fredag den 1. januar 2010

Vegas til Memphis

I efteråret da Rikke og jeg planlagde vores tur sammen, var et af mine ønsker at komme til Memphis. Rikke og Ida (Rikkes oprindelige rejsekammerat, der sprang fra), havde planlagt en tur, så da jeg kom med mit ønske om Memphis, blev det, med lidt snak frem og tilbage, udelukket. Rikke havde også, på mit forslag, fravalgt Chicago, så jeg accepterede afslaget.
I Westfield, til middagen med Rikkes kollegaer fra klinikken, fik jeg at vide at vi skulle til Memphis. Typisk Rikke, hun havde en KÆMPE overraskelse i ærmet til mig - jeg blev meget glad. Rikke havde bestilt flybilletter, til samtlige flyture, allerede inden jeg kom til New York - hun er god til at holde på hemmeligheder, den strik.

I Vegas stod vi op kl. 4, om morgenen, for at nå en flyver kl. 7. Vi kørte med en rigtig flink kvindelig taxi chauffør, der kom 10 minutter efter vi havde bestilt en vogn - perfekt. Første flyvetur var med Continental til Houston, knap 4 timer i luften. Fra Houston til Memphis med et lille Continental ExpressJet Airlines fly - denne gang 1½ time i luften, heldigvis. Det lille fly larmede ad h til. 2 sæder i højre side, en midtergang og 1 sæde til venstre. Al plads i flyet var udnyttet til mindste detalje, kunne knap stå oprejst i midtergangen, så det var en oplevelse. Samtidig var flyet uroligt i luften, på et tidspunkt var kaffen ved at skvulpe ud af koppen . .

I Memphis lå vores kufferter og cirklede rundt på bagage båndet, da vi endelig kom igennem lufthavnen. Bagage afhentning var selvfølgelig ude i den fjerneste ende. Vi havde bestilt en bil hos Alamo, firmaet havde en shuttle bus i lufthavnen, der kørte os til udlejningsbureauet - service. Vi kører nu en Dodge Charger SXT - en meget lækker bil der kun havde kørt knap 10.000 km - som ny. Selvfølgelig med automat gear og al tænkeligt udstyr, undtagen GPS, som vi lejede. I Memphis er det kun mig der står som chauffør på kontrakten, Rikke er dermed opgraderet til vognkommandør.

Vores kroværelse ligger ca. 30 km fra lufthavnen. GPS´en ville absolut have os ud på motorvejene - en kæmpe omvej uden om byen. Vi arbejdede ihærdigt med at indstille dyret, endelig, efter en enkel unødig tur rundt om byen, og flere forkerte exits, nåede vi endelig kroen. Holiday Inn Express, 7784 Wolf Trail Cove, Memphis, TN, 38138 USA, ligger i et område der kaldes Germantown - et stykke uden for centrum. Et pænt og nydeligt sted, kun få år gammelt. Hurtigt check ind, og afsted i byen og proviantere til frokost og aftensmad. Vi havde kun fået en banan, et æble, en enkel kop kakao og kaffe siden vi stod op, så vores maver knurrede om kap. Det var i mellemtiden blevet mørkt, og vi brød med vores princip om at tosse rundt efter mørkets frembrud. Vi KØRTE til supermarkedet - ren luksus. Snart tilbage på værelset og indtage føde, og så var klokken blevet 9 pm, inden vi kunne gå i gang med at planlægge næste dags udflugt til Graceland.