Endelig ferie. .

Efter en periode med regn og rusk i Danmark, hvor det har været svært at cykle, har jeg heldigvis kunnet løbe i skoven. Det har været nogle gode ture i skoven, der på denne tid af året viser nogle fantastiske farver - kombineret med at underlaget er et tykt lag blade i flotte farver - giver et mentalt pust i hverdagen. Så er det jo godt at have en forlænget weekend i USA at se frem til.

Mandag den 14.12 tog jeg flyveren til Newark via London. Rigtig flot vejr at flyve i. I flyveren fra London til Newark var det eneste der ødelagde stemningen, et barn på knapt et år, der mere eller mindre konstant græd en utrøstelig gråd. Høretelefonerne blev fast monteret på hele turen. Jeg havde heldigvis mødet med Rikke at se frem til.

Vel ankommet til Newark kunne det kun gå for langsomt med at komme igennem den amerikanske told, med fingeraftryk, foto, paskontrol og til sidst toldkontrol. Helskindet igennem og på vej til udgangen, med stigende puls - nu var Rikke der snart. Jeg så Rikke før hun så mig, hun gik frem og tilbage som en løve i et bur. Da vi fik øjenkontakt blev mundvigene RIGTIG BREDE. Det var så dejligt at se hende igen. Vi krammede så længe så folk omkring os kiggede undrende, og også lidt misundelige.

Vi tog en taxi tilbage til Rikkes værelse i South Orange i New Jersey. Jeg har oplevet meget som farende murersvend gennem tiderne, intet i forhold til dette. At Rikke har boet under disse forhold vidner om at være omstillingsparat på højeste niveau. Overalt i huset var der opmagasineret kasser fra gulv til loft. Rengøring er et fremmedord i dette hus - et tykt lag støv og skidt var overalt. Gulvtæpper i hele huset, på nær køkken og bad. Levende tæpper efterhånden - ad. Køkkenet er et kapitel for sig. Komfuret var dækket af gammelt fedt og olie. Køleskabet møgbeskidt, kun Rikkes hylde var ren. Hver gang vi, nødtvungent skulle bruge bestikket blev det udsat for yderligere rengøring og inspektion, selvom det kom fra en skuffe med ´rent bestik´. Linoleums gulvet - oprindeligt lyst gulv, var gråt af møg. Affalds spande stod i hvert hjørne, fyldte så affaldet var ved at falde ned på gulvet - så ulækkert. I køkkenet var placeret knagerækker til overtøjet - fantasifuldt. Rikkes indkøbte ting som lå på en hylde for sig selv, havde husets beboere også haft fingrene i. Alene tanken om at de har rørt ved vores mad, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Utroligt at nogen kan finde sig i at bo sådan. Vi så frem til at komme på hotel.

Efter en god nats tiltrængt søvn var jeg klar til nye oplevelser. Det første der fortalte mig jeg var i USA, var signalet fra toget, når det kører ind på stationen. Den velkendte lyd fra spillefilmene var præcis og genkendelig. Ingen tvivl om jeg var i Amerika. I dag, Tirsdag, skulle vi til Morristown, en af de to klinikker som Rikke har arbejdet på. Efter morgenmaden, havregrød som sædvanlig, tog vi med toget til Morristown. Efter togturen var der en spadserer tur på ca. 1 km. Vejret var koldt, ca 0 grader og overskyet, så det var dejligt at få lidt frisk luft. Da vi kom til klinikken var det tydeligt at mærke at Rikke har været meget vellidt, både af patienter og personale. Hun har gjort et godt indtryk på folkene herovre. Rikke viste mig rundt og personalet var venlige og imødekommende alle sammen. Det er noget helt andet at se klinikken og personalet i virkeligheden, frem for kun at se billeder. Efter 1½ times tid på klinikken, kørte vi med toget tilbage til South Orange.

Klokken 2.pm skulle vi mødes med Kim på Seton Hall University. Kim er kontakt personen mellem DK Fys-skolen og USA og derudover koordinator for fysioterapeut programmet. Kim havde lovet at opbevare vores kufferter mens vi rejser rundt. Efter Morristown klinikken skulle vi altså tilbage til Rikkes værelse, pakke vores kufferter, spise frokost, og gå til Seton Hall University - hvor vi havde en aftale kl. 2.pm - så ingen tid at spilde.
Vi mødte Kim som aftalt, og fik afleveret kufferterne. Han bød os på kaffe og kage i kantinen, det synes jeg var en god ide´. Kim havde også roser til overs for Rikke - store roser. Det er rart som farmand, at høre det går godt. Det vidner om at Rikke er kommet på den rette hylde. Efter snakken med Kim gav Rikke mig en kort rundvisning på universitetet, der har alt hvad hjertet kan begære af sports faciliteter, bibliotek, undervisningslokaler til teori og praktik, ja selv en kirke. Kæmpe stort og alligevel kun et lille et af slagesen i Amerika med plads til 5000 studerende indenfor mange fag.

