Cable Car Barn og Crab lunch

Sidste hele dag i byen skulle bruges på blandt andet museum. Byens Cable Cars bliver trukket af et sindrigt stålwire system. Dette system ville jeg gerne opleve, og muligheden var der på byens Cable Car Museum. Solen skinnede fra en skyfri himmel - næppe indendørs museum vejr - da vi begav os afsted i byen. Jeg har efterhånden vænnet mig til de stejle fortove - både op og ned - alligevel kommer pulsen lidt i vejret når det går opad med 30 grader, og mere nogle steder. Vi får trasket nogle kilometer hver dag.

Museet er en stor lade hvor kæmpemæssige hjul står og snurrer, fra kl. 5.00 morgen til kl. 1.00 om natten, hele tiden. På disse hjul løber stålwiren, der trækker de berømte Cable Cars. Når man som fodgænger passerer skinnerne ude i byen et sted, kan man høre lyden fra wiren, der ´kører´. Denne lyd er meget kraftigere her på museet. At være chauffør på en Cable Car, kræver mere end den almindelige ledvogter eksamen. Wiren under vognen løber konstant, når chaufføren skal have vognen til at køre, trækker han i et håndtag, der kan klemme hårdt eller mindre hårdt om wiren. Jo hårdere, jo stærkere kører vognen. Det er altså en ´følelses´ sag når vognen skal styres - derfor den udvidede ledvogter eksamen for at blive vognstyrer. Vognen er udstyret med 3 uafhængige bremse systemer. Det er betryggende at vide, når først man ser bakkerne tårne sig op, eller når det går stejlt nedad - det skal prøves tror jeg - før man kan forestille sig det. Bremserne er fremstillet af træ, og når der bremses nedad kan man tydeligt lugte brændt træ. Det er nogle tons der skal ned i fart, på en kort strækning, så der skal virkelig bruges power for at bremse. Bremserne holder 2-3 dage, så skal de skiftes. Lige før det er en levevej i sig selv, at sælge bremser til disse vogne. 4 motorer, hver med 510 hk, er placeret i museet, der fungerer som centralstation for wirerne, der trækker samtlige vogne der kører i byen. Et smart system og en attraktion for byen.

Efter besøget på museet gik vi til Lombard Street. En berømt gade med 21 hårnåle sving på vejen ned. Gaden er ensrettet, nedad. Alle gader og stræder i hele byen er helt lige, kun den ene snor sig. Gaden er belagt med klinker/hårdbrændte mursten. Nogle af byen mest fashionable villaer ligger langs denne gade, der er flot og velholdt med blomster og trimmede hække hele vejen ned. Gaden er ekstrem stejl, hvis den gik lige ud - ja nærmest livsfarlig af køre ned ad. Kun ved hjælp af disse kurver, kommer farten ned. Gaden er meget besøgt af turister. Da vi var der, kørte der biler konstant, og folk hang ud af vinduerne, og fotograferede på livet løs. I byen kaldes gaden: Lombard Crooked Street.
Endnu en stejl bakke var bekæmpet, på gå ben.

Efter Lombard Street gik vi til Fishermanns Wharf. Målet var at spise krabber, købe solbriller og handle ind hos Trader Joe´s. Vi fandt en restaurant hvor vi, da vi studerede menu kortet ude på gaden, venligt blev budt indenfor af en tjener der ´patruljerede´ude foran restauranten for at kapre kunder. Vel placeret ved et udendørs bord, fik vi bestilt. Vi var begge enige om at det skulle være en lille portion, med salat til. Rikke fik en halv krabbe med salat, jeg fik en krabbe, rejer, muslinger med salat og italiensk sauce til. Vi fik først en skål med salat. Den skulle vi først spise, før resten af menuen kom. Det gik fint med den. Nu kom krabberne. Rikke fik sin på en tør tallerken, jeg fik min hvor alle dyrene lå i saucen. De lå heldigvis stille . . Rikke fik grineflip da hun så hvordan jeg var smurt ind i krabbekød, og sovs. Værktøjet vi fik udleveret for at komme ind til kødet bestod af, kniv og gaffel, en ekstra lille gaffel, en ske samt en nøddeknækker. Puuha - det smagte godt - men sikket et arbejde at få pelset den krabbe.


Efter at have spist gik vi hen og købte solbriller. Resten af dagen gik med indkøb hos Trader Joe´s, og en god spadseretur hjem til hotellet. Inden vi nåede hotellet var vi inde i den lokale bagerbutik på Ellis Street - jeg skulle lige smage en Donut - velkendt amerikansk kage.


De sidste dage, her op til jul, har der været uddeling af gaver til byens fattige. Lange rækker af mennesker står flere steder i timevis, og venter på det bliver deres tur. Alle de fattige opfattes som en skamplet for byen. Fra bystyrets side bliver der gjort meget for at hjælpe de fattige. Turister bliver indprentet, lad være at give de fattige penge, fordi så bliver de på gaden.