mange fortællinger og historier om de enkelte rum, kom ud i ørerne undervejs, igennem huset - svært at beskrive - bare glad for at have været der. Rummene var små og beskedent indrettet, når jeg tænker på den stjernestatus han havde. Hele administrationen af virksomheden Elvis, foregik f.eks. i nogle små pavilloner bygget bag Graceland. Jeg synes det var en rigtig god rundtur, og er glad for at have været der. Jeg tog en del billeder, som genopfrisker turen, når jeg ser dem.
Efter at have været i huset, blev vi som VIP personer, vist rundt i Elvis´private ejendele, automobil museet, privatfly, og udstilling om tiden i hæren. Ved samtlige udstillinger var der officielle video klip, kendte interviews, ´private´video klip og meget mere. Når man forlod udstillingen, gik man ind i en butik, hvor forskellige effekter fra den pågældende periode udstillingen omhandlede, kunne erhverves for ussel mammon. Ingen tvivl om at Elvis stadig er en kæmpe forretning.
Efter Graceland var kursen nu rettet mod Sun Studio, hvor Elvis indspillede sin første plade. Studiet fungerer den dag i dag. Når rundvisningerne er slut, overtager professionelle musikere studiet, og indspiller på det udstyr som har været i studiet fra det blev startet. Kun for at få den specielle ´lyd´fra dengang. Bygningen er på ca. 250 m2 i to plan. Delt på midten på langs af en væg fra gulv til tag. På den ene side af væggen er der cafe´, og et rum hvor gæster der vil på rundvisning, står og venter. På den anden side af væggen er studiet. I cafeen hænger billeder med alle de kendte der har indspillet plader her: Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins - også kaldet ´Million Dollar Quartet´ og flere til.
Vores guidede rundvisning starter ved at vi går op på 1.sal, og ind i et rum placeret over cafeen. I rummet er udstillet indspilnings-udstyr fra studiets start, originale guitarer, tøj, mmm. Vores guide fortæller levende om tiden fra dengang, og vi får eksempler på de originale optagelser at høre, fra forskellige kunstnere - ikke kun Elvis, men mest Elvis. Hårene rejste sig på armene, da rythm og blues musikken vældede ud af højttaleren - STORT. Vi gik nu ned til det hellige rum - selve studiet. Før vi nåede studiet, gik vi igennem forkontoret. Her sad sekretæren, og tog imod håbefulde musikere, der satsede på at blive stjerner, efter at have fået udgivet en plade. Det var faktisk sekretæren der ´opdagede´Elvis, hun pressede en ekstra skive, og lagde på Sun Studio´s ejers skrivebord, og bad ham lytte godt efter. Inde i selve studiet, stod jeg hvor Elvis havde stået, de originale mikrofoner var i studiet, vi hørte igen originale optagelser fra dengang - STORT STORT. Rigtig god tur til Memphis.
Det var en underlig fornemmelse, endelig at være på stedet, jeg har set,hørt, og læst så meget om i medierne. Foran hovedindgangen fortalte guiden kort historien om Graceland, som Elvis købte i 1957 for $100.000. Ind ad hoveddøren, udstyret med hovedtelefoner og båndafspiller, gik rundvisningen i gang. I ørerne hørtes historier og forklaringer til de forskellige rum, og selvfølgelig også musik - god musik. Der var en konstant ´strøm´ af mennesker igennem huset. Alle gik stille og roligt rundt. Alle talte med lav stemmestyrke, der var noget overvældende ved at være der, tydeligt at folk var berørt på en eller anden næsten ´andægtig´ måde, der påvirkede deres, og min, adfærd rundt i huset. Huset var mindre end jeg havde forestillet mig. Godt nok 23 rum, publikum havde kun adgang til stue etagen - dvs der hvor Elvis opholdt sig når han var vågen. Mange fortællinger og historier om de enkelte rum, kom ud i ørerne undervejs, igennem huset - svært at beskrive - bare glad for at have været der. Rummene var små og beskedent indrettet, når jeg tænker på den stjernestatus han havde. Hele administrationen af virksomheden Elvis, foregik f.eks. i nogle små pavilloner bygget bag Graceland. Jeg synes det var en rigtig god rundtur, og er glad for at have været der. Jeg tog en del billeder, som genopfrisker turen, når jeg ser dem.
Efter at have været i huset, blev vi som VIP personer, vist rundt i Elvis´private ejendele, automobil museet, privatfly, og udstilling om tiden i hæren. Ved samtlige udstillinger var der officielle video klip, kendte interviews, ´private´video klip og meget mere. Når man forlod udstillingen, gik man ind i en butik, hvor forskellige effekter fra den pågældende periode udstillingen omhandlede, kunne erhverves for ussel mammon. Ingen tvivl om at Elvis stadig er en kæmpe forretning.
Efter Graceland var kursen nu rettet mod Sun Studio, hvor Elvis indspillede sin første plade. Studiet fungerer den dag i dag. Når rundvisningerne er slut, overtager professionelle musikere studiet, og indspiller på det udstyr som har været i studiet fra det blev startet. Kun for at få den specielle ´lyd´fra dengang. Bygningen er på ca. 250 m2 i to plan. Delt på midten på langs af en væg fra gulv til tag. På den ene side af væggen er der cafe´, og et rum hvor gæster der vil på rundvisning, står og venter. På den anden side af væggen er studiet. I cafeen hænger billeder med alle de kendte der har indspillet plader her: Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins - også kaldet ´Million Dollar Quartet´ og flere til.
Vores guidede rundvisning starter ved at vi går op på 1.sal, og ind i et rum placeret over cafeen. I rummet er udstillet indspilnings-udstyr fra studiets start, originale guitarer, tøj, mmm. Vores guide fortæller levende om tiden fra dengang, og vi får eksempler på de originale optagelser at høre, fra forskellige kunstnere - ikke kun Elvis, men mest Elvis. Hårene rejste sig på armene, da rythm og blues musikken vældede ud af højttaleren - STORT. Vi gik nu ned til det hellige rum - selve studiet. Før vi nåede studiet, gik vi igennem forkontoret. Her sad sekretæren, og tog imod håbefulde musikere, der satsede på at blive stjerner, efter at have fået udgivet en plade. Det var faktisk sekretæren der ´opdagede´Elvis, hun pressede en ekstra skive, og lagde på Sun Studio´s ejers skrivebord, og bad ham lytte godt efter. Inde i selve studiet, stod jeg hvor Elvis havde stået, de originale mikrofoner var i studiet, vi hørte igen originale optagelser fra dengang - STORT STORT. Rigtig god tur til Memphis.
fredag den 1. januar 2010
Vegas til Memphis
I efteråret da Rikke og jeg planlagde vores tur sammen, var et af mine ønsker at komme til Memphis. Rikke og Ida (Rikkes oprindelige rejsekammerat, der sprang fra), havde planlagt en tur, så da jeg kom med mit ønske om Memphis, blev det, med lidt snak frem og tilbage, udelukket. Rikke havde også, på mit forslag, fravalgt Chicago, så jeg accepterede afslaget.
I Westfield, til middagen med Rikkes kollegaer fra klinikken, fik jeg at vide at vi skulle til Memphis. Typisk Rikke, hun havde en KÆMPE overraskelse i ærmet til mig - jeg blev meget glad. Rikke havde bestilt flybilletter, til samtlige flyture, allerede inden jeg kom til New York - hun er god til at holde på hemmeligheder, den strik.
I Vegas stod vi op kl. 4, om morgenen, for at nå en flyver kl. 7. Vi kørte med en rigtig flink kvindelig taxi chauffør, der kom 10 minutter efter vi havde bestilt en vogn - perfekt. Første flyvetur var med Continental til Houston, knap 4 timer i luften. Fra Houston til Memphis med et lille Continental ExpressJet Airlines fly - denne gang 1½ time i luften, heldigvis. Det lille fly larmede ad h til. 2 sæder i højre side, en midtergang og 1 sæde til venstre. Al plads i flyet var udnyttet til mindste detalje, kunne knap stå oprejst i midtergangen, så det var en oplevelse. Samtidig var flyet uroligt i luften, på et tidspunkt var kaffen ved at skvulpe ud af koppen . .
I Memphis lå vores kufferter og cirklede rundt på bagage båndet, da vi endelig kom igennem lufthavnen. Bagage afhentning var selvfølgelig ude i den fjerneste ende. Vi havde bestilt en bil hos Alamo, firmaet havde en shuttle bus i lufthavnen, der kørte os til udlejningsbureauet - service. Vi kører nu en Dodge Charger SXT - en meget lækker bil der kun havde kørt knap 10.000 km - som ny. Selvfølgelig med automat gear og al tænkeligt udstyr, undtagen GPS, som vi lejede. I Memphis er det kun mig der står som chauffør på kontrakten, Rikke er dermed opgraderet til vognkommandør.
Vores kroværelse ligger ca. 30 km fra lufthavnen. GPS´en ville absolut have os ud på motorvejene - en kæmpe omvej uden om byen. Vi arbejdede ihærdigt med at indstille dyret, endelig, efter en enkel unødig tur rundt om byen, og flere forkerte exits, nåede vi endelig kroen. Holiday Inn Express, 7784 Wolf Trail Cove, Memphis, TN, 38138 USA, ligger i et område der kaldes Germantown - et stykke uden for centrum. Et pænt og nydeligt sted, kun få år gammelt. Hurtigt check ind, og afsted i byen og proviantere til frokost og aftensmad. Vi havde kun fået en banan, et æble, en enkel kop kakao og kaffe siden vi stod op, så vores maver knurrede om kap. Det var i mellemtiden blevet mørkt, og vi brød med vores princip om at tosse rundt efter mørkets frembrud. Vi KØRTE til supermarkedet - ren luksus. Snart tilbage på værelset og indtage føde, og så var klokken blevet 9 pm, inden vi kunne gå i gang med at planlægge næste dags udflugt til Graceland.
I Westfield, til middagen med Rikkes kollegaer fra klinikken, fik jeg at vide at vi skulle til Memphis. Typisk Rikke, hun havde en KÆMPE overraskelse i ærmet til mig - jeg blev meget glad. Rikke havde bestilt flybilletter, til samtlige flyture, allerede inden jeg kom til New York - hun er god til at holde på hemmeligheder, den strik.
I Vegas stod vi op kl. 4, om morgenen, for at nå en flyver kl. 7. Vi kørte med en rigtig flink kvindelig taxi chauffør, der kom 10 minutter efter vi havde bestilt en vogn - perfekt. Første flyvetur var med Continental til Houston, knap 4 timer i luften. Fra Houston til Memphis med et lille Continental ExpressJet Airlines fly - denne gang 1½ time i luften, heldigvis. Det lille fly larmede ad h til. 2 sæder i højre side, en midtergang og 1 sæde til venstre. Al plads i flyet var udnyttet til mindste detalje, kunne knap stå oprejst i midtergangen, så det var en oplevelse. Samtidig var flyet uroligt i luften, på et tidspunkt var kaffen ved at skvulpe ud af koppen . .
I Memphis lå vores kufferter og cirklede rundt på bagage båndet, da vi endelig kom igennem lufthavnen. Bagage afhentning var selvfølgelig ude i den fjerneste ende. Vi havde bestilt en bil hos Alamo, firmaet havde en shuttle bus i lufthavnen, der kørte os til udlejningsbureauet - service. Vi kører nu en Dodge Charger SXT - en meget lækker bil der kun havde kørt knap 10.000 km - som ny. Selvfølgelig med automat gear og al tænkeligt udstyr, undtagen GPS, som vi lejede. I Memphis er det kun mig der står som chauffør på kontrakten, Rikke er dermed opgraderet til vognkommandør.
Vores kroværelse ligger ca. 30 km fra lufthavnen. GPS´en ville absolut have os ud på motorvejene - en kæmpe omvej uden om byen. Vi arbejdede ihærdigt med at indstille dyret, endelig, efter en enkel unødig tur rundt om byen, og flere forkerte exits, nåede vi endelig kroen. Holiday Inn Express, 7784 Wolf Trail Cove, Memphis, TN, 38138 USA, ligger i et område der kaldes Germantown - et stykke uden for centrum. Et pænt og nydeligt sted, kun få år gammelt. Hurtigt check ind, og afsted i byen og proviantere til frokost og aftensmad. Vi havde kun fået en banan, et æble, en enkel kop kakao og kaffe siden vi stod op, så vores maver knurrede om kap. Det var i mellemtiden blevet mørkt, og vi brød med vores princip om at tosse rundt efter mørkets frembrud. Vi KØRTE til supermarkedet - ren luksus. Snart tilbage på værelset og indtage føde, og så var klokken blevet 9 pm, inden vi kunne gå i gang med at planlægge næste dags udflugt til Graceland.
Abonner på:
Opslag (Atom)