Efter besøget på Seton Hall tog vi toget til New York Penn Station. Vi skulle lige ind og se juleudsmykningen inden den bliver pillet ned. Vi kommer først tilbage til byen i januar. Da vi kom ud af toget på stationen, brød helvede løs. Et mylder af mennesker der stressede afsted - og vi var stadig under jorden i stations området. Hold kæft hvor var der mange mennesker. Da vi kom op ad trappen fra stationen, gik luften næsten ud af mig. Det første kig på byen. Skyskraberne, oplyste fordi det var mørkt da vi ankom, strakte sig mod himlen - skulder ved skulder. Vi gik på fortove der var 5m brede og blev nærmest rendt over ende, af alle de fortravlede mennesker. Vi kom også da det var fyraften og myldretid, så det var helt normalt for lokale folk. Men når jeg kommer fra Harrested - er der lidt mange mennesker efter min mening. STORT er det mindste ord at bruge. Da vi havde gået lidt rundt aftog mylderet, og det lettede lidt på mig. Vi så Rockefeller Center, Times Square og meget andet. Efter et par timer i New York tog vi hjem igen. Det var rigtig godt at have været der. Nu ved jeg hvad der venter i januar.

Onsdag tog vi til klinikken i Westfield. Afsted med toget, med cyklerne. Der var ca. 7km cykeltur fra stationen i Summit - ikke noget for en inkarneret cykelrytter. . Det var dog hundekoldt, og jeg havde som sædvanligt fået for lidt tøj på. Rikke havde sagt at jeg ikke ville komme til at svede på vej til klinikken. På vej tilbage var en anden snak. Det fandt jeg ud af da vi kørte dertil. Gode solide lange bakker nedad. Noget jeg har lært som cykel entusiast er at når det går ned, går det også op - på et tidspunkt.
Klinikken i Westfield er noget større end den i Morristown. Jeg mødte igen personale og patienter, der var meget imponerede af Rikkes indsats. Også at hun har cyklet til og fra klinikken i al slags vejr, tidligt om morgenen i bælgmørke. På klinikken er der en indsamling igang til Børne Cancer Fonden, igangsat af en af patienterne som hørte om Rikkes kommende udfordring til sommer. Til nu er der samlet ret mange penge ind - mere end 600 dollars. Når vi kommer tilbage til New York i januar, tager vi til klinikken her og siger endeligt farvel. I aften skal vi til middag med personalet herfra. Vi skal spise på en lokal restaurant kl. 7.pm. Efter at Rikke havde taget en hjertelig afsked med patienterne, cyklede vi til stationen. Nu kom bakkerne tilbage med fuld skrue. Da ønskede jeg at jeg havde cykeltøj på. Ved tanken om at Rikke har cyklet denne tur i 2½ måned, er jeg overbevist om at hun får relativt nemt ved at komme i form til foråret. Hun ER allerede i form. Det gode ved bakker er - jeg fik varmen igen.

Tilbage i South Orange cyklede vi til universitetet, hvor vi på biblioteket lånte en computer, så vi kunne checke ind til næste dags flyvetur til San Francisco. Klokken er nu 2pm. 5 timer til vi skal være i Westfield til middag. Vi cyklede tilbage til værelset hvor vi pakkede vores backpacks, klar til næste dag. En lille smule føde og derefter på gåben - som sædvanligt - til stationen hvor vi skulle mod Summit. Fra Summit var planen at tage en taxi til Westfield, fremfor cyklerne der var udstyret med meget dårligt lys. Vi måtte vente over en ½ time på en taxi - vi nåede dog frem før de sidste. Alle, på nær en, af personalet var mødt frem for at sige farvel til Rikke. Det var stort, og Rikke var meget glad. Det var også vemodigt at sige farvel. Rikke har haft en fantastisk oplevelse her, og hvis hun nogensinde kommer tilbage er hun velkommen tilbage på klinikken til et job. Klinikken betalte Rikkes og min mad og drikke, hvilket jeg havde svært ved at sige nej til. Øl og vin havde folk selv med. Restauranten havde ikke bevilling, så det var helt legalt selv at medbringe hvad man ønskede at drikke. Efter en hyggelig aften blev vi kørt hjem af Brady, Rikkes kliniske underviser. Luksus at blive kørt hjem. Næste dag går turen til San Francisco.