Musikkens Mekka..

Efter en oplevelsesrig dag på Graceland og Sun Studio, er det nu blevet søndag i Memphis. I dag er planen at besøge Beale Street. Memphis og Beale Street er stedet hvor rythm og blues musikken blev opfundet. Gaden er berømt for små museer, cafeer og spisesteder, hvor kendte kunstnere har optrådt, og er blevet ´fundet´. Musikken svinger det meste af natten – eftersom vi kommer en søndag, forventer jeg en rolig gade, hvor cafegæsterne, plejer deres hangovers!!
For at komme til byen, skal vi som sædvanlig en tur med vores uundværlige bil, og til tider påtrængende GPS. Rikke er en top vognkommandør, meget tålmodig – selv om jeg kører forkert – flere gange – på samme tur. JEG har en mistanke om at GPS´ en ikke når at opdatere, jeg mener jeg er forud for den. Jeg har svært ved at tænke så langsomt. . . Min eneste forklaring på vi kører forkert så tit. Vi nåede til endelig til byen, fandt vi oven i købet en gratis p-plads, sjældent noget er gratis her i USA. Mens vi kørte rundt på motorvejene, snakkede Rikke om nogle ænder der går kl. 9 og kl. 5, som hun gerne ville se. Jeg hørte kun med et halvt øre, jeg havde ligesom nok at gøre med at styre bil og GPS.
Ud af bilen og af sted på fortovet mod Beale Street, standsede vi ud for Peabody Hotel. ”Det er her” siger Rikke, og vi går ind i en kæmpe foyer. Lidt fremme i foyeren, og til højre, er en del mennesker forsamlet, i nærheden af et bassin. På gulvet er den røde løber rullet ud – fra elevatoren og til det ca. Ø2 m store bassin. Bassinet har en figur i midten, og på toppen blomster. På begge sider af den røde løber, var der sat afspærring op, så publikum måtte holde sig ca. 0,5m fra løberen. Rikke og jeg havde set der var mulighed for at komme på 1.sal, af sted det gik. Vi fik et par gode pladser med rimelig udsigt.
Forestillingen startede ved, at en pæn ældre herre, med stok og uniform – fortalte om hotellet tilblivelse, og om traditionen med ænderne. Historien er, at i året 1930, havde to af hotellets indehavere været i byen og give den gas. Hjemvendt til hotellet, og for at få ekstra gang i den, fandt de på at få nogle ænder til at gå op i bassinet. Gæsterne var vilde med det skøre indslag, og nu er det en tradition. Da den ældre herre var færdig med historien, blev der en kort pause – nu ville han tage elevatoren op på øverste etage – hvor ænderne boede, og hente dem ned. Efter 10 minutters venten, gik musikken i gang, og elevator døren åbnede sig. I elevatoren befandt sig 5 ænder, og den nydelige herre. Ænderne vraltede ud af elevatoren, hen ad den røde løber, for enden af løberen op ad 4 trin, og plump, ned i bassinet. Hver dag kl. 11 am går ænderne op i bassinet. Kl. 5 pm går de tilbage igen. Denne tradition har foregået hver dag siden 1930, naturligvis er det blevet en publikums attraktion.
Tilbage på gaden og mod Beale Street. Vi kunne gå derhen, heldigvis – så slap jeg for GPS én. Gaden er gågade, og der VAR stille og roligt som forventet. De fleste cafeer var åbnet – sådan lige omtrent. Der var en del butikker også, alt tænkeligt udstyr til udøvelse af musik. Fra gaden så cafeerne små ud. Jeg var inde i en del af dem, kun for at kigge, og bag den lille facade var, i de fleste tilfælde et kæmpe rum, med bar – selvfølgelig spejl bagved – (det spejl der altid bliver skudt i stykker i filmene), mange små borde midt på gulvet, langs væggene bløde siddepladser, og ud af højttalerne – rythm and blues – rigtig fedt. På indgangsdøren så jeg et skilt – kun på en af cafeerne – med et billede af en skyder og teksten ´Firearms prohibited´. Tankevækkende skiltet kun hang på et af stederne.
Efter Beale Street gik vi en tur rundt i byen, inden vi kørte tilbage til Germantown. Vi fandt en lille hyggelig cafe´ kaldet Dixie – jeg er sikker på dette navn vækker minder hos nogle – i hvert fald hos mig. Efter cafeen gik vi i biografen og så Hangovers. Fantastisk morsom film. Vi var 5 i biografen. Når amerikanerne tager popcorn med i biografen, er det TØNDER så store, jeg har aldrig set noget lignende. De spiser det hele. .