torsdag den 22. juli 2010

Dagen før dagen.. til Paris

Som service team har det været nogle meget hektiske dage. Rytterne skal stort set have noget at spise konstant - ca. 2 - 3 timer mellem pauserne dagen igennem. Det betyder vi som madhold arbejder under et konstant tidspres, for at nå frem til kaffe og frokost stederne. De første 4 dage havde vi kæmpe problemer med at finde stederne hvor pauserne skulle afvikles. Vi kørte udelukkende efter koordinater. Desværre alt for upræcist. Nu har vi fået lagt nogle ruter at køre efter - det virker. De sidste dage har det kørt på skinner.

Dagen forløber nogenlunde således: Efter morgenmaden kl 06.00 til 07.00 bliver bagagebilen pakket. Madbilen bliver pakket med kogt vand - nogle gange kan vi få hotellet til at koge vand til kaffepausen om formiddagen. I går fik vi hotellet til at koge pasta også - super godt. Alternativt har vi en generator med, der kan producere strøm til de tre el-kedler vi har med hjemmefra. Noget besværligt - men det fungerer. Når vand og fødevarer er på plads i madbilen, skal vi have vores livsvigtige GPS med. Der er aftenen før lagt ruter ind på GPSén, hvor de forskellige pause-punkter er plottet ind. Vi har kun én GPS med ruter indlagt - dvs. madbilen og bagagebilen skal følges ad. Bagagebilen kører med borde, fane og parasoller, der skal ud af bilen og stilles op til hver pause. Derudover skal bagagebilen(jeg) hjælpe til med tilberedning, anretning, afrydning, m.m.

Når rytterne er kørt efter at have fået fyldt depoterne op, skal madhold og jeg, rydde af og i fuld galop mod næste pause sted. Sådan har dagene forløbet - serviceteamet er bare mega trætte når dagen er omme. Tre til fire gange om dagen holder rytterne pause. 2-3 kaffepauser og en frokost. Efter den sidste kaffe pause, kører vi til hotellet og læsser rytternes bagage af. Efter sen aftensmad,(vi spiser typisk ved 20.30 tiden hver aften) skal der nogle gange tankes dieselolie på bilerne - før det er sengetid - de fleste gange ved 23.30 tiden.

Rytterne har haft nogle fantastiske dage med super vejr. Tørvejr. overskyet, en lille smule regn en enkelt dag - frem for alt næsten uden vind af betydning. Punkteringer har der været meget lidt af - ingen styrt - jo det har været en rigtig god tur så langt.

I morgen skal vi til Paris og Concordepladsen - det bliver stort.


GÆSTE BLOGGER AKA min datter Rikke - touren set fra under hjelmen

Ja, serviceteamet er en vigtig vigtig del af touren - der er desperation som kun ses tilsvarende under alvorlige hungerkatastrofer, når vi ikke kan finde vores pause-punkt. Uroen breder sig ned gennem feltet som en en flodbølge - og vores ellers højt elskede styrmænd får kærligheden at føle.. Heldigvis har der ikke været de store problemer de fleste af dagene.. alle mand skulle blot lige spores ind på rette vej, og nu kører det bare!
Dagen idag har været den ondeste ledeste etape af dem alle! Trods kun 180 km, har vi kørt op og op og op (og selvfølgelig også ned, men det gør ikke ligeså godt, som det gør ondt at køre op desværre...)! De første 50 km vippede man frem og tilbage over mælkesyregrænsen med bakker der synes ledere end Le Mur de Huy, fordi de kom totalt bag på os, de blev ved og ved og så var det nok af dem! Feltet knækkede et par gange - og opsamlingspauser måtte der til.. Vejret har været overskyet fra morgenstunden og solen begyndte først at titte frem ved 13-tiden,helt perfekt, men ingen har bemærket det. Hele dagen har været én lang kamp for overlevelse - og vi er stadig 39 ryttere, vi er ved godt mod og lur mig om benene ikke får et skud ekstra energi imorgen når vi kan skimte eiffeltårnet i det fjerne! Morgendagens prolog byder på 94 km, heraf 30 km langs Seinen, som fører os lige ind til Place de La Concorde, hvorfra vi skal drive de ULTRA tålmodige (bemærk sætningen indeholder ironi) franskmænd til vanvid, når samtlige 311 ryttere skal rulle op og ned af Champs Elyssees! Det bliver vildt, vanvittigt og wunderbart!
God vind!//Rikke

Ingen kommentarer:

Send en kommentar