Gensyn med Westfield

I dag skal vi ud og køre i bil, med GPS - Yeahhhh. Afhentning af bilen gik smertefrit. Denne gang kører vi en Hundai Santa Fe, kørt 2ooo km, lækker spand. Rikke blev fuldstændig vild i varmen, da hun så bilen. Hun var helt oppe og køre, på mere end een måde. Den flinke mand hos Alamo, gav os lige en kort instruktion i hvordan vi kom ud af byen: "Rundt om blokken, til højre, fremad og til venstre første gang, lidt fremad og drej til højre ind i Lincoln Tunnel. Ude af tunnellen, tag vejen mod NJ Turnpike" "Forresten, GPSén virker først når I er ude af byen, på grund af de høje bygninger, god tur" - tak for kaffe!!

Rikke var chauffør, og var på adrenalin-kick, på grund af den 'fede' bil. Sædvanen tro gjorde GPS' en ogsaa vrøvl i dag, vi fandt dog vej til Westfield, og klinikken. Personale og klienter var glade for at gense Rikke, vice versa, og efter meget snakken frem og tilbage, med personale og klienter, fotografering mm. tog vi afsked. Vi kørte til den nærmeste Trader Joe's for at proviantere. Derefter kørte vi til South Orange, hvor Rikke har boet siden 1. oktober. I byen skulle vi hente vores kufferter, som Dr. Paulsen har opbevaret på sit kontor, mens vi har været ude og føjte i tre uger. Rikke var glad for at være tilbage i byen, mange gode minder har hun her fra. Vi var blandt andet i Rikkes foretrukne indkøbscenter, og spise varm mad. Der købte vi også en gave-kurv til Caroline og familien. I aften er vi nemlig inviteret hjem til spisning, hos Caroline, mand og børn. Jeg glæder mig til at se et rigtigt amerikansk hjem. Der hvor Rikke boede, jeg har tidligere beskrevet forholdene, betragter jeg som yderligheden af hvordan et hjem IKKE skal se ud. I øjeblikket er vi på Seton Hall University(der hvor Rikke er tilknyttet), og låner deres pc til at opdatere blog mm.

Fra Seton Hall University kørte vi til Westfield, for at finde et butikscenter. Rikke skulle lige ind og se på noget. Da vi først nåede området omkring Westfield var Rikke stedkendt, så den til tider FLINKE GPS damestemme, fik en pause. Vi havde aftalt med Caroline tidligere på dagen, at vi skulle sende en sms, når vi var færdige i butiks centret. Rikkes telefon var løbet tør for strøm, så vi tog chancen og kørte hjem til Caroline. Hun var heldigvis hjemme, og vi fik en varm modtagelse af hele familien. Rikke har været her flere gange, og også overnattet, så hele familien var rigtig glade for at se hende igen. Dejligt at være tilskuer til, når familien og Rikke taler sammen, som om de har kendt hinanden hele livet. Fatter Jim og Rikke fordybede sig i Jims julegave, en Ipod, mens jeg talte med Caroline og den ældste søn Jimmi. Det viste sig at Jimmi var civilingeniør, og arbejdede med cad programmer til daglig, så vi havde en masse og tale om.

Caroline havde tilberedt et glimrende måltid til os. Det var helt rart at kunne sætte sig til bords, uden at tjeneren stod i baggrunden, og tog noter. . Mens kaffen blev brygget, var jeg på rundtur i huset. Huset bestod af stueplan, 3 trin op - badeværelse og nogle opbevarings rum - og 1. sal med soveværelser. Alle fire børn bor hjemme. Det er MEGET dyrt for unge mennesker at købe bolig i USA, derfor bliver de boende hjemme, til de er tredive år eller mere, en skræmmende tanke. Huset var et træhus, med skillevægge af gips. Gulvtæpper på en stor del, uden gulvvarme.

Carolines mand er elektriker, og arbejder hårdt, og meget, for at skrabe penge sammen til børnenes skolegang. Alle fire har gået på universitetet, nu er der kun tre tilbage på uni. ., og der skal skaffes mange penge alene til det. Som elektriker, mest industriarbejde, har Jim været heldig at kunne skaffe job, og det ser ud til at der er lidt at tage sig til i det nye år også, heldigvis.

Vi drak kaffe i spisestuen, og efter snak om danske og amerikanske forhold, var det tid at takke godnat og tak for i aften. Rikke og familien tog en vemodig afsked, Rikke har nærmest været som deres femte barn, hun har en plads i deres hjerter for altid, det er sikkert, og også omvendt.

Vi skulle aflevere bilen samme aften, så det var afsted mod New York. Klokken var nu 9.30, og mørkt, så vi havde brudt med princippet om at være ´hjemme´før mørkets frembrud. Efter den sædvanlige leg med GPS´en, og to gange det samme betalings anlæg til vejskat, nåede vi endelig Alamo biludlejning, og fik afleveret bilen i god ro og orden. Vi troede vi havde fået alt med os. Det viste sig at vi havde glemt en pung, med kreditkort og hele molevitten i. Vi opdagede det først dagen efter, da Alamo ringede til Rikke og fortalte vi havde glemt ´noget´i bilen. I fuld firspring afsted for at hente det glemte. Næste gang jeg skal leje bil bliver det hos Alamo, ingen tvivl om det - hvilken service.

Det er en dårlig ide´ at miste sit kreditkort i USA (sikkert også andre steder). Når du betaler, køres kortet bare igennem kortlæseren, og du underskriver på papirkvitteringen, nogle gange, andre gange får du bare kvitteringen uden underskrift eller noget. Du skal ikke engang vise ID.