fredag den 24. juli 2009

Dag 8. Charmouille til Paris

Sidste etape mod Paris startede også i regnvejr. Det var besluttet at vi skulle starte tidligt, fordi vi skulle være i Paris mellem kl. 15 og 16. Vi startede på cyklen kl. 06.30 og havde aftalt at kun holde en enkelt og kort pause, udover frokosten. Vi var flyvende fra morgenkvisten, bakker og dale blev forceret som en leg de første 126 km. De sidste 30 km var stort set flade og forløb langs en kanal ind mod centrum. Vi kørte på skiftevis grus- og asfalt stier langs kanalen. Efter kanalen var der kun trafikken i Paris vi skulle hygge os med. Det er sin sag at få et 38 mand stort felt dirigeret gennem lyskryds, rundkørsler venstresving og meget mere. Hvert lyskryds vi nåede til skulle vi have opsamling , fordi kun nogle af os nåede med over i første forsøg.

Da vi ankom til Concorde Padsen stod en masse pårørende med flag og hurra råb. Efter et kvarters tid på pladsen skulle vi have vores sædvanlige regnbyge - denne gang i form af en kæmpe byge hvor vandet bare væltede ned. Vi stod bare i vores cykeltøj, kunne kun vente på regnen holdt op. Solen blev væk selv om regnen holdt op. Tiden var nu inde til at køre sejrsturen rundt på de våde chausse sten på Champ Elysses. Uden politi eskorte begav vi os nu holdvis rundt om Triumfbuen og tilbage i nærheden af Concorde Pladsen hvor Rynkeby havde stillet en pølsevogn op og gjort champagne klar.

Efter champagne og pølser cyklede vi til hotellet, mætte af indtryk og for mit vedkommende også mæt af cykling, i hvert fald for nogle dage.

En god tur med en masse oplevelser jeg er glad for at have været med til. Næste år går turen mod nye udfordringer - måske Det Skaldede Bjerg, hvem ved?