lørdag den 26. december 2009

Solvang til Santa Monica


I dag var det tydeligt at mærke juleferien er slut, her. Trafikken er meget tæt. Det første stykke vej kører vi på 101, vores GPS får sin vilje. 4 spor i hver sin retning, masser af biler. Her må bilerne overhale både højre og venstre om. Rikke sidder trygt bag rattet, har dog fået en del flere biler at holde øje med. Landskabet inde i landet er noget mere ensformigt og kedeligt. Okay, vi har været rigtig forkælet med fantastiske udsigter på vej sydpå, så længe vi har kørt på HWY1. Vi holdt et enkelt stop i Malibu, hvor vi var ude og gå på stranden. På vej til stranden kunne vi høre havets buldren, en dyb rumlende lyd - ligesom torden - efterfulgt af bruset fra vandet der brydes i en bølge. Der er faktisk folk der frivilligt svømmer ud i vandet - surfere - og vi så rigtig mange på vej hertil. Surferne lå som søløver i vandet, og ventede på den perfekte bølge, til at give dem suset på vej mod stranden. Det ser flot ud når de står på deres smalle surfboards, med en kæmpebølge lige over hovedet.

Trafikken blev mere og mere tæt, jo tættere vi kom Los Angeles. Vi havde sat vores GPS til, vi kunne godt ønske os den opdaterede lidt hurtigere, så vi undgår de situationer hvor vi kommer i tvivl om retningen. Vi kørte forkert en enkelt gang mere, hvor GPS var totalt rundt på kortet. Vi nåede Santa Monica og vores hotel ved 3-tiden, så det var ok. Hurtigt check ind og afsted mod Los Angeles City, eller mere præcist Ole´s butik. 8622 Sunset Boulevard var målet, og så lige en Trader Joe´s til indkøb til aftensmaden. Meget trafik og kø kørsel på vej ind mod centrum, selv på en lørdag eftermiddag. Efter lidt kørsel rundt om blokken et par gange, fandt vi Ole´s butik. Butikken har adresse på Sunset Bvld, ligger bare lidt omme bagved, tæt på gode parkerings faciliteter. Lille flot butik der duftede af skønhedsmidler - ikke overdrevet meget - tilpas og hyggeligt syntes jeg. Butikken var åben fra 8 til 8, selv på en lørdag. Kom ikke og sig at amerikanerne arbejder for føden, jo da. Vi nåede tilbage til hotellet lige omkring mørkets frembrud, kl. 5.00, og det er blevet spisetid. I aften skal vi have arrangeret morgendagens tur, og booket hotel i Las Vegas.