På udkig efter tøj til mig. I Macys fandt jeg endelig noget der kunne bruges, til en fornuftig pris. Jeg havde gået en halv times tid, taget den ene habit frem efter den anden, til jeg fandt en brugbar model. Ekspedienterne havde travlt, der var prisnedsættelse. En kvindelig ekspedient henvendte sig venligt til mig, og spurgte om jeg ville prøve tøjet? God ide´syntes jeg, og vi gik mod ´Fitting Rooms´ Jeg fik anvist et rum, og fik prøvet tøjet. Bukserne var 20cm for lange, som standard derovre, og der blev tilkaldt en skrædder, så jeg kunne få habitten tilpasset efter mål. En mand, midt i tresserne, dukkede op. Han var af italiensk afstamning, og talte med tydelig accent. Det var meget begrænset hvad han sagde til mig, han talte mest med sig selv, og jeg måtte så bryde ind og korrigere ham, så vi nåede i mål. Jeg følte mig i trygge hænder, mens jeg stod på skamlen, og skrædderen gik rundt om mig, trak i ærmer, bukseben, målte og satte diverse kridtstreger på tøjet. Den kvindelige ekspedient kom med få kommentarer - de blev fuldstændig overhørt af skrædderen - det var skrædderen der styrede showet. "Så er du færdig" udbrød han, jeg kunne få tøjet dagen efter, altså om lørdagen. Jeg måtte betale $5 ekstra for at få det så hurtigt. Det var nødvendigt, jeg skulle hjem om mandagen så der var ingen vej udenom. Da jeg skulle betale, sendte ekspedienten mig i Macys Visitor Center, efter et rabatkort. Med det kunne jeg få $10 i rabat, flink dame. Alt i alt har jeg sparet mindst kr. 500 i forhold til danske priser.
På helt egen hånd var jeg rundt i byen om aftenen. Var ved skøjtebanen og juletræet i nærheden af Rockefeller Center. Der var masser af mennesker, lys, musik og glade dage. Jeg var på Times Square, Broadway og på Mariott Hotel for at finde den roterende bar. Der er SÅ meget at se og opleve, bare ved at gå en tur en almindelig aften. Sluttede af i Borders ved Madison Square Garden, købte en kop kaffe, gave til min rejseguide, og så til hotellet. Fandt dog lige ud af at på Borders, som er en kæmpe boghandel i to etager, er der cafe´ og gratis internet på 1. sal, det fik vi meget glæde af senere. Både cafeén og internettet.
Det var hundekoldt at færdes på gaden, så det var et glædeligt gensyn da jeg nåede hotellet.