fredag den 18. december 2009

San Francisco

Det er Torsdag morgen og vækkeuret ringer klokken 6, havregrød - pakke det sidste og afsted til stationen i South Orange, sidste gang for en tid. Vejret var koldt og blæsende kl. 7.30 - heldigvis var vi godt pakket ind af rygsække - både en på ryggen og en på brystet - det hjalp med til at holde varmen. Afsted med toget mod Newark Broad station, og derfra afsted med en anden bus mod lufthavnen. I lufthavnen kørte vi med et Air Train til Terminalen hvor vi skulle checke ind. Security i lufthavnen var næsten mere hysterisk end den plejer at være - vi slap dog igennem. Lidt ventetid og ombord på flyveren med 6 timers tur foran os. På denne tur var der, også, børn med der forstyrrede turen med skrål og ballade. Vi holdt det ud og landede i San Francisco med temperaturer på 18 grader. Det var dejligt. Vi fik bagagen hurtigt og kunne gå direkte ud i en taxi for at køre til hotellet. 15 minutter senere stod vi i receptionen på hotellet og havde fået ´nøglen´til værelset. Det viste sig at døren til værelset afviste nøglen/kortet, så hotellet først skulle have fat i en låsemand der kunne nulstille dørlåsen. Problemet blev løst så vi nu har alt hvad vi skal bruge for at komme ind og ud - både på værelset og til hotellet. Efter en lang dag blev det tidlig sengetid. Klokken 3 om natten blev vi imidlertid vækket af larm og ballade fra naboværelset. 4 HØJTRÅBENDE amerikanere holdt os vågne til vi stod op kl. 7 - øv.

Det sidste vi havde fået at spise var maden i flyveren, som var en lille sandwich med lidt salat til - og vi så meget frem til morgenmaden. På øverste etage, som er 8. , indtog vi morgenmaden. Ost, rugbrød var ikke eksisterende. Hvidt brød, vafler og boller var brødet, det var en ok menu og efter at have rundet foderbordet 3-4 gange var vi mætte. Kaffen skulle lige have en sjat mælk, så var den også fin. Tjenerne gik rundt i almindeligt tøj - cowboybukser og T-shirt. En af tjenerne stod i restauranten og bagte vafler, ind i mellem vaflerne gik han og ryddede af bordene og fyldte op på buffeten . Ja Ja det kan også lade sig gøre.

Efter morgenmaden gik vi en tur i byen. Temperaturen nærmede sig 20 grader, og varmen føltes på en sjov måde. Solen skinnede fra en skyfri himmel og varmede os godt op, fra jorden kom dog en kulde der gjorde at vi faktisk skulle have jakke på ud over T-shirten - en underlig fornemmelse - varmen var dog velkommen. Vi gik til Trader Joes supermarked og handlede ind til middag og aftensmad. Vi indtog frokosten på en bænk i byen, mens vi betragtede folk der passerede, og de betragtede os - meget sjovt. Efter en lille rundtur i den nærmeste bydel, var vi tilbage på hotellet lige før mørket sænkede sig ved 17 tiden. Jo, gaderne i byen ER stejle.
Jeg håber virkelig naboværelsets beboere tager den med ro den kommende nat. .