Monterey til Solvang

Hundekoldt - en meget præcis beskrivelse af vores overnatning. 15 grader var maksimum indendørs - jeg tror du har mere hvor du bor? Til gengæld var morgenmaden en ren fornøjelse - siden vi forlod SF har jeg glædet mig til nogle ordentlige tjenere - rent tøj og rene omgivelser. Det var der her. Buffeten, borde og gulv, tjener ja alt var rent og pænt. Vi var en international flok, der var oppe kl. 7.30 am, da der blev åbnet for sultne hotelgæster. Indere, englændere, amerikanere og lige et par danskere. Rikke og jeg har efterhånden vænnet os til at indtage et ordentligt foder - her fra morgenkvisten - det er med i prisen så bare om at få forbenene frem. Vi kan sagtens køre hele dagen på en enkelt banan og et æble, inden vi indtager aftensmaden på værelset - langt de fleste dage.

Hurtig check ud. Nærmeste tankstation og fylde tanken op - det er svært at vide hvor langt der er til næste tank - HWY1 er ret øde så jeg er mere rolig med en fuld tank. Vores GPS gør stadig vrøvl - den vil have os den hurtigste vej - og vi vil den længste og smukkeste vej. Altså, vi kører uden GPS, og vejkort. Vi er kørt ´ud´ af de kort vi har fået med(Rikke har fået kortene af en patients mand. Den samme mand har også startet indsamling på klinikken, til Børne Cancer Fonden) så vi tager simpelthen chancen, og kører efter skiltene. Kører vi ad rute 101, som GPS´ foreslår er turen på 354 km, og tiden er beregnet til 3 timer og 56 minutter. Ad HWY1 tager det 4 timer og 42 minutter for 322 km - hvis vi undgår at køre forkert . .

Den første del at tur var ekstrem kuperet og stejl. Det startede med et advarsels skilt - ´Curved Hills 63 miles´. Så var der ligesom lagt i kakkelovnen. Rikke har chauffør sædet, jeg kalder mig selv for vognkommandør. Mit job er at guide chaufføren ad de rigtige veje, betjene knapperne til musikanlægget, fylde benzin på - ja i det hele taget sørge at alt virker, og for ro og orden i bilen. Derudover er jeg i dag udnævnt til (har jeg selv gjort) hoffotograf, hvilket betyder jeg sidder med kameraet skudklar hele tiden. I dag var det MEGET svært at holde kameraet stille, på grund af den snoede vej. På et tidspunkt var jeg tæt på køresyge. Op og ned ad bjerge, hårnålesving, tæt på kanten af vejen, med lodret udsigt ned, bare 1 m fra hvor jeg sidder, og samtidig indstille og fokusere igennem kameraet, og med det andet øje, se hvor chaufføren er på vej hen. Kom lige og sig det er afslappende at sidde ved siden af.

På den sidste del af turen blev landskabet lidt mere fladt, og vi så Hereford kvæg på bakkerne, landbrug med plastik på markerne, som dem vi så igår. Længere sydpå så vi også vinstokke - der var nok at se undervejs. I et kort splitsekund hvor jeg fotograferede, skulle vi have været drejet af. Jeg overså skiltet, og vi var på en forkert motorvej, og måtte i hast dreje af den første afkørsel. Chaufføren begyndte straks at blive overophedet - lige før hun begyndte at fløjte - og vi måtte søge kølemidler på NÆRMESTE tankstation. Efter et kvarters tid var Rikke klar igen, frisk vand i dunkene og hun havde spurgt hvilken vej vi skulle, for at komme på HWY1 igen - super. At finde vej er ellers mit job, erfaringsmæssigt ved jeg, at når temperamentet er på kogepunktet, er det bedst at holde lav profil. .

Kl. 3.10 pm ankom vi til Hadsten House i Solvang. Den danske by i Californien. Vi fik hurtigt checket ind, og snart gik vi på fortovet, på vej i byen for at se de danske butikker. Stort set alle var lukket på grund af højtiden, på nær een restaurant med danske specialiteter. Jeg fik en dansk bøf med kartoffelmos og rødkål. Oksefarsen her i USA er en kvalitet for sig selv - mums - første klasses oplevelse. I morgen giver vi byen en chance til, for at vise os hvad den kan byde på.